# Socialistisk UngdomsFront (SUF)
## https://ungdomsfront.dk/minimumsprogram

Minimumsprogram
Grundlæggende for SUF er vores minimumsprogram. Det er grundlaget for al vores øvrige politik, og er de overordnede holdninger, som alle skal være enige i, for at være SUF’er. Det er formuleret bredt, så SUF kan være en bred organisation, der kan indeholde mange forskellige slags socialistiske mennesker.
Introduktion
En stor del af verdensbefolkningen lever i fattigdom, skellet mellem rig og fattig øges konstant, klimaet taber, økonomiske kriser skaber arbejdsløshed og desperate mennesker søger tilflugt i fremmedhad og nationalegoisme. Ingen hidtil sete samfundssystemer har kunnet overvinde problemerne.
Socialistisk UngdomsFront kæmper for et andet system. Vi vil et samfund, der bygger på solidaritet, frihed, demokrati og lige vilkår for alle. Et videnssamfund, hvor hensynet til menneske og klima er sat i centrum og hvor fattigdom, krige og undertrykkelse hører fortiden til. Vi vil afskaffe klassedelingen.
I stedet skal der skabes et reelt demokratisk, socialt og økologisk samfund. Et socialistisk samfund. Det forudsætter en total afskaffelse af kapitalmagten – derfor er Socialistisk UngdomsFront en revolutionær organisation. Vi tror ikke på, at de økonomiske magthavere vil afgive deres privilegier frivilligt. Derfor er reformer ikke nok. Revolutionen skal være det store flertals værk. Vi tager afstand fra mindretalskup. Den socialistiske revolution kommer ikke af sig selv. Den vokser ud af hverdagens folkelige kampe mod det kapitalistiske samfunds overgreb mod klima, levevilkår, demokrati og grundlæggende rettigheder. Socialistisk UngdomsFront arbejder for at styrke og radikalisere disse kampe, gennem fagbevægelsen, elevbevægelsen og progressive græsrodsorganisationer.
Socialistisk UngdomsFront er en bred og uafhængig revolutionær socialistisk ungdomsorganisation og har ikke noget moderparti.
Vores grundlæggende principper:
1. Det kapitalistiske samfund
Den moderne kapitalisme er fortsat et klassesamfund – om end i en mere kompleks udgave end i gamle dage. Selv om få i dag bekender sig som tilhørende “arbejderklassen” eller “borgerskabet”, er virkeligheden mere end nogensinde den, at et lille mindretal ejer og kontrollerer størstedelen af produktionsapparatet og de samfundsmæssige værdier. Og det sker udelukkende med kortsigtede profitinteresser for øje. Imens er de fleste af os sat uden for reel indflydelse på vores eget liv, arbejde og produktionens værdier. Modsætningerne mellem kapitalmagten og lønarbejderne er som tidligere grundlag for de sociale uligheder og helt skæve magtforhold i samfundet. Derfor har det store flertal grundlæggende interesse i at ændre samfundet fundamentalt.
2. Socialistisk økonomi
Økonomien skal underlægges demokratiet. Styringen af samfundets økonomiske ressource skal fratages den lille, men magtfulde, kapitalistiske elite og løsrives fra markedskræfternes hærgen. Profitjagten og dens negative konsekvenser for mennesker og klimaet skal stoppes. Der skal indføres demokratisk planlægning og produktionen skal styres af menneskelige behov. Samfundets rigdomme skal fordeles og bruges til at sikre alle et bedre liv. Teknologien skal bruges til at sikre klimaet og gøre livet lettere for alle – ikke til at udstøde folk i arbejdsløshed og fattigdom.
3. Socialistisk demokrati
Demokratiet skal på alle områder bevares og udvides. Det indebærer selvforvaltning i nærmiljøet i form af arbejder-, bolig-, forbrugerråd mv. Virksomheder, skoler o.s.v. skal styres af de ansatte og brugerne. Dette overbygges med regionale, nationale og internationale organer bestående af demokratisk valgte repræsentanter til sikring af en bevidst planlægning og forbrug af samfundets ressourcer – til gavn for mennesker og klima. Alle beslutningstagere skal vælges og kunne tilbagekaldes. Demokrati er ikke et kryds med års mellemrum, men reel indflydelse på ens hverdag. Alle skal have de nødvendige forudsætninger for at kunne deltage i demokratiet – det vil bl.a. sige uddannelse og mere fritid.
Det socialistiske samfund skal sikre grundlæggende rettigheder som ytrings-, og forsamlingsfrihed, frihed til at danne organisationer og strejkeret. På den måde har vores bud på socialisme intet at gøre med systemerne i den tidligere østblok
4. Socialistisk bæredygtighed
Klimakampen er helt central – både i den aktuelle kamp og i den socialistiske vision. Det kapitalistiske vækstvanvid er på kort sigt en trussel mod sundheden og på længere sigt en trussel mod selve grundlaget for menneskehedens eksistens. Konsekvenserne af klimaproblemerne rammer primært den fattigste del af verden og de socialt dårligst stillede i vores del. Et socialistisk samfund, der bryder med profitstyringen af samfundet, skal sikre en klimamæssig bæredygtig udvikling. Bedre levevilkår skal ikke sikres gennem ukontrolleret vækst, men gennem reel omfordeling af værdierne. Adgangen til rent vand, ren luft og økologisk mad skal sikres for alle og ikke bare være et privilegium for dem, der allerede har for meget!
5. Den ny-liberale globalisering
Siden de såkaldte socialistiske regimers sammenbrud er ny-liberalismen blevet udråbt til evig sejrherre. I denne periode har den kapitalistiske globalisering medført, at store virksomheder bruger hele kloden som deres legeplads, således dækker begrebet over omfattende liberaliseringer og elitens styrkede samarbejde. I deres evige profitjagt flytter de store virksomheder produktionen, uden hensyn til mennesker og klima. Konsekvensen er en voksende økonomisk ulighed – både på verdensplan og i de enkelte stater. Samtidig er flere beslutninger flyttet væk fra demokratisk kontrol og træffes nu hos de store virksomheder. Denne udvikling er aktivt hjulpet på vej af institutioner som WTO, IMF, Verdensbanken og EU. SUF deltager aktivt i den verdensomspændende bevægelse mod den kapitalistiske globalisering og dennes institutioner, i en erkendelse af at de umuligt kan reformeres til at forsvare socialistiske ideer. Derfor støtter vi en dansk udmelding af disse institutioner som et led i deres nedlæggelse. Vi ønsker at bidrage til, at globalisere modstanden mod kapitalismen og formulere alternativer sammen med aktivister fra hele verden. Reel globalisering skal være af og for folket!
6. International solidaritet og samarbejde
Svaret på kapitalens øgede internationalisering er ikke nationalisme, men international solidaritet og græsrodssamarbejde på tværs af grænserne. Både for konkret at kæmpe på tværs af nationale skel for bl.a. klima, arbejdsvilkår og sociale rettigheder – og for at forsvare enkeltlandes ret til brud med det imperialistiske verdenssystem. Vi støtter derfor aktivt bevægelser i den såkaldte 3. verden der kæmper mod undertrykkelse og udbytning. Vores alternativ til den nuværende vestlige udbytning og jernhårde økonomiske styring af u-landene er støtte til en selvstændig udvikling. I en verden fuld af krig og hensynsløshed overfor menneskeliv, vil vi arbejde for fredelige løsninger på konflikter – men ikke for at sikre magthaverne fred.
7. Ungdommens krav
Som socialistisk ungdomsorganisation går vi aktivt ind og kæmper for ungdommens krav som f.eks. billige boliger, flere lærepladser, højere SU og lærlingeløn og arbejdsmiljøregler i skolerne. Vi vil støtte og radikalisere ungdommens uddannelsesmæssige og faglige organisationer. Vi går imod den markedsorienterede uddannelse. Vi vil have uddannelse for livet, ikke for erhvervslivet.
8. Undertrykkelse
Som socialistisk bevægelse går vi imod enhver form for undertrykkelse – hvad enten det sker på grund af hudfarve, religion, køn, seksualitet eller andet. Derfor er vi feminister i SUF. Vi vil arbejde for alle menneskers og gruppers ret til at leve deres liv som de ønsker, så længe de ikke træder på andres ret til det samme. Kun autoritære regimer og bevægelser mener det modsatte!
9. Udenomsparlamentarisme
Reel socialisme kan ikke opnås ved at man bare forsøger at skaffe sig et flertal i et parlament og derved tror man kan nedstemme borgerskabet og langsomt erstatte kapitalisme med socialisme. Tværtimod må folk på arbejdspladserne, uddannelsesstederne, i boligområderne m.m. aktivt stille krav i hverdagen om mere indflydelse og selvforvaltning samt danne alternative strukturer, der kan gå imod den herskende klasse.
10. Fagbevægelse
I kampen mod kapitalisme er organisering af arbejderklassen centralt. Dette sker blandt andet i fagbevægelsen, som tager udgangspunkt i den undertrykkelse, som arbejderklassen oplever i det kapitalistiske samfund hver dag. Arbejderklassen har i fagbevægelsen kæmpet i 150 år imod kapitalismens udbytning ved at kræve mere løn, mere ferie og bedre arbejds- og sikkerhedsvilkår. Hvis man har arbejde, men står uden for fagbevægelsen eller er medlem af en såkaldt gul fagforening, så modarbejder man arbejderklassens kamp mod kapitalismen. Det er vores opgave som socialister at organisere os i vores fagforening, tage del i kampen og være med til at stille de progressive krav.
11. Revolutionen
Revolutionen, som vi ønsker, kan ikke ske uden arbejderklassens deltagelse, og denne skal vi være med til at aktivere i udenomsparlamentariske massebevægelser. De sejre, arbejderklassen har vundet, har kun været mulige, fordi den har stået sammen om fælles krav i solidarisk enhed. Vi skal være med i bevægelserne og stille krav der gøre op med kapitalisme og andre undertrykkende strukturer.
Handling gi’r forvandling!

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk

“Grundlæggende for SUF er vores minimumsprogram. Det er grundlaget for al vores øvrige politik, og er de overordnede holdninger, som alle skal være enige i, for at være SUF’ere. Det er formuleret bredt, så SUF kan være en bred organisation, der kan indeholde mange forskellige slags socialistiske mennesker.”— Minimumsprogrammet EMNEPOLITISKE UDTALELSER Siri Orgsek 20.02.2025 Siri Orgsek 20.02.2025 Digitalt fælleseje Læs mere Siri Orgsek 19.02.2025 Siri Orgsek 19.02.2025 Retten til modstand Læs mere Siri Orgsek 11.02.2025 Siri Orgsek 11.02.2025 Nej til overvågning og ansigtskendkendelsesteknologi Læs mere Siri Orgsek 20.11.2023 Siri Orgsek 20.11.2023 Kamufleret kolonialisme Læs mere Siri Orgsek 20.11.2023 Siri Orgsek 20.11.2023 SUF om Mental Mistrivsel Læs mere Siri Orgsek 24.01.2023 Siri Orgsek 24.01.2023 Sexarbejders rettigheder Læs mere Siri Orgsek 20.12.2022 Siri Orgsek 20.12.2022 Transnational adoption Læs mere Siri Orgsek 03.05.2022 Siri Orgsek 03.05.2022 DIN RET TIL ET HJEM Læs mere Siri Orgsek 20.12.2021 Siri Orgsek 20.12.2021 Kampen for børne- og ungdomsrettigheder Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 Antiracisme er klassekamp Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 Uddannelseskamp er klassekamp! Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 SUF’s arbejde i sociale bevægelser Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 Klima & Miljø Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 Lokalgrupper – en slagkraftig strategi Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 EU – kapitalismens værktøj Læs mere Gustav Nielsen 01.04.2020 Gustav Nielsen 01.04.2020 Fagbevægelsens udfordringer Læs mere Gustav Nielsen 19.03.2020 Gustav Nielsen 19.03.2020 LGBTQ+ Læs mere Gustav Nielsen 23.05.2019 Gustav Nielsen 23.05.2019 Arbejderkamp Læs mere Gustav Nielsen 23.05.2019 Gustav Nielsen 23.05.2019 Vi er feminister! Læs mere Gustav Nielsen 23.05.2019 Gustav Nielsen 23.05.2019 International Strategi Læs mere
Siri Orgsek 11.02.2025 Siri Orgsek 11.02.2025 Nej til overvågning og ansigtskendkendelsesteknologi Læs mere

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/antiracisme-er-klassekamp

Antiracisme er klassekamp
Vi kæmper for et samfund hvor forskellighed værdsættes og styrker fællesskabet. Racisme skaber og fastholder ulighed og fungerer dermed som en ulighedsideologi. Den underminerer solidariteten i arbejderklassen både i Danmark og på tværs af grænser. Dermed skades vores mulighed for i fællesskab at opnå socialisme. Racismen vinder i øjeblikket frem gennem kynisk populisme, skræmmekampagner og misbrug af retorik om demokrati. Den manifesterer sig overalt i samfundet; på arbejdspladserne, i uddannelsesinstitutionerne, på gaden og i lovgivningen. Vi kæmper imod racisme, ulighed og undertrykkelse i alle former.
Racisme under kapitalismen
På samme måde som kapitalen på forskellige måder forsøger at retfærdiggøre undertrykkelse af kvinder, seksuelle minoriteter og handicappede, således forsøger den også at retfærdiggøre racismen ved hjælp af tilsyneladende naturlige, psykologiske og biologiske mekanismer. Først og fremmest kan man hive fat i måden den spirende kapitalisme hurtigt benyttede den samtidigt opstående naturvidenskab til at forklare, hvorfor man kunne bruge sorte afrikanere som slaver. Naturvidenskaben kunne argumentere ud fra, at man ved såkaldte videnskabelige undersøgelser kunne vise, hvordan sorte ikke var lige så begavede som hvide. I dag findes den slags stereotyper stadig, selvom de ikke altid er lige så tydelige. For eksempel kan man se, at studerende med navne, der ikke opfattes som vestlige, får dårligere karakterer end dem, der har traditionelt vestlige navne, også selvom deres indsats reelt er den samme. På arbejdsmarkedet findes den samme slags racisme ved for eksempel ansættelsessamtaler.
En anden form for undertrykkelse på arbejdsmarkedet er, når virksomhedsejere mener, at det er helt acceptabelt at ansætte polske håndværkere til dårlig løn og under til tider direkte farlige arbejdsforhold. Blot fordi at ”sådan er det jo der hvor de kommer fra” – det er lige pludselig blevet helt acceptabelt at underbetale folk, udelukkende fordi de er fra et andet land. I SUF tager vi afstand fra enhver forskelsbehandling af folk. Alt arbejde der udføres i Danmark skal overholde danske overenskomster og regler – alle skal have gode lønninger, arbejdstider og arbejdsforhold, uanset om man er fra Danmark, Polen eller Timbuktu!
Statsracisme
Et af de mest alvorlige angreb imod arbejderklassens solidaritet er indførelsen og bevarelsen af statsracistisk lovgivning, herunder den inhumane flygtninge- og indvandrerpolitik der i dag eksisterer i Danmark. Den konservatisme, der advarer imod ”tilstrømningen af asylansøgere” eller den formodede kriminalitet blandt unge indvandrere, styrker og legitimerer racisme. Derudover bruges debatten om statsracistisk lovgivning til at fremme en tankegang hvor mennesker vurderes ud fra økonomisk nytteværdi.
Vi kæmper for retten til at blive i Danmark og fuldstændige politiske, juridiske og sociale rettigheder for alle flygtninge og indvandrere; også retten til at stemme samt fuld forsamlings- og organiseringsfrihed. Vi kæmper imod kriminalisering af flygtninge og vi vil lovliggøre dokumentløse beboere og reetablere den fundamentale ret til asyl. Vi vil også afskaffe de såkaldte udvisningslejre, der i praksis fungerer som fængsler, hvor ofte uskyldige asylansøger udsættes for inhumane forhold.
Vi kæmper imod al diskriminerende lovgivning der er rettet imod minoriteter. Vi modsætter os brugen af udvisninger som supplement eller alternativ til straf for lovovertrædelser og vi er imod al lovgivning som begrænser indvandreres adgang til social velfærd. Ligeledes kæmper vi imod alle tiltag der begrænser muligheden for at bo sammen med sin familie i Danmark.
Højrepopulismen
Den støtte højrepopulistiske partier har i arbejderklassen i hele Europa er et resultat af det forræderi og svigt overfor de arbejdende mennesker, som de socialdemokratiske partier i hele Europa har begået. Dette har skabt en arbejderklasse, som føler sig frustreret og umyndiggjort, eftersom de ofte
 har sat deres lid til partier, som har snydt dem.
Velfærdssamfundet er først og fremmest opstået ved at arbejderklassens organiserede fælles sikkerhedsnet gradvist er blevet overtaget af staten. Herved er det ikke længere sammenholdet på arbejdspladserne og medlemskab af de fælles organisationer der afgør adgangen til sociale ydelser. I stedet er statsborgerskab blevet det afgørende for hvilke sociale rettigheder mennesker i Danmark har krav på. Denne udvikling har været et fremskridt men det er en forudsætning for at øge fremskridtet at kapitalismen fortsat konfronteres og angribes. De magthavende politiske partier har ikke konfronteret kapitalismen, men i stedet udhulet og forringet velfærden, hvilket har kastet store dele af arbejderklassen i armene på højrepopulismens racistiske falske løsningsforslag om begrænsning af adgangen til statsborgerskab og velfærdsrettigheder, der er baseret på splittelse og had.
For at bekæmpe højrepopulismen vil vi fremstå klart med troværdige og klare forslag til forsvar og udvidelse af velfærden. Vi vil være tydelige og inkluderende i vores måde at udtrykke kritik af kapitalismen, dens institutioner (herunder EU) og dens konsekvenser for arbejderklassen. Vi vil rette angrebene klart og tydeligt mod vores virkelige modstandere; kapitalisterne og vi vil ikke afholde os fra at udstille dem som virkelige mennesker med konkret magt og privilegier.
Den ekstreme højrefløj
Racismen arbejder på to planer: det ene er medierne og folketinget, altså hele det ’officielle’ Danmark, og det andet er gaden, alt det der foregår uden for parlamentets snævre rammer. Disse fascistiske bevægelser er i høj grad symptomer på et generelt højredrejet samfund, hvor folk finder svar i had til andre mennesker på grundlag af et menneskesyn, som den politiske elite allerede har lagt gennem retorik og lovgivning. Men disse grupperingers våben er ikke lovgivning, og de er heller ikke direkte sat i værk af magthaverne. Snarere kan de ses som et resultat af racismen i samfundet.
Dette skal dog ikke forhindre os i at se dem som vores fjender. Dels fordi en effektiv kamp imod fascisme og højreekstremisme er nødvendig for at begrænse udbredelsen af disse ideologier, dels fordi truslen om voldelige overfald kan være hæmmende for vores arbejde generelt og mest af alt fordi vi ikke vil acceptere fascistiske og højreekstreme banders voldelige hærgen.
Mere Mangfoldighed
Mennesker har ret til selvbestemmelse over egen krop og eget liv. Til at leve i frihed, uden tvang og undertrykkelse. Indenfor disse rammer skal der være frihed til udfoldelse af alle filosofiske, religiøse, kulturelle, sproglige og andre præferencer. Mangfoldighed er en styrke og kvalitet i et samfund og vi kæmper derfor ikke kun imod racisme, men også for en styrkelse af mangfoldigheden og friheden til at leve sit liv som man vil. Vi arbejder således for religionslighed herunder fjernelse af alle folkekirkens lovfæstede privilegier.
Ideen om en helt homogen national kultur er ikke kun en myte, det er decideret reaktionært. Vi kæmper imod alle former for tvungen assimilation, som vi betragter som hyklerisk, da det kommer ud af statslig racisme og diskrimination. Det overlader indvandrere til et intolerant miljø der er fjendtligt overfor udlændinge, og fejlagtigt forstår integration som en ensidig tilpasning til en ufleksibel kultur.
Indenfor alle velfærdsinstitutioner skal ydelserne være tilgængelige uanset kulturel og sproglig tilgang. Der skal udarbejdes vejledninger indenfor det offentlige på alle relevante sprog, der skal tilbydes gratis tolkning på alle relevante områder. Madordninger skal etableres med respekt for kulturelle og religiøse præferencer.
Igennem hele uddannelsessystemet skal sprog og kulturforståelse opprioriteres. Dette kan ske gennem studieture, praktikforløb, samarbejde med skoler i udlandet og med NGOer i konkrete projekter. Modersmålsundervisningen skal genindføres, indenfor alle fag skal der tilbydes undervisningsmateriale der perspektiverer fagområdet i en international og flerkulturel kontekst og der skal sikres en større variation i udvalget af sprogfag, kulturfag og religionsfag.
På arbejdspladser vil vi kæmpe for at de ansattes goder tilrettelægges på en måde så alle har lige gavn af dem uanset kulturelle præferencer. Dette gælder både sociale arrangementer for de ansatte som er betalt af arbejdsgiveren, fridage i forbindelse med religiøse helligdage, madordninger og andre relevante forhold. Dette skal ske i sammenhæng med at arbejde for større faglig organisering blandt kulturelle minoriteter.
Humanistisk retorik er ikke nok
Den danske venstrefløj har igennem de seneste år forsøgt at italesætte de problemer, der opstår i kølvandet på den førte politik. Man har på mange punkter lykkedes med at udstille hvor inhuman denne politik er, og denne fokus på humanisme har bidraget til at trække en del stemmer mod venstre, og har derudover også skabt en del plads i medierne til blandt andet Enhedslisten. Selvom denne fokus på det at være human og anstændig overfor andre mennesker som sagt har trukket både stemmer og holdninger, ændrer det dog ikke ved, at denne strategi ikke medvirker til en antikapitalistisk bevidstgørelse af almindelige mennesker.
Kan man fra et revolutionært socialistisk perspektiv se den borgerlige humanisme som en sejr over højrepopulismen? Det mener vi ikke i SUF, ligesom vi heller ikke mener, at det er vejen at gå fremover. Hvad der virkelig skal til, hvis man skal rykke seriøst, er at bevidstgøre folk om den måde, kapitalismen bruger racismen og fremmedhadet til at splitte arbejderklassen. Det gør man ikke ved kun at synes, at det er synd for folk. Derfor er det vores strategi i SUF ikke blot at sætte fokus på inhumaniteten ved racisme, men hvorfor det er skadeligt for arbejderklassen som helhed.
SUF’s strategi
I SUF er det vores klare opfattelse, at reel forandring hverken skabes gennem lovgivning eller smalle, elitære grupperinger, men gennem brede, folkelige bevægelser. Derfor vil vi i SUF arbejde aktivt med antiracisme, samtidig med at vi støtter andre bevægelser og organisationer, der har samme formål. Det gør vi, fordi vi indser, at mange af os ikke nødvendigvis har samme indsigt i specifikke former for undertrykkelse, som de mennesker, der oplever eller observerer det til daglig.
Dog vil vi ikke lade os kue af de borgerlige mediers hetz. Det er en kendt sag, at en stor del af de antiracistiske bevægelser bliver set skævt til fra lovgivningens og mediernes side. Her er det dog vigtigt, at vi ikke tager afstand fra vores kammerater i bevægelserne i et forsøg på at tækkes borgerlige medier, men altid er rede til at stå ved vores samarbejdspartnere.
Når medierne eller politikerne kommer med udfald mod indvandrere, er det ikke vores strategi at tie dem ihjel, men at komme med vores holdninger, aktivt italesætte racismen og levere vores svar på en letforståelig måde – men uden at gå med på deres fremmedfjendske præmisser.
For at komme racismen til livs, må vi forene arbejderklassen uanset kulturelle, etniske og religiøse forskelle i kampen mod kapitalismen. Antiracisme er klassekamp.
VEDTAGET PÅ SUF'S AKTIVITITETSMØDE 2011 (Sidst revideret på Landsmødet 2021)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/digitalt-flleseje

Digitalt fælleseje
Måden vi kommunikerer, og får information på, har ændret sig radikalt. I takt med internettets udbredelse, har det ændret måden vi interagerer med verden på, både ved at erstatte massemedierne som TV, aviser og radio, men også vores kommunikation med venner, familie og vores lokalsamfund.
Den nuværende digitalisering skiller os ad
Selvom internettet startede ud som regerings- og forskningsinitiativer, betalt og udbredt med skattepenge, så har “det frie marked” gjort hvad det gør bedst, og sørget for at meget få private firmaer har fået monopol på alt vores personlige kommunikation. Det er nogen af verdens absolut største virksomheder, som ejer og driver de platforme, der er blevet helt essentielle for vores samfunds kommunikation med hinanden. Alt lige fra journalisters forståelse for politik, udmeldinger fra staten, organisering af foreningslivet, og til folks private samtaler, foregår på platforme drevet for firmaers økonomiske interesser.
Kommunikationsplatforme er — ligesom offentlig transport, telekommunikation og elnettet — et naturligt monopol. Fordelene ved at være den største udbyder, er så enorme at det er urealistisk for andre at komme ind på markedet, og derfor dannes der monopoler. Det er derfor kapitalejere posterer så enorme summer i internetvirksomheder, selvomd de ikke tjener penge de første mange år, fordi de ved, at hvis et internetfirma bliver stort, så bliver det et monopol. Naturlige monopoler skal køres demokratisk, og ikke bare køres for profit, men for vores alles bedste.
Man ser år efter år, hvordan de store sociale medier bevæger sig væk fra de tidligere netværks mål om at forbinde folk, til at optimere for, hvor meget tid vi bruger på platformene. De optimerer for ekkokamre, ragebait og mudderkastning, for det er den bedste måde at holde folk på platformene. Brugerne får intet valg i, hvordan algoritmerne virker og firmaerne holder dem lukkede som forretningshemmeligheder, for algoritmen er til for deres tegnebog, ikke for vores bedste.
Sociale medier skader vores evne til at være sociale når den erstatter tid vi ville have brugt med andre mennesker ansigt til ansigt. Men det er resultatet af den måde firmaer som Facebook og Twitter laver deres algoritmer. De store sociale medier skal enten tvinges til at åbne op for algoritmerne, så brugere kan få medbestemmelse eller helt forbydes til fordel for demokratiske drevne platform.
Fælles betaling, fælles eje
Den danske stat er en af de mest digitaliserede i verden, og vi posterer enorme summer i private virksomheder for at udvikle software til staten. På trods af at udviklingen er betalt med milliarder ud af vores fælleskasse, så ender virksomhederne til tider med ejerskab af det endelige produkt. På den måde kan de få dobbeltkonfekt, når de vender sig om og sælger det fællesbetalte IT til andre.
Derfor skal fællesbetalt IT fremover gøres open-source med en licens der i det mindste tillader at især det globale syd får mulighed for frit at bruge software vi har fået udviklet i norden. Det vil både agere en gratis støtte til det globale syds infrastruktur, som kan bruge vores løsninger uden at skulle betale enorme summer til egenudvikling. Det tillader også kritiske eksperter, at granske om befolkningens ret til privatliv og andre rettigheder bliver overholdt, noget staten gang på gang viser at de glædeligt undergraver med ulovlig telelogning og amerikansk overvågning af det danske internet.
(Vedtaget på Stormødet 2024)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/din-ret-til-et-hjem

DIN RET TIL ET HJEM
At have et hjem er et grundlæggende menneskeligt behov, som bør sikres til alle, samt produceres, stilles til rådighed, vedligeholdes og kontrolleres demokratisk. Under kapitalismen behandles boliger imidlertid som en vare, der skaber profit for udlejere og bolighajer I SUF ønsker vi en fremtid, uden for boligmarkedet, hvor alle har mulighed for at få et sted at sove trygt om natten, uden at skulle leve i elendighed. Derfor skal bolighajerne og pengemændene standses, så alle mennesker kan få et hjem at leve i.
MERE END BARE ET STED AT SOVE
Alt for mange mennesker, især unge, verden over lever i dag uden et hjem. Og flere endnu i dag bor i alt for dyre boliger, hvilket bl.a. tvinger unge til at bruge det meste af deres indtægt på at have et sted at bo. Det holder ikke, da man skal have råd til at leve i sit hjem. SUF kæmper for at ens husleje max må udgøre 30% af ens indtægt. Hjemløsheden blandt unge stiger, og ofte har de unge andre vanskeligheder ud over boligmanglen. Flere unge i hjemløshed har været anbragt, har en psykisk lidelse eller en kriminel baggrund, og som ung befinder man sig allerede i en udfordrende overgang mellem livet som barn og livet som voksen En forudsætning for at tage hånd om disse problemer er dog, at man har en bolig, man har råd til at leve i, da en bolig er mere end bare et sted at sove. Det er et hjem, som fungerer som base for hele vores liv. Det er en forudsætning for at overleve og for at føle sig tryg.
DEMOKRATISK UDVIKLING I LAND OG BY
Når boliger behandles som varer på et marked, er det virksomheder og ikke folket, der bestemmer hvordan vores byer skal udvikles. Det eneste der tages højde for er ensidigt væksthensyn. Denne fordeling af magten resulterer i at bybilledet bliver lavet til fordel for virksomhedernes interesser. Det efterlader vores bymidter døde med tomme kontorbygninger og parkeringspladser, hvor der burde være rigt med natur, kultur og fritidsliv. ISUF kæmper vi for et bæredygtig byudvikling. Nyere boligbyggeri efterlader ingen plads til åbne naturområder, da man vil bygge så meget som muligt på så lidt plads som muligt for at maksimere profit. Det vil vi lave om på. Boligudviklingen skal ske i  både by og land. Det betyder at vi skal investere massivt i offentlig transport og kultur over hele landet og ikke bare i de store byer.  Vi vil bekæmpe gentrificeringsprocessen, der går ud på at udnytte udsatte menneskers hjem som en investeringsmuligheder, idet de kan sælges til højere profit til middelklasse.
 Det resulterer i dyre leveomkostninger og høje boligudgifter, som er med til at skubbe arbejderklassen og især immigranter, unge og socialt udsatte mennesker ud af deres hjem og deres by.
LIGE ADGANG TIL ET TRYGT HJEM UDEN DISKRIMINATION
Ikke alle mennesker har lige adgang på boligmarkedet til et hjem. Især unge queer-personer ender på gaden. Som ung queer-person kan det være usikkert at springe ud, og mange unge ender i hjemløshed, fordi de ikke længere er velkomne i deres hjem, når de springer ud, og dermed får de sværere ved at at få et hjem på boligmarkedet. Både fordi boligpriserne er for høje, men også fordi boligmarkedet netop diskriminerer på baggrund af blandt andet hudfarve, alder, køn og seksualitet.
Det er ikke kun private udlejere, der har magt til at afvise potentielle lejere, fordi de ikke er rige, hvide eller heteroseksuelle nok. Statsracistiske love som den såkaldte ‘ghettopakke’ muliggør også diskrimination i visse boligområder og forhindrer folk på overførselsindkomster og folk med pletter på straffeattesten i at flytte ind i almene boliger. Ingen skal frygte at blive smidt på gaden, blive skubbet ud af sit lokalsamfund eller blive nægtet adgang til en bolig på grund af statsracisme.
 Boligmarkedet er også queerfobisk, og måden man i dag bygger boliger, hjem og rum på, er med til at gøre det sværere for folk, der ikke er kernefamilier, at få et hjem. Boliger bygges og prissættes efter den heteronormative kernefamilies økonomi og behov, og det gør det sværere for regnbuefamilier, enlige forældre og utraditionelle familie/venne-konstellationer at få et hjem der passer til dem. Dette betyder også, at mange fastholdes i hjem, de ikke er trygge i; fx når forældre ikke kan flytte fra partnervold med deres børn, og unge ikke kan flytte fra fysisk og psykisk voldelige barndomshjem. Alle mennesker har ret til et trygt og sikkert sted at bo.
FAIR ADGANG FOR HANDICAPPEDE
En anden gruppe af mennesker der ofte glemmes er handicappede, og specielt unge handicappede. Langt de fleste handicap venlige boliger er nybyggerier, og er derfor dyrere end ældre boliger, samtidig med at man ofte ikke kan bo i almene boliger, enten fordi de almene boliger er ældre og utænkelige for kørestolsbrugere og gangbesværede, eller fordi boligforeningen har fleksible lister, så man ikke kan få boligerne hvis man er arbejdsløs, på førtidspension eller på anden vis hører indenfor de kategorier som der er restriktioner, for med ghettopakken. Man ved ud fra statistik at forskellige handicap oftere enten er længere om at få en uddannelse, ikke kan tage uddannelse eller job, og generelt har en lavere indkomst end gennemsnittet, hvilket kan gøre at man ikke lever op til kravet om fleksibel udlejning. At man har et handicap eller en funktionsnedsættelse skal ikke være en barriere for at kunne have egen bolig, eller frit flytte dertil hvor man ønsker at bo om man ønsker at flytte efter uddannelse, arbejde eller sociale relationer.
MILJØRETFÆRDIGHED OG ANTIIMPERIALISME
Retten til et hjem er også et spørgsmål om miljøretfærdighed. Den hastigt forværrede globale klimakrise forårsager allerede massefordrivelse, hvor det hovedsageligt er det globale syd, der bliver ramt. Vores kamp for boligrettigheder og vores kamp for økosocialisme hænger sammen. Hvis vi skal sikre at alle har en bolig, skal vi også kæmpe mod kapitalismens rovdrift på vores klode, hvilket skaber klimaforandringer, der tvinger folk fra deres hjem. Vi skal bygge et samfund, hvor boliger ikke længere er en handelsvare, og alle lever i bæredygtige boliger af ordentlig kvalitet uden frygt for fraflytning eller fordrivelse.
Imperialistiske krige verden over ødelægger også folks hjem og driver dem på flugt. Alle skal have adgang til et hjem i de lande, de flygter til, og det er ikke okay, når man i Danmark fx. anbringer racialiserede flygtninge i ‘udrejsecentre’ under umenneskelige fængselslignende forhold. Dette er åbenlyst racistisk og dybt ødelæggende for menneskers fysiske og psykiske sundhed. Et eksempel på statens åbenlyse racisme har vi set med særloven for Ukrainske flygtninge i foråret 2022. Der kan ikke herske nogen tvivl om diskrimination når Ukrainske flygtninge opprioriteres og nemt får adgang til det danske boligmarked i modsætning til ikke-hvide flygtninge der netop indkvarteres i udrejsecentre og tvangsdeporteres usikre og ubeboelige områder. Alle skal have lige adgang til boligmarkedet og lige mulighed for at få et ordentligt sted at bo - uanset hvor de kommer fra.
Blackstone blandt andre internationale boligspekulanter tjener penge på at gøre byen dyrere for de mennesker der bor i den. Herunder mange af deres nuværende lejere. Det strider mod menneskerettighederne, når internationale pengetanke som Blackstone kan opkøbe ejendomme i andre lande for derefter at sende huslejen på himmelflugt og tvinge lejerne ud. Deres aktiviteter skal stoppes både i Danmark og i udlandet.
VORES HJEM ER IKKE TIL SALG
I SUF kæmper vi for en fremtid uden boligmarkedet, hvor huslejen sættes efter den pris den koster at bygge og vedligeholde ejendommen. Til dette formål er vores umiddelbare mål at styrke og udvide huslejekontrollen samt former for socialt boligbyggeri, herunder almene boliger, lavindkomst andelsforeninger og andre alternative fællesejerskabsmodeller, hvor beboerne udøver selvbestemmelse og demokratisk kontrol over deres ledelse. Samt afprivatisering af det eksisterende boligmarked, og fællesskabets overtagelse af ejerskab af boliger fra boligspekulanter og private for-profit koncerner til gavn for arbejderklassen og deres sociale samt fysiske behov
Vi skal fortsætte med at opbygge arbejder- og lejermagt ved at fokusere på lejerorganisering og indgå i direkte kamp mod udlejere, boligspekulanter og ejendomsbranchen samt de politikere og politiske partier, der støtter dem.

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/eu-kapitalismens-vrktj

EU – kapitalismens værktøj
EU er et gennemgående udemokratisk, super bureaukratisk, usympatisk system fyldt med neo-liberalistiske strukturer. EU står dermed i vejen for en solidarisk socialistisk samfundsorden og derfor er SUF stærke EU-modstandere.
EU’s ideologi
EU er ikke et politisk neutralt samarbejde mellem europæiske lande, men en politisk konstruktion grundlagt på en liberalistisk ideologi. I traktaterne, EU’s grundlov, er varernes, arbejdskraftens, tjenesteydelsernes og kapitalens frie bevægelighed sikret. “Disse “friheder” nævner intet om menneskers frihed, men udelukkende virksomheders frihed til at skabe profit på bekostning af alle andre hensyn. “Friheder” som konsekvent forhindrer medlemslandenes folkevalgte i at lave nationale forbedringer på f.eks. miljø, fødevarestandarder og faglige rettigheder. Heraf følger at alt som strider imod disse principper, herunder også dansk lovgivning og danske overenskomster, vil til en hver tid blive underkendt af EU med argumentet, at det er konkurrenceforvridende. En afgørelse i EU-domstolen cementerer dette faktum. I Vaxholm-sagen afgjorde EU-domstolen at den decentrale aftalemodel er en hindring for arbejdskraftens fri bevægelighed og begrænsede derfor fagbevægelsens muligheder for at konflikte sig til overenskomster for udenlandske firmaer. EU giver dermed grønt lys for løndumping. Konsekvensen for det danske arbejdsmarked er potentielt at når det er i orden at udenlandske arbejdere kan arbejde uden overenskomst så bliver danske arbejdere som insisterer på at arbejde på overenskomstmæssige vilkår arbejdsløse. Den danske arbejdsmarkedsmodel med fagforeninger er dermed stendød.
Udover at EU i sit grundlag er liberalistisk, tvinger EU også sine medlemmer til at føre liberalistisk politik. I EuroPlus-pagten og Finanspagten forpligtes medlemslandene til at føre en bestemt økonomisk politik hvilket betyder at der i krisetider kun kan føres nedskæringspolitik. Ministerrådet blander sig i medlemslandenes reformer af arbejdsmarkedet og pensionssystemet og trækker dem i en liberalistisk og arbejderfjendsk retning. EU er dermed medvirkende til at skabe og fastholde en stor arbejdsløshed og forarme arbejderklassen. Af ovennævnte følger, at EU både i sit udgangspunkt og i sin ageren stiller sig på kapitalens side i klassekampen.
Kvindefjendsk krisepolitik
EU’s politik er arbejderfjendsk, og den er i høj grad også kvindefjendsk. Den gennemtvungne krisepolitik
har som nævnt ført til enorme nedskæringer på vores allesammens velfærd. Besparelser i den offentlige sektor rammer kvinder dobbelt. Dels bliver de fyret i store antal, da langt størstedelen af de offentligt ansatte er kvinder, og står derefter uden jobs. Dels betyder nedskæringerne, at en del af det arbejde, der før blev varetaget af den offentlige sektor såsom ældrepleje, børnepasning osv. bliver smidt tilbage i hjemmet som ulønnet, reproduktivt arbejde, som for langt størstedelens vedkommende bliver varetaget af kvinder.
EU mod Verden
I EU’s liberalisme ligger også at EU’s syn på resten af Verden er at se dem som økonomiske konkurrenter. Det kommer konkret til udtryk i EU’s handels-, landbrugs- og fiskeripolitik.
EUs handelspolitik tjener kun EUs egne interesser, der er ikke et international perspektiv, til gavn for hele verdenen. Dette kommer til udtryk i EU’s toldmure, der sammen med landbrugsstøtten (EU åbner ulandes markeder under tvang) fastholder store dele af den 3. verden i fattigdom. Dette betyder at mange af landmændene i den 3. verden ikke på nogen måde kan sælge deres varer i EU grundet de tvungne høje priser som en konsekvens af EUs toldmur.
EU’s landbrugspolitik, herunder landbrugsstøtten, er som nævnt medvirkende til at fastholde millioner af mennesker i fattigdom verden over. Kort sagt betyder landbrugsstøtten at europæiske landmænd kan sænke prisen på varer så meget at de kan udkonkurrere bønder på deres egne hjemmemarkeder og derved ødelægge det lokale landbrug. Dette er en kæmpe barriere for udviklingslandene, da ca. 75 % af alle verdens fattige lever af landbrug. Landbrugsstøtten truer derfor direkte livsgrundlaget og levevilkårene for ulandenes beboere. Undermineringen af landbrug i det globale syd rammer også kønsmæssigt skævt. I mange af disse lande varetager kvinder langt størstedelen af landbrugsarbejdet – især det dårligst betalte og ufaglærte, fysisk hårde arbejde. Samtidig er de ansvarlige for alt det reproduktive arbejde i hjemmet. Når landbruget således bliver udkonkurreret af EU, er det derfor især kvinder, der mister deres job, eller hvis job bliver gjort hårdere, samtidig med at det reproduktive arbejde i hjemmet bliver gjort endnu sværere på grund af problemer med adgang til fødevarer og lignende.
Det er ikke kun på landbrug og med toldmurene at EU angriber verdens fattigste, men også når EU forfølger deres økonomiske interesser ved at sikre adgang til u-landes fiskeriressourcer. Europæiske fiskeriflåder overfisker og tømmer farvandene ud for den afrikanske kyst for fisk med store konsekvenser for bæredygtigheden og de lokale fiskere. Det sker blandt andet ud for Somalias kyst hvor EU dermed gør sig medskyldige i at de lokale fiskere tyr til pirateri.
Et andet eksempel på EU’s skadelige politik er handelsaftalen med Marokko som inkluderer farvandet ud for det Marokko besatte Vestsahara. Besættelsen er dømt ulovlig af FN og ifølge international lov må Marokko ikke sælge Vestsaharas ressourcer. EU går dermed direkte imod FN’s beslutninger i jagten på økonomiske gevinster. Ofrene for EU’s politik er dermed Vestsaharas befolkning som er meget afhængig af fiskene i deres farvande. EU’s overfiskeri ud for Nordafrikas kyst fører til at lokale fiskere mister deres livsgrundlag og indtægt. EU’s handels-, landbrugs- og fiskeripolitik gør ulandes befolkninger desperate og EU er derfor med til at skabe de store flygtningestrømme.
Fort Europa
Hvis de mennesker som bliver ramt af EU’s politikker vælger at flygte til et land inden for EU, går de sandsynligvis en mørk fremtid i møde. Og denne mørke fremtid er EU’s grænseagentur FRONTEX som ved hjælp af overvågningsfly, bevæbnede både og kamphelikoptere holder flygtninge væk fra EU’s grænser. Oftest krydser flygtningene havene i faldefærdige både og betaler for rejsen til bagmænd hvis eneste formål er at tjene penge, men med ingen reel interesse for flygtningene. EU er derfor med til at ødelægge livsgrundlaget for millioner af mennesker imens de samtidig, med brutale og umenneskelige metoder, sørger for at de på ingen måde kan forbedre disse vilkår inden for EU.
EU som fredens projekt?
EU er ikke og bliver aldrig fredens projekt. Fred har intet at gøre med EU’s kamp for egne interesser på bekostning af udsatte mennesker i hele verden. I EU-traktaten, som er en permanent aftale, står der at: “Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet”. Det betyder at landene til enhver tid også i økonomiske trange tider skal bruge mange penge på deres militær. Hertil kommer et EU som institution har en militær styrke på knap 60.000 soldater. (uden FN-mandat).
Mere end en tredjedel af de våben som eksporteres i verden er produceret/fremstillet i EU, hvilket gør EU til verdens samlet set største våbeneksportør. Det er EU, der laver regler for, hvilke lande EU’s medlemslande må eksportere våben til. Blandt andet blev der givet grønt lys for at eksportere våben til Libyens diktator Gaddafi, helikoptere til Nepal, hvor de bliver brugt til at nedskyde civile samt biler til brug for mobile henrettelseskamre i Kina. EU går også ofte imod FN’s råd og beslutninger når det kommer til fredsarbejde. F.eks. gik EU-landene imod FN’s generalforsamlings beslutning om, at Den Internationale Domstol skulle vurdere, hvorvidt Israels mur på den besatte Vestbred var ulovlig. Som ovenfor nævnt er EU’s handels-, fiskeri- og landbrugspolitik et problem for den globale fattigdomsbekæmpelse. Fattigdom og ulighed er en anerkendt årsag til konflikter i verden. EU er en konfliktskaber og ikke en konfliktløser.
EU er udemokratisk
EU har udviklet sig fra et mellemstatsligt samarbejde til en overstatslig union, som i høj grad påvirker den nationale lovgivning og befolkningernes hverdag. SUF konstaterer at institutionerne i EU ikke lever op til de demokratiske forpligtigelser, der følger med en sådan udvikling. Flere kompetencer på flere politikområder har gjort EU mere og mere komplekst, og det har medført et manglende folkeligt engagement i de europæiske beslutninger. Mange borgere oplever EU-systemet som fjernt fra deres virkelighed, og at beslutningerne er for svære at gennemskue og påvirke. Noget som kun forværres af at der i EU ikke findes nogen fælles offentlighed, så befolkningerne på tværs af EU-landene har trods flere tværeuropæiske NGO'ere ikke de samme debatter eller mulighed for at påvirke politikerne i EU.
EU-kommissionen er ikke valgt direkte af de europæiske befolkninger. Europas befolkning har således ingen direkte mulighed for at stille disse institutioners politikere og embedsmænd til ansvar for deres handlinger til trods for at det fra dem at beslutningerne i EU-systemet udgår. Her kan også nævnes at EU-domstolen grundet dens praksis har en lovgivende funktion til trods for at domstole ikke har et folkeligt mandat og har forrang frem for nationale domstole. En helt essentiel del af repræsentativt demokrati er at dem som man stemmer på også har nogle reelle demokratiske beføjelser. Beføjelser som at fremsætte lovforslag og ændre lovgivning. Beføjelser som de folkevalgte i EU ikke har. Retten til at fremsætte lovforslag ligger hos kommissionen som skal forestille at være politisk neutrale embedsmænd. De multinationale selskaber og erhvervsinteresser er meget magtfulde i EU-systemet og har næsten uhindret adgang til lobbyisme og sidder endda meget ofte direkte med i de lovforberedende komiteer under kommissionen. Ofte er det over halvdelen af medlemmerne i en sådan komite, som repræsenterer erhvervsinteresser som derfor står stærkere end borgernes interesse. Vi må konstatere, at EU både i sit grundlag og i sin ageren er udemokratisk.
EU kan ikke forandres
EU’s liberalistiske grundlag, såvel som de udemokratiske strukturer, er ikke noget som et flertal af EU-parlamentet kan ændre, eller som bare skyldes at det ikke lige er de rigtige politikere, der er valgt. Det er dybt indlejret i EU's traktater, som er permanente dokumenter, og ikke lige står til at ændre. Hvis traktaterne skal ændres kræver det ikke bare et flertal, men et enstemmigt flertal blandt alle lande i EU. Det betyder at så længe der er bare én borgerlig regering i EU, der vil blokere er det ikke muligt at ændre EU's liberalistiske grundlag. Derfor er det dybt naivt når venstreorienterede taler om at ændre EU indefra. EU er og forbliver et liberalistisk og udemokratisk projekt, og derfor ser vi i SUF ingen anden tilgang en at være modstandere af EU og gå ind for en dansk udmeldelse.
Strategi
På vej mod denne udmeldelse, som har lange udsigter, ser vi i SUF en række værktøjer i kampen mod EU både lokalt, men især internationalt. Fælles for disse værktøjer er organisering. Vi står stærkest når vi er organiserede. Det handler om at støtte op om og hjælpe den stigende EU-modstand på vej hvor end den findes. I denne kamp er den internationale organisering meget vigtig og en måde vi i Danmark og SUF kan hjælpe er ved at støtte og erfaringsudveksle med fagbevægelser i andre lande og ved at deltage i internationale demonstrationer.
VEDTAGET PÅ SUFS LANDSMØDE 2014

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/fagbevagelsens-udfordringer

Fagbevægelsens udfordringer
Det er faglig kamp hver gang man oplever begrænsninger på arbejdspladsen og prøver at gøre noget ved det. Eller hver gang man oplever modsætningerne mellem sine egne og kollegaernes interesser overfor mester, direktør, aktionær eller chef.Så snart man som lønmodtager beslutter sig for at kæmpe for bedre vilkår på arbejdspladsen, står man i en faglig kampsituation. Hvad enten det handler om retten til at holde fri på fredag eller man kræver højere løn. Disse kampe kan opstå på mange måder. Kampene kan både tabes og vindes på arbejdspladsen, men de kan også udvikle sig lokalt gennem solidaritetsaktioner. Samtidig kan de udvikle sig nationalt gennem storstrejker og landsdækkende faglige aktioner.
For at samle de faglige kampe og erfaringer, og samtidig give dem et politisk perspektiv, oprettede man for over 100 år siden den danske fagbevægelse. Den danske enhedsfagbevægelse organiserer i dag cirka 70 procent af arbejderklassen, og udgør en stor magtfaktor i det danske samfund, med et forgrenet netværk ud på en stor del af de danske arbejdspladser. Derfor er det også naturligt at vi som SUFere prøver at spille aktivt ind i fagbevægelsen, og arbejder kollektivt for at forbedre denne.
Fagbevægelsen står overfor store problemer og har en lang række udfordringer. Der er både områder der har behov for ændringer, og i nogle tilfælde er direkte skadelige for arbejdet med at mobilisere, aktivere og politisere arbejderklassen. Hvordan fagbevægelsen er indrettet og arbejder er en politisk kampplads. Fagbevægelsen er både et centralt instrument i klassekampen, men arbejdet i fagbevægelsen er ligeså centralt.
Fagbevægelsen har gennem de sidste mange år mistet opbakning. Ved ikke at synliggøre kampene på arbejdspladserne og levere synlige resultater, har man gravet sin egen grav.
I 1899 underskrev fagbevægelsen det såkaldte septemberforlig, der siden blev til hovedaftalen – arbejdsmarkedets grundlov. Denne aftale var den første skriftlige aftale mellem arbejdsmarkedets parter. På den ene side skrev arbejdsgiverne under på at de respekterede fagbevægelsen som repræsentant for arbejderne, og som forhandlingspartner. Men på den anden side betalte fagbevægelsen en dyr pris. Man lovede at holde fred på arbejdsmarkedet, ikke indgå i overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser, samt aktivt at modarbejde alle tiltag til dette. Ligeså vel som at man oprettede det fagretslige system – en domstol – som skulle sikre at disse aftaler blev overholdt. Dette betyder for eksempel at der i dag sidder repræsentanter fra fagbevægelsen i denne domstol og idømmer bøder til lønmodtagere der mod overenskomsten har strejket mod deres arbejdsgiver for at vinde faglige kampe.
Dette er blot ét af mange eksempler, ét andet er at fagbevægelsen skrev under på at arbejdsgiveren havde retten til at lede og fordele arbejdet og hyre og fyre arbejdere – altså at arbejderne ingen indflydelse har på dette.
Alt i alt opgav fagbevægelsen deres stærkeste våben i kampen for bedre løn og arbejdsforhold, ved at underskrive fredspligten. Alle de våben der år forinden havde langt grunden til sejre over kapitalen.
Her følger de mest centrale problemer fagbevægelsen står med i dag, og skal overvinde for at kunne udvikle sig til en stærkere bevægelse.
For meget service – for lidt kamp
Fagbevægelsen er gået væk fra det politiske indhold i deres kritik. Det skyldes i høj grad at fagbevægelsen historisk har haft tætte bånd til socialdemokratiet, og at klart størsteparten af de faglige ledere har været aktive socialdemokrater. Det har givet problemer, da socialdemokratiet ofte har været afsender på store angreb på arbejderklassen, og på samme tid er rykket alvorligt til højre. Derfor har man i fagbevægelsen nedtonet alt der smager af klasseanalyse og klassekamp.
At man har nedtonet den politiske kamp, har medført politisk desillusion blandt fagbevægelsens medlemmer. Når man ikke længere har en tydelig forståelse for klassemodsætningerne og styrkeforholdene klasserne imellem, samtidig med at man ikke offensivt fører klassekamp, undergraver man sin egen politiske organisering. Politik i fagbevægelsen har udviklet sig til at handle om partipolitik, hvilket med et overflod af socialdemokrater har haft den konsekvens, at det hænger medlemmerne langt ud af halsen at høre ordet politik.
Denne udvikling har blandt andet haft den negative konsekvens at fagbevægelsen har ændret sig fra at have politikken ifokus, til at handle om medlemsfordele og forsikringer. Kort sagt har fagbevægelsen åbnet vejen for at blive en serviceorganisation på lige fod med de gule fagforeninger.
For meget kontor – for lidt aktivisme
Fagbevægelsen har gennem de sidste 100 år rykket sig fra at være organiseret omkring faglige kampe og aktivt fagligt arbejde på arbejdspladserne og på gaden, til i stedet at blive et forhandlingsspil der foregår i mødelokaler og på kontorer.
Den udvikling har den konsekvens, at fagbevægelsen ikke længere er synlig blandt medlemmerne. Hvordan arbejdsmarkedet er indrettet er ikke noget man skal aftale sig til. Det vil altid være et udtryk for styrkeforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere. Det ses især med resultaterne af overenskomstforhandlinger. Kapitalisterne vil kun give de lønstigninger som de absolut er tvunget til.
For at vinde terræn i klassekampen er det derfor vigtigt, at fagbevægelsen kan mobilisere og aktivere sine medlemmer, og sig selv, til en daglig kamp med arbejdsnedlæggelser, strejker og faglige aktioner.
Demokratiet halter
Demokratiet i fagbevægelsen halter. Man har meget svært ved, at opretholde og udvikle et gennemskueligt internt demokrati hvor medlemmer har direkte indflydelse og kan være med til at fastlægge den politiske kurs.
Fagbevægelsen har i dag et mere eller mindre sandfærdigt rygte af, at der er meget langt fra medlemmerne til toppen. Det besværliggør i høj grad muligheden for, at aktivere medlemmer, da disse ikke kan opnå indflydelse. På samme måde svækker det også fagbevægelsens politiske mandat, da man ikke kan garantere at de taler på vegne af medlemmerne.
De faglige ledere er fjernt fra medlemmerne
I takt med professionaliseringen af fagbevægelsen, hvor de faglige ledere har bevæget sig længere og længere væk fra deres egne medlemmer, har de faglige ledere også været gode til at forhandle løn for deres egne lommer. Pamperiet i fagbevægelsen er udbredt. Alle i toppen af den danske fagbevægelse har sikret sig lønninger langt over deres medlemmers gennemsnit og pensionerne er sikret til en gylden alderdom. Dette pamperi er sket med blandt andet argumenter om at man skal kunne ligne og hamle op med arbejdsgiverne og at man som fagbevægelse er nødt til at være lønførende, for at danne et godt eksempel. Men i praksis har de faglige ledere distanceret sig så meget fra deres egne medlemmer, at medlemmerne ikke har et fællesskab med de faglige ledere. Ikke nok med at det har udviklet sig til at medlemmernes føler foragt for deres egne formænd. Det stækker også store dele af de faglige lederes engagement i deres arbejde, da de ikke selv er direkte berørt af at hente gode resultater hjem.
Som udspringer af pamperiet, har det også udviklet sig til en god forretning at gøre karriere i fagbevægelsen. Det har den negative konsekvens, at for at komme til tops i fagbevægelsen, er det ikke centralt at vinde opbakning til en politisk retning. Derimod er det vigtigt at kende de rigtige og være gode venner for at sikre sig selv en vellønnet post. Igen til stor afsky for medlemmer, hvilket styrker mistilliden til de faglige ledere. SUF arbejder for at de politisk ansatte i fagbevægelsen overgår til at blive valgt på generalforsamlinger og kongresser, så disse også i højere grad kan afsætte igen. Derudover ønsker vi at indfører en rotationsordning i fagbevægelsen der sikre at man ikke for ”levebrøds-fagforenings-bosser”
En presset fagbevægelse
Fagbevægelsen har siden midthalvfemserne oplevet faldende medlemstal. Nogle medlemmer går over til gule fagforeninger, andre ophører helt med at være medlem af et fagforbund. Det er centralt for arbejderklassens styrke, at denne tendens stoppes.
De gule fagforeninger er falske fagforeninger. De forhandler sjældent overenskomster, er imod strejker og fungerer som skruebrækkere. Det er aldrig i den enkelte arbejders interesse at være medlem af en gul fagforening og det svækker deres kollegaers organisering, ved at svække det faglige fællesskab der skal til for at presse arbejdsgiverne.
Ingen organiserede arbejdere skal tvinges til at arbejde sammen med skruebrækkere og løntrykkere. At bekæmpe de gule fagforeninger, er i høj grad et spørgsmål om politisk bevidsthed hos den enkelte arbejder. Det er centralt at slå fast, at uorganiseret arbejdskraft er en sikkerhedsrisiko for de organiserede arbejdere, og svækker deres forhandlingsposition overfor virksomhedernes ledelse.
SUF støtter kampen mod de gule fagforeninger. Derfor er det en selvfølge at ingen SUFere er medlem af en gul fagforening.
Fagbevægelsen skal blæse til klassekamp
Vi ved, at den virkelige bevægelse sker når man diskuterer faglige spørgsmål, organiserer sig med sine kollegaer og tager faglige kampe i det daglige.
Vi tror på, at den grundlæggende bevægelse sker ved at diskutere med kollegaer og få overbevist andre. Derfor handler vores arbejde primært om, at organisere SUF’ere og kollegaer i fagforeninger, samt opbygge lokale klubber på arbejdspladsen, og deltage på fagforeningsniveau. Når man har fået skabt et formelt forum for at mødes med sine kollegaer og diskutere faglige problemer, kan man også her prøve at præge debatten og løfte den op på et overordnet politisk niveau, samt aktivere sig selv og sine kollegaer til protester, blokader, møder i fagforeningen og så videre. Alt det basisarbejde der kan rykke enkelte arbejdere politisk, men som også kan ændre noget i opbygningen af fagbevægelsen og måske ligge grundstenene for en ændring af fagbevægelsessystemet.
SUFs generelle strategi i forhold til fagligt arbejde handler ikke om at organisere sig for at komme til tops på fine poster.
Det kan i nogle tilfælde give god mening for SUF’ere som enkeltpersoner, at tage højere poster i fagbevægelsen, eller arbejde organiseret for dette. Men det er vigtigt, at vi som enkeltpersoner ikke ender med atsidde som administratorer for et system vi ikke ønsker. Derfor er det vigtigt, at vi stiller op på et klart politisk grundlag, og gør det fordi der er mulighed for at ændret på en eksisterende praksis i fagbevægelsen, såvel politisk som organisatorisk. Ofte kan det derfor betale sig at organisere sit arbejde i fagbevægelsen med andre medlemmer af SUF, så man ikke kaster sig hovedkulds ind i det alene, men gør det til et fælles politisk projekt at få ændret noget i fagbevægelsen.
Lige såvel som vi opbygger vores faglige arbejde på arbejdspladsen, må vi også være bevidste om at arbejdslivet skal bæres med ind i SUF og diskuteres politisk med vores kammerater. Derfor handler det om, at vi i SUF-regi skal diskutere faglige og fagpolitiske spørgsmål, samtidig med, at vi prøver at ligge en faglig vinkel, på andre politiske problemstillinger i SUF. For eksempel kan man diskutere ens faglige arbejde og forholdende på arbejdspladsen, når man i SUF-regi diskuterer klima- og miljøspørgsmålet. Det faglige arbejde og den faglige kamp skal integreres i alt det andet SUF arbejde. Arbejdsmarkedet og produktionen er helt central for vores frigørelse. Derfor er fagbevægelsen den vigtigste politiske bevægelse for os som SUF’ere, og derfor skal den også gennemsyre vores arbejde.
Fagbevægelsen skal være demokratisk!
SUF ønsker at skabe en demokratisk fagbevægelse, ligesom vi generelt ønsker at skabe demokratiske bevægelser.
Især skal gennemskueligheden i fagbevægelsen udvikles og det direkte demokrati skal sikres, hvor man inddrager medlemmer i de politiske beslutninger, og respekterer disse selvom de er modstridende med fagtoppens personlige ønsker.
På samme måde ønsker vi, at man i fagbevægelsen tager den demokratiske opdragelse af unge og nye medlemmer seriøst, hvor man sikre gennemsigtige beslutningsprocesser, og sikrer at ting besluttes i demokratiske fora og ikke via korridoraftaler
Fagligt arbejde er politisk
SUF ønsker at fagbevægelsen skal markere sig politisk, og stå ved at man er en politiske organisation. Vi mener langt fra, at fagbevægelsen skal være bundet op på bestemte partier. I stedet skal fagbevægelsen gå aktivt ind i klassekampen og varetage medlemmernes interesser bredt set. Kun ved at være ærlige om dette og sætte lighedstegn mellem fagligt arbejde og politik, kan vi arbejde seriøst med at få forbedret forholdende for arbejderne.
Det bør være en af grundstene i fagbevægelsen, at samle de spredte daglige frustrationer og give dem et politisk perspektiv og sætte dem i større kontekst. Fagligt arbejde er noget af det mest politiske, der handler om den daglige udbytning af arbejdskraft og levestandarten for lønmodtagerne.
På samme tid må fagbevægelsen også gøre sin indflydelse gældende på en lang række nærliggende områder. For eksempel hvordan energi produceres, hvordan den offentlige transport indrettes til gavn for arbejderne, hvilken behandling vi kan forvente når vi går på pension og så videre.
Faglige aktioner er vejen frem
SUF mener at fagbevægelsen skal tage aktiv del i den daglige kamp for at forbedre vilkårene for medlemmerne. Det sker bedst ved, at man ændrer fagbevægelsens arbejdsgang fra at være på kontoret til at komme ud i virkeligheden og stå side om side med deres medlemmer og arbejde aktivt.
Det skal bidrage til at lære medlemmerne om, at fagbevægelsens stærkeste kampformer er de klassiske faglige kampformer, nemlig strejker, arbejdsnedlæggelser, politiske aktioner, blokader med mere. Selvfølgelig som en del af et samlet projekt med at mobilisere medlemmerne for et aktivt arbejde der kan forandre verden
Fagbevægelsen til kamp for medlemmerne
Fagbevægelsen må tage et direkte opgør med socialdemokratiet hvis det ønsker at tage medlemmerne seriøst. Selvom fagbevægelsen i slut 90’erne skar de formelle bånd til socialdemokratiet, er de uformelle bånd stadigvæk til stede i vid udstrækning.
Første klare skridt vil være at modsætte sig ethvert angreb mod arbejderklassen, også selvom de kommer fra en socialdemokratisk partitop.
Fagbevægelsen må tydeliggøre, at de er en interesseorganisation og offentligt slå ned på alle angreb – uanset partifarve. Kun sådan kan man bevise sin loyalitet overfor medlemmerne og derved genvinde opbakning til fagbevægelsens politiske projekt.
Faglig kamp er kamp for frihed
Vores projekt er et radikalt brud med den nuværende måde at organisere arbejdet og hele samfundet på.
For at opnå det, har vi brug for en politisk organisering som er villig til at tage magten og ændre samfundet til gavn for arbejderklassen.
Derfor er vi, på samme tid med vores faglige arbejde, selvfølgelig organiseret politisk for hele tiden at huske den samlede kamp. På samme tid kan en politisk organisering også kæmpe for forbedringer på andre fronter.
Da hele dette perspektiv kun kan udføres ved daglig kamp, bruger vi fagbevægelsen til dette formål. Derfor er fagbevægelsen som vi kender den i dag ikke et mål i sig selv. Fagbevægelsen er derimod den spæde start på en stærk politisk organisering af arbejderklassen, der kan overtage samfundet.
SUF er forrest i denne kamp på især ungeområdet, og vi skal derfor som socialister give hinanden håndslag på at det faglige arbejde er vigtigt, organisere os og arbejde for en lysere fremtid. Til gavn for den brede del af befolkningen.
VEDTAGET PÅ SUF'S LANDSMØDE 2011

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/kampen-for-brne-og-ungdomsrettigheder

Kampen for børne- og ungdomsrettigheder
Kampen for børne- og ungdomsrettigheder
Alder bør ikke være en begrænsning for, hvilken stemme man som barn eller ung får lov at have, men kapitalismen både afhænger af og undertrykker befolkningsgrupperne. I SUF skal vi kæmpe mod aldersdiskrimination for at sikre, at alle mennesker får lige stemmer.
Skolesystemet
Når børn træder ind i skolesystemet, bliver de først og fremmest undervist i, hvordan man respekterer autoritet og hierarki. Standardiserede prøver, karakterer og lærerevalueringer af børn stålsætter ideen om den kapitalistiske dagsorden og den mentalitet der følger med. Skolen fungerer aktivt som et system, der søger at indoktrinere børn til at blive profitgenererende maskiner senere i livet.
Skolesystemet sætter en fast dagsorden, og især børn med mentale udfordringer får ikke plads til at lære på en måde, der giver mening for dem.
Samtidig er der ingen måde hvorpå børn kan lave om på disse undertrykkende systemer.
I SUF mener vi, at børn bør have langt mere medbestemmelse i deres uddannelsesinstitutioner. Det er de rammer der bliver lagt i barndommen, som kommer til at følge dem hele deres liv. Selvfølgelig skal de selv kunne beslutte, hvordan den tid bliver brugt.
Ungdommens rolle i arbejde
Unge har en central og udsat plads på arbejdsmarkedet.
Unge arbejder ofte til lav løn og stiller lavere krav til fysisk- og psykisk arbejdsmiljø. Det gør, at unge bruges til at holde lønningerne nede og presse resten af arbejderklassen. Blandt andet, med undskyldningen om, at de er under oplæring eller uddannelse. Unge arbejder ofte uorganiseret ved ikke at stå i fagforening og har desuden en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. På den måde, er de en let gruppe at udnytte til skade for de samlede løn- og arbejdsforhold.
SUF arbejder først og fremmest for at unge organiserer sig, både sammen med andre unge, men også samlet med de ældre kollegaer. På den måde bliver de politisk bevidstgjort om deres plads i produktionen.
Det er vigtigt at styrke lærlingene og ungarbejdernes organisering gennem uafhængige klubber, fagbevægelsens ungdomsforbund og Erhvervsskolernes Elev-Organistion (EEO). Kun gennem stærk organisering kan lærlingene og ungarbejderne opnå en styrke så de bliver i stand til at sige fra overfor arbejdsgiverne.
Unge stemmer
Stemmer, der tilhører børn og unge bliver alt for ofte negligeret og ignoreret til fordel for mere erfarne voksne. De problematikker, som i dags ungdom kommer til at se konsekvenserne af når de er voksne, er ikke ting de har midlerne eller magten til at ændre på. I SUF kæmper vi for at børn skal have politisk medbestemmelse og de skal respekteres i den offentlige debat. Børn og unges stemmer skal ikke afvises og nedprioriteres når det kommer til ting, som kommer til at have direkte konsekvenser for dem når de bliver ældre.
Valgretsalderen
Børn og unge har langt mere siddende mellem ørerne end de får anerkendelse for. Det politiske arbejde som vi i SUF laver, er drevet af mange under 18, der trods deres viden om politik ikke har retten til at vælge hvem der skal repræsentere dem parlamentarisk. Det går ud over dem, når politikere laver beslutninger der rammer børn og unge direkte.
Børn og unges interesser bliver overset i valgkampe, fordi de ikke er en stærk stemmegruppe grundet den høje valgretsalder. For at sikre, at de, der skal varetage verden i fremtiden også får deres holdninger med på spil, bliver vi nødt til at sænke valgretsalderen gevaldigt.
Børn og unges stemmer er lige så meget værd som de voksnes!
I SUF kæmper vi for, at børn og unge kan være med til at lave den verden, de skal bruge resten af deres liv på at leve i!”
(Vedtaget på SUFs Stormøde i 2022)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/kamufleret-kolonialisme

Kamufleret kolonialisme
Det siges, at Danmark og Nordens historie som kolonimagter ligger langt tilbage i historien. At det er “flere hundred år siden”, og at man “burde komme videre.”
Men dette er hverken sandt, eller så simpelt. Spor af Nordens kolonialisme - og for den sags skyld resten af Vestens -, kommer stadig kraftigt til udtryk den dag i dag. Hvilket vi ser på mange måder. Blandt andet i måden vi snakker om suverænitet i Grønland, hijacking af klimakrisen, assimilering og fetichering. Vi ser det i lande som USA og Sverige, der tager ejerskab over landområder som ikke er deres, og derefter bygger rørledninger og jernminer, uden at være i dialog med de oprindelige amerikanere eller Sámerne. Alle er forsøg på at udrydde de oprindelige folks levevilkår verden over.
I SUF er vi antikolonister, antiimperialister, og antiracister. Vi kæmper for, og anerkender oprindelige folkegruppers ret til at leve og praktisere deres kultur.
Danmark som den “gode kolonimagt”
Det er svært for os danskere, at se os selv som en del af et system, der udøver kolonialistiske tendenser. Da meget af den danske selvforståelse, om Danmark som en tidligere kolonimagt, er bygget på historien om Danmark som værende god, human, og som det første land til at afkolonisere sig selv. Dog er alt dette kort sagt falsk, og er simpelt sagt et oxymoron. At være en kolonimagt, og at kolonisere nogle kan ikke være en human handling. Da det er et ekstremt voldeligt magtsystem, som er bygget på at dominere over grupper af marginaliserede befolkninger, for at skabe akkumulation gennem fratagelse af deres frihed og ressourcer. Kolonisering går dermed hånd i hånd med kapitalismen! Vores historie som kolonimagt er grov, og voldelig! Dette gælder specielt også for Danmarks afkoloniseringers proces.
Når det kommer til Danmark og Grønlands relation, kan vores vrængede selvforståelse også komme i vejen her. Da mange ser vores kolonisering, og senere vores afkolonialisering og amt-gørelse af Grønland, som værende for deres eget bedste, og at vi ligefrem hjælper dem. Men denne erindring undlader at Danmark har en kæmpe geopolitisk interesse i at have råderet over Grønlands ressourcer, som f.eks. Grønlands store fiskeindustri, mulighed for militærbaser, eller den kommende handelsrute, der kommer af den smeltende nordpol.
På den måde gavner det Danmark at infantilisere grønlændere, ved at sprede fordommene, om at de er dovne og at det ville spille deres ressourcer. Da de ikke ville kunne omdanne det til nok profit, og er derfor ikke klar på at møde de
kapitalistiske præmisser for at blive selvstændige. Men vi i SUF mener at præmissen for selvstændighed kun er noget Grønland her noget at sige i, og at selvstændighed kan se ud på mange forskellige måder! Og at presse Grønland til at passe den ene form, sat af den danske stat, er blot en videreføring af statens assimilering og imperialistiske strategi.
Grøn kolonialisme og juridisk neglect
I Norden begynder en særlig form for kolonialistisk-tankegang at komme frem, Grøn- kolonialisme. Her gør staten, eller større firmaer som Statkraft, brug af voldelige og tvivlsomme metoder til at kræve ejerskab over landområder, til at fremme målet om en grønnere fremtid. Hvor de derefter manipulerer resten af borgerne, til at tro at de oprindelige folk, som f.eks. sámerne, grønlænderne, eller de indfødte amerikanere, ikke vil gøre noget ved klimakrisen, eller at de er for primitive til at kunne forstå hvad global opvarmning går ud på. Når magthavere gør brug af denne strategi, fremmer det først og fremmest normaliseringen af fordomme, vold, og infantilisering imod de de oprindelige befolkningsgrupper. Og holder fast i den kolonialistiske ide om ejerskab og råderet over deres land.
Det ser vi bl.a. ske i Norge med vindmølleparken på Fosen halvøen. Hvor det norske Olie- og energidepartement hijacker klimakampen, -med brug af magt, vold og løgne, for at kunne omdanne grøn energi på bekostning af udryddelsen af græsningsområder for sámernes rensdyr, gørende deres kulturudøvelse umulig. For selvom den norske højesteret i 2021 erklærede det som et brud på menneskerettighederne, er de 151 vindmøller stadig i gang.
Fosen-sag er derfor også et eksempel på den juridiske negligering, oprindelige folk bliver mødt med. For selvom det er meningen at det juridiske system skal hjælpe og være til gavn for alle dens borgere, bliver oprindelige folk som Sámerne udsat for et bureaukratisk helvede med, med amoralske forsinkelser, forlængelser og led. Som ikke kan ses som andet end et forsøg på at udmatte og demotivere dem fra deres kamp, og for at minimere det offentliges interesse i sagerne.
Man kan også se, at dette sker på dansk jord i håndteringen af den grønlandske spiral-sag. Hvor regeringen kom med en udmelding om, at de ville begynde en udredning om grundlag for sagen. Med en forventning om at blive færdig i 2025. Denne udredning kan kun ses som et skjold for regeringen. Da den lange udredning blot er et forsøg på at udskyde problemet og dække dem selv fra kritik af deres manglende håndtering af sagen tidligere. Udredningen gavner på den måde heller ikke ofrene, da mange overgrebene fra sagerne går helt tilbage til 1960’erne og derfor ikke har lige så stor mulighed for at vente.
Vi i SUF mener også at det er dybt problematisk, at dem som har udøvet overgrebet, den danske stat, er dem som undersøger, og står for bedømmelsen om der overhovedet er en sag med juridisk grundlag.
Stigmatisering og fordomme på venstrefløjen
Vi er alle et produkt af den kultur, og det samfund vi vokser op i. Det gør, at det desværre ikke kun er på højrefløjen, at man ser fordomme om oprindelig folk kommer til udtryk. Man ser ofte også på visse dele af venstrefløjen, at fetichering og fordomme popper op her og der. Bl.a. når venstrefløjen snakker om klimakrisen bliver der tit digtet en fortælling om at de oprindelige folk har en mystisk, og ligefrem magisk viden om naturen. Hvor alle svarende til klimakrisen ligger gemt. Ved at fremme denne fortælling er vi med til at fetichere, og stigmatiserer deres kulturs forhold til naturen. Hvor alt presset for en løsning sættes over på en befolkningsgruppe, som har fået deres stemme frataget på dette emne. Yderligere er de nogle af dem, der bliver hårdest påvirket af klimakrisen, da de står til at miste store dele af deres kulturarv, kulturelle praksis, og hjemsted.
Det er derfor vigtigt i SUF at vi er selvreflekterende, og siger fra, for at sørge får vi ikke falder ned i disse huler og tendenser! Derfor er det ikke nok at vise solidaritet med strategier som “pas the mic”, når det er det større strukturelle, kolonialistiske og det kapitalistiske system, der skal omvæltes!
SUF’s strategi
Vi i SUF vil arbejde på at bygge stærke og solidariske samarbejder op med oprindelige folks politiske grupper som NSR, eller aktivistiske bevægelser som LANDBACK!
Vi mener at det er på tide at vi begynder at anerkende vores rolle som tidligere kolonimagt, og hvordan dens magtstrukturer stadig er en strukturel del af vores og resten af Vestens magtudøvelse!
Vi SUF kæmper for en fremtid med bedre og ærligere skoling! Hvor man lærer omfanget af de danske kolonier, menneskelivet det har kostet, og effekterne efter. På den måde kan vi være med til at “unlearn” og de-kolonialisere vores erindringshistorie.
Vi i SUF og andre venstrefløjsorganisationer sikrer os også derfor at vi er, og forbliver anti kolonialister, et safe space, og kammerater i kampen om omvæltning af det kapitalistiske-kolonialistiske system i Norden.
(Vedtaget på Stormøde 2023)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/klimapolitik

Klima & Miljø
Naturen er vores livsgrundlag. Derfor kæmper SUF for en bæredygtig verden, hvor genanvendelse er i højsædet, og vi producerer for at opfylde vores fælles behov - frem at skabe profit til direktøren og aktionærerne. Det vil både komme os selv og de fremtidige generationer til gode.
Det er dog langt fra den verden, vi kender i dag. Vi lever i et kapitalistisk og patriarkalsk samfund, hvor vækst og profit altid vil være det vigtigste, og hensynet til mennesker og naturen bliver set ned på som bløde værdier, der traditionelt set tilskrives kvinder, og derfor er mindre værd. Derfor står vi nu en klima- og biodiversitetskrise, hvor millioner af arters levegrundlag er truede, og voldsomme klimaforandringer banker på døren.. Mange af vores naturressourcer er forurenede, udtømte eller er i et stadie, hvor de ikke kan reproducere sig selv. En lang række arter er forsvundet unormal hurtigt og mange flere arter er i fare for at blive udryddet, hvilket betyder at biodiversitet er markant truet med katastrofale følgevirkningerfor miljøet og klimaet. Sidst, men ikke mindst, så er vi ramt af klimaforandringer, der gør at temperaturen stiger, vandstanden øges og vejret bliver mere og mere ekstremt. Dette fører til en menneskelig krise. Allerede nu ser vi hvordan klima- og miljøkrisen har forårsaget hungersnød, krig og sygdom, hvilket især har ramt kvinder og mennesker i det globale syd hårdt. Disse problemer vil ikke blive løst med et internationalt topmøde eller et nyt EU-direktiv. Kapitalisternes rovdrift på naturen vil fortsætte, så længe de kan tjene penge på det. Tiden er knap, og derfor er det nu dem, der bliver ramt hårdest, bl.a. de unge og befolkningerne i det globale syd, der tager sagen i egen hånd og gør oprør.
Kapitalismen vs. kloden
Kapitalisme står i direkte modsætning til bæredygtighed, fordi det kapitalistiske system er bygget op omkring konstant vækst, profit og konkurrence. En af grundstenene i kapitalismen er økonomisk vækst. For at der kan blive skabt profit til aktionærerne og direktøren, så kræver det, at der hele tiden bliver produceret flere varer, der kan sælges. Men med det nuværende økonomiske system har vi arbejdere ikke råd til at købe alle de varer, vi selv producerer. Det gør, at kapitalisterne hele tiden skal finde nye købere til deres varer. Det kan de gøre på flere måder. De kan udvide markedet, f.eks. ved at åbne en ny butik i et andet land eller intensivere det nuværende marked- f.eks. ved at lave en nyere og smartere udgave af et produkt. Vi ser også, at flere og flere virksomheder gør brug af koncepter som ”planlagt forældelse”, hvor man designer sine produkter på en måde, så de går i stykker efter en bestemt årrække, hvilket tvinger folk ud i nye indkøb, der skal erstatte det gamle produkt. Alle disse tiltag går selvfølgelig ud over naturen, og det er et klart eksempel på, hvordan kapitalisterne ikke har en interesse i at gøre noget godt for vores klima og miljø. Det handler ikke om, at store virksomheder er onde, dumme eller blinde, men at de er sat i verden for at skabe profit til sig selv. En anden vigtig del af kapitalismen er konkurrence. Konkurrencen presser priserne i bund på de enkelte varer, hvilket gør et indhug i en virksomheds profit, hvis ikke virksomheden optimerer sin produktion.
Produktionsoptimering sker for eksempel ved, at man udflytter dele eller hele sin produktion til egne på jorden, hvor der er billig adgang til elektricitet, mindre skrappe miljøregler og billigerer at have ansatte. En anden måde at optimere på er ved at have forskellige dele af produktionen i mange forskellige lande. Det medfører at en vares enkelte dele kan have været transporterede flere gange rundt om jorden for at nå den endelige vares forbruger. Det skaber et kæmpe pres på miljøet i de områder, de bliver flyttet til, samt et stort behov for “billig” energi. Dette presser især det globale syd. Dels fordi de direkte bidrager til at forværre klimakrisen, og dels på grund af, at de får vredet armen om på ryggen i forhold til at gøre klima og miljø-lovgivningen grønnere, fordi de vestlige virksomheder truer med at flytte produktion og arbejdspladser til andre steder i verden. På den måde bliver der skabt områder i det globale syd, hvor der er et miljømæssigt ræs mod bunden.
Vores alternativ til kapitalismen
Disse strukturer er en del af kapitalismens DNA, og er det der har skabt klima og miljøproblemerne. Hvis vi vil have en beboelig klode, er løsningen derfor ikke flere markedsbaserede tiltag der udbytter fattige arbejdere og rammer den enkelte forbruger. Vi mener heller ikke, at der findes et etisk forbrug under kapitalismen. Det er ikke nok at skifte til sparepærer eller køre i elbiler. Løsningen er at ændre den måde, vi producerer på. Ikke at forbruge anderledes.
At gøre det til et spørgsmål om forbrug er en glimrende måde for kapitalisterne at skubbe ansvaret over på den enkelte arbejder. Vi mener, at forurenerne skal betale for den grønne omstilling gennem f.eks. en målrettet CO2-afgift, der pålægges de store sorte forurenende virksomheder, ligesom mange eksperter og Klimarådet har foreslået. Her skal det understreges, at klimahandling aldrig må øge uligheden. De
rigeste og største forurenere skal betale. I stedet burde vi handle i fællesskab, og f.eks. pålægge alle offentlige institutioner at tilbyde gratis, lokal dyrket og plantebaseret mad, hvilket vil lette presset på jordklodens ressourcer betydeligt.
Hvis vi vil have et bæredygtigt samfund kræver det, at vi har et reelt demokrati. I dag har arbejderklassen ingen indflydelse på vores hverdag. Det er få direktører og bestyrelsesmedlemmer, der bestemmer over vores arbejdspladser. Disse kapitalister er ligeglade med brugsværdien, af det de producerer. Deres hovedformål er at hive et overskud hjem. Af denne grund skal produktionen helst foregå så billigt så muligt. Det er derfor, der er tilsætningsstoffer i vores mad og giftige kemikalier i små børns legetøj. I SUF mener vi, at det er arbejderne, der skal bestemme over deres arbejdspladser.
Vi skal også stoppe centraliseringen af vores energi-og fødevareproduktion. Frem for at have kæmpe elværker og enorme topindustrialiserede landbrug, så skal produktionen være mere lokal, så der bliver plads til at have et reelt fokus på miljømæssig og social bæredygtighed. Og så skal vi turde tænke nyt og omfavne initiativer der udvikler løsninger og metoder der kan gøre op med de traditionelle og destruktive produktionsformer.
Desuden er klima- og biodiversitetskrisen så presserende at vi ikke kan vente på en økosocialistisk revolution, men må handle nu, selvom det vil være inden for kapitalismens rammer. Vi kan aldrig opbygge et samfund der i sandhed er socialt, økonomisk og økologisk bæredygtigt, under kapitalismen, men vi har heller ikke tid til at vente på at sådan et samfund eksisterer. Derfor må vi handle på naturkriserne nu for at undgå de værste konsekvenser, og imødekomme al klimahandling så længe tiltagende er bæredygtige på sigt og ikke øger uligheden.
Klimakampen er international
Klima-og biodiversitetskrisen vil forringe leveforholdene markant for arbejderklassen, dog rammer den ikke lige hårdt alle steder. Landene i det globale syd er markant mere udsatte end de vestlige lande. Dette skyldes dels deres geografiske placering og dels, at de grundet vestens imperialistiske udenrigspolitik, er blandt de fattigste i verden. De rigeste i verden har flere ressourcer til at beskytte sig mod klimaforandringerne, hvilket den fattigste del af verdensbefolkningen ikke har mulighed for. Derfor mener vi, at Vesten i langt højere grad skal betale for den grønne omstilling i det globale syd. Et første skridt er at hæve U-landsstøtte markant, men der skal en lang række større tiltag til for retfærdigt at fordele omkostningerne af klimakrisen og en global økologisk omstilling.
Det globale syd slås allerede med konsekvenserne af kapitalisternes overproduktion. En stor del af befolkningen i det globale syd lever af landbrug og er dybt afhængige af naturen. Bønder bliver derfor især hårdt ramt af eksempelvis tørke, vandmangel eller naturkatastrofer, der stort set gør det umuligt for dem at dyrke jorden og opretholde deres normale liv. Dette presser især kvinderne, der oftest har ansvar at hente vand, passe boligen, tage sig af familiens helbred og producere samt forarbejde fødevarer. På trods af at de ikke selv ejer jorden og har indflydelse på, hvordan den forvaltes. I værste fald kan et område blive helt ubeboeligt hvilket betyder, at folk bliver nødt til at flygte. Ifølge International Organization for Migration vil der i 2050 være 1 milliard klimaflygtninge og -migranter. Hvis vi ikke gør noget nu, vil endnu flere mennesker blive tvunget til at flygte fra hus og hjem på grund af klimaforandringer.
Ofte sender familier mændene mod Europa i håb om at opnå asyl og familiesammenføring, hvilket betyder at kvinderne er alene tilbage, med ansvaret for at skaffe mad og tage sig af eventuelle børn. De fleste flygtninge vil dog være fordrevet internt i landet og leve i slum eller flygtningelejre. Dette presser også kvinderne mere, fordi der er større risiko for sygdomme, og de er ansvarlige for at tage sig af de syge. Derudover bliver flygtningelejrene i stigende grad udnyttet til trafficking af både børn og kvinder. Det ændrede klima har også store konsekvenser for oprindelige folk, som er blandt de første til at møde de direkte konsekvenser af klimaændringer på grund af deres afhængighed af og tætte forhold til miljøet og dets ressourcer. De er de første forkæmpere for klimaretfærdighed og er stadig dem, der kæmper med mest på spil.
Selvom klima-og miljøkrisen både rammer skævt, når det kommer til geografi og køn, så er det vigtigt at arbejderklassen ikke begynder at bekrige sig selv, men i stedet står sammen mod den fælles fjende: kapitalisterne. Kapitalisterne skal nok finde en måde at undgå konsekvenserne af deres egen profitjagt, fordi de har flest ressourcer, flest penge og mest magt. Det er arbejderklassen, der betaler prisen.
De sidste årtier har man prøvet at løse klimaproblemerne med internationale topmøder, hvor diverse statsledere har mødtes. Det er mislykket hver gang. En af hovedårsagerne til dette er, at de ikke selv har interesse i at gå i en grønnere retning. Dels fordi at de er stærkt pressede af de kulsorte industrier og dels fordi, at mange stater rundt omkring i verden tjener penge på et højt forbrug af fossile brændsler pga. afgifter og skatter, hvilket giver staten en uheldig dobbeltrolle. Dette ses især i Arktis, hvor man har givet grådige olieselskaber lov til at bore efter olie og gas, hvilket kan få fatale konsekvenser, hvis det går galt, fordi at man ikke kan fjerne olie fra frosset hav. Hvis vi vil have et bæredygtigt samfund, kan vi ikke bare håbe på, at politikerne løser problemerne for os. Arbejderklassen bliver nødt til at tage sagen i egen hånd og gå forrest i kampen
Bæredygtig produktion
I det kapitalistiske samfund værdisætter man det arbejde hvor der produceres og dermed skabes profit over reproduktivt arbejde såsom madlavning, rengøring og omsorgsarbejde. Det bliver derfor set som bedre og mere værdifuldt at producere en bil end at passe børn og vaske tøj. Reproduktivt arbejde udføres for de flestes vedkommende gratis af kvinder, og dette skel og hierarkiet mellem produktivt og reproduktivt arbejde er i høj grad også bundet op i patriarkatet. Dette skel har dog intet at gøre med, hvad der reelt har værdi for mennesket.
I et økosocialistisk samfund skal vores produktion ikke styres af profitjagt, men den skal i stedet være til gavn for mennesket og miljøet. Her er nøgleordet genskabelse. Vi skal producere for at genskabe os selv og naturen. Det betyder blandt andet genbrug af materialer, genanvendelse af energien og at få næringsstofferne tilbage i jorden. I virkeligheden er det at producere på reproduktive præmisser, hvilket er kernen i bæredygtighed. For at nå dertil er det derfor også at gøre op med skellet og hierarkiet mellem produktivt og reproduktivt arbejde. Dette forudsætter både et opgør med kapitalismen og patriarkatet. Derfor er kampen for et bæredygtigt samfund også kvindekamp og omvendt.
Et led i kvindefrigørelseskampen er også, at det reproduktive arbejde kollektiviseres, så kvinderne ikke står alene med det. Vi skal også i meget højere grad tænke i cirkulær produktion, hvor vi genanvender materialer, affald og naturressourcer. Vi skal derudover gøre op med det overforbrug der finder sted i den vestlige verden. Der er ingen grund til, at hver husstand har sin egen boremaskine eller at to naboer, der skal samme vej hver morgen, kører i hver sin bil. Det at producere på en måde, hvor der tages hensyn til naturen, hvilket cirkulær produktion er et eksempel på, bliver i dag ikke tilskrevet meget værdi som et led i patriarkalsk ideologi. Dette sker, fordi omsorgstilgang til naturen bliver associeret med værdier, der i et patriarkalsk samfund tilskrives kvinder. Denne tilgang til naturen er dog helt nødvendig for en bæredygtig produktion, og derfor kræver det også et opgør med patriarkalsk ideologi at nå til økosocialistisk verden.
I en bæredygtig produktion er det altafgørende at vi dropper fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Dels slipper disse ressourcer op på et tidspunkt og dels udleder de rigtig meget CO2, hvilket ødelægger vores klima. Atomkraft er ikke et løsning på klimakrisen. Det tager årtier at opføre (Se de nye kraftværker bygget i Europa, især den nye reaktor 3 i Olkilouoto, som tog 18 år selvom det bare var en udvidelse af et eksisterende anlæg) - tid vi ikke har - og tager midler væk fra investering i reel vedvarende energi og alternativer til, når produktionen fra vedvarende energi er lav. Elproduktion fra atomkraft kan heller ikke bruges “når solen ikke skinner” til at supplere vedvarende energi, for op- og ned- justering af produktionen er alt for langsom på atomkraftværkerne. I stedet skal hele vores energiforsyning komme fra vedvarende energikilder som f.eks. sol-og vindenergi og energiopbevaringsanlæg. Dette skift muliggøres kun gennem et grundlæggende opgør med kapitalismens strukturer. Der er i dag ikke udsigt til, at verdens største og mest magtfulde virksomheder i form af olie- og gasselskaber opgiver deres adgang til nem profit, og skifter sort ud med grøn. Vedvarende energiformer er i sagens natur ikke begrænsede. Når de ikke er en vare med et begrænset udbud, kan prisen og dermed profitten ikke skrues i vejret. Alligevel skal vi kræve, at den grønne omstilling finder sted, selvom de største kulsorte virksomheder gør alt for at forhindre det.
I forhold til miljøet skal vi omdanne vort landbrug, så det bliver økologisk i ordets oprindelige betydning. Landbruget skal ikke ødelægge de oprindelige økosystemer. Vi skal skabe et økologisk og bæredygtigt landbrug med grundlæggende respekt for den vilde natur. Vi skal væk fra det traditionelle pløjelandbrug og over til bæredygtige metoder som Conservation Agriculture og Vertical Farming, der kan sikre bæredygtigt jordbrug på mindst muligt plads. Det vil give bedre muligheder for dyrelivet og sikre os mod forurening af grundvandet. Men for at løse det grundlæggende problem skal jorden demokratiseres, så det ikke er ejet af realkreditinstitutter, der presser landmændene til at vælge den billige løsning, men er et fælleseje. Vi vil demokratisere og kollektivisere landbrugene, så beslutninger som vedrører vores alles fødevarer, kroppe og generelt natur ikke ligger hos enkeltpersoner.
Vi har en verden at vinde!
Klima- og miljøproblemerne vil fortsætte, indtil vi sætter en stopper for dem. Derfor skal vi bruge dem som springbræt til at forandre samfundet. Dette kan gøres ved at stille en række progressive krav og lave sej aktivisme, der trækker samfundet i en mere bæredygtig retning, og får folk til at tro på, at en anden verden er mulig.
Vi skal opbygge og styrke organisationer og bevægelser, der giver folk mulighed for at kanalisere deres ængstelse, frygt og virkelyst over i progressiv handling. Eksempler på det kunne være Fridays For Futures klimastrejker, hvor skoleelever kræver klimahandling, eller Extinction Rebellion, hvor klimaaktivister kræver handling gennem civilulydighed. For i deres og andre organisationers daglige kamp for en bæredygtig fremtid, vil de konstant møde kapitalismens begrænsninger, og derfor skal vi stå klar til at sætte ord, analyser og handling på de frustrationer det skaber. På den måde vil vi se en helt ny generation af revolutionære, grønne socialister blomstre op. Det er dog vigtigt at forstå, at progressiv økologisk kamp allerede finder sted. Bønder, kvinder og oprindelige folk især i det globale syd kæmper allerede hårdt i store bevægelser som eksempelvis Via Campesina mod den klima- og miljøkrise, der ødelægger deres livsgrundlag. Deres kampe har klare antikapitalistiske og feministiske perspektiver. Kvinderne spiller en stor rolle i disse bevægelser, og det står klart for dem, at klimakamp også er kvindekamp, samtidig med at de ved, at de har noget specielt at bidrage med til den samlede kamp i kraft af deres position i samfundet som kvinder. Dette drejer sig blandt andet om erfaringer med at producere under hensyn til naturen og med at tage vare på og udvide fælles goder som vand, luft og ikke-privatejet jord. Vi skal vise solidaritet med og søge inspiration i disse bevægelser, og samtidig må vi sørge for at få opbygget kampklare økosocialistiske bevægelser herhjemme også.
Vi kan skabe fremtiden. Vi har en verden at vinde.
VEDTAGET PÅ AKTIVITETSMØDET 2015 (Sidst revideret på Stormødet 2024)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/lgbt

LGBTQ+
Lad os queere verden
Queer er det sidste ord alt for mange LGBT+- personer hører råbt inden de bliver udsat for vold. Og det er netop derfor at vi reclaimer det! Vi nægter at tigge om rettigheder, vi nægter at undskylde. Vi nægter at skamme os. Vores vigtigste opgave har aldrig været at kræve kirkebrylluper. Vores vigtigste opgave er at komme frem på barrikaden. Vi kæmper for samfund hvor vi kan grine, elske og leve præcis som vi vil. Vi kæmper for frihed og vi bliver ved, til vi har sprængt vores lænker.
We’re here! We’re queer! Get used to it!
Den vestlige LGBT+ kamp er som en fugl føniks opstanden fra askerne af koncentrationslejre, tvungen elektrochokterapi og århundredes diskrimination og forfølgelse, og har ved mange års hård kamp med blandt andet den homofile bevægelse, Foreningen af 1948, Stonewall, Pride og queerbevægelsen opkæmpet os til meget, men det er tydeligt at der stadig er meget, der skal gøres. Transpersoner mangler stadig basale rettigheder og mulighed for at leve i tryghed. LGBT+-personer forsøger at begå selvmord fire gange så ofte som cis-hetero personer og næsten halvdelen af danske LGBT+- personer føler det nødvendigt at skjule deres identitet og seksuelle orientering, når de er på job. Transpersoner og interkønnede gennemgår en ofte traumatiserende behandling i sundhedssektoren. Vores sikkerhed på arbejdsmarkedet, i sundhedssektoren og gadebilledet er begrænset.
Vi ønsker ikke at forhandle os til at blive accepteret på den kønnede kapitalismes vilkår eller at skulle leve i skjul gennem assimilation - vi ønsker en verden, hvor vi bestemmer over egen identitet, seksualitet, kønsudtryk og krop!
Din krop - dit valg
Under den patriarkalske kapitalisme bliver vores kroppe reduceret til produkti ons- og reproduktionsenheder og de kroppe, som ikke passer ind, bliver udskammet. Kvinder og LGBT+-personer bliver enten reduceret til sexobjekter eller ophøjet som rene, uskyldige Jomfru-idealer. Men vores kroppe er også stærke, behårede, kampklare, tykke, tynde, brune og vigtigst af alt vores egne. Vi kræver retten til juridisk kønsskifte for alle uden betænkningstid og kæmper for en stat der ikke har et behov for at inddele babyer i to køn udfra deres ydre kønsdele. Vi kræver ret til kønsbekræftende behandling med informeret samtykke for folk, der ønsker det. I sammenhæng med dette kræver vi også, at ingen udsættes for tvangsoperationer for at passe ind. De binære biologiske køn er en social konstruktion, mindst 1% af befolkningen har variationer i kromosomer, gonader, hormoner og kønsdele, der ikke passer ind i en binær forståelsesramme af køn.
Vold mod LGBT+-personer
Fysisk, verbal og psykisk vold præger de fleste LGBT+-personer liv. I SUF støtter vi LGBT+-personers ret til at organisere sig mod vold – både den individuelle fra grupperinger og hadefulde individer såvel som den strukturelle statsvold, som vi i Danmark bl.a. ser i sundhedssektoren, fængsler og asylcentre, hvor LGBT+-personer er særligt udsatte for statsgodkendte overgreb, magtmisbrug, ydmygelse og tvangsoperationer. Som revolutionære queersocialister går vi på to ben i kampen for LGBT+-personer. Vi kæmper selvfølgelig for juridisk ligestilling, som f.eks. retten til at gifte sig for folk af samme køn og fjernelsen af transkønnede fra listen over psykiske sygdomme , men det skal ikke være den centrale kamp. Kravet om en total omvæltning af patriarkat, kapital og køn skal vokse frem og eksplodere i en vild blomstring af kreativitet og frigørelse.
Arbejdsmarkedet og queer-organisering i fagbevægelsen
 LGBT+-personer har i meget lille grad ejerskab over produktionsmidler. Med social udstødelse kommer de ikke ind i arvemekanismen, som råder over store dele af produktionsmidlerne. Samtidig er magt og maskulinitet i stor grad gensynonymer i den kønnede kapitalisme, og af denne årsag er vellønnede stillinger ikke tilgængelige for langt de fleste, der hverken er ciskønnede eller heteroseksuelle. Det lykkes enkelte at tilegne sig magt og kapital, men her er oftest tale om hvide cismænd, som kun i en lille grad afviger fra patriarkatets kønsnormer og ikke udgør en reel trussel mod cisheterokapitalisternes verdensorden. Derfor er langt størstedelen af LGBT+-personer en indgroet del af arbejderklassen.
Når machokultur manifesteres i bourgeoisiet, bliver afvigelser herfra set som potentielle farer og trusler mod kapitalismens magtfordeling. Her ser vi, at kapitalisterne søger at splitte arbejdernes organisering ved at skabe en kultur, som fremmedgører minoriteter. Der tyes ofte til latterliggørelse, mobning, pacificering, fyringer og overgreb m.m. på LGBT+-personers på arbejdspladsen som et redskab for at undgå denne trussel. Foruden bruges LGBT+-personers fattigdom som et redskab til social dumping ved ansættelse under prekære forhold.
Derudover står en stor del af LGBT+-personer udenfor arbejdsmarkedet. Det skyldes især begrænset adgang, der udformer sig i enten direkte udstødning såsom undladelse af ansættelse af synlige LGBT+-personer og fyringer eller indirekte udstødning såsom en fjendtlig og utryg kultur på arbejdsmarkedet, som truer LGBT+-personers mentale helbred og sikkerhed.
Derfor bliver LGBT+-personer ofte tvunget til at skjule sin identitet og kønsudtryk til fordel for overlevelse på arbejdsmarkedet, hvis det da kan lade sig gøre.
 På baggrund af LGBT+-personers prekære forhold på arbejdsmarkedet må fagforeningen være en central kampplads ved vores LGBT+-politik, hvor vi organiserer os for at stille krav, der sikrer LGBT+-personer ordentlige arbejdsforhold, indkomst, livsvilkår, tryghed og et brud med den kønnede og kønnende kapitalisme.
I SUF kæmper vi derfor for en ligestillet og normkritisk fagbevægelse, selvorganiserede trygge pladser på arbejdsmarkedet, hvor LGBT+-personer kan diskutere undertrykkelse, diskrimination og ubehagelige oplevelser/overgreb i fortrolighed og organisere sig mod dette, tilbud om normkritiske efteruddannelser til alle arbejdere for at skabe trygge arbejdspladser og et brud med det cisheteronormative hierarki i den kønnede kapitalisme gennem demokratisering af produktionsmidlerne og ligestilling mellem produktion og reproduktion
Kernefamilie, homonormativitet og romantisk kærlighed
Kapitalismen undertrykker os i alle aspekter af vores liv- også vores personlige relationer. For at opretholde det kapitalistiske system er der brug for små reproduktionsenheder - “kernefamilier - der kan reproducere arbejdskraft, autoritetstro og øge forbruget. Når vi vælger at bo ti kærester i samme lejlighed,vælger en partner , eller have en partner vi ikke kan eller vil reproducere med, er vi en trussel imod kernefamilien, som er en essentiel institution for reproduktion af kapitalismen og dens mulighed for profit. Størstedelen af det reproduktive arbejde lægges i disse kernefamilieenheder på kvinden, og familier der lever op til idealet, vinder juridiske og sociale fordele. I dele af verden er det blevet muligt for folk der ikke er i heteroforhold at gifte sig. Men vi vil ikke presses ind i en rådden og patriarkalsk institution. Det er stortset kun hvide og på andre måder velstillede LGBT+- personer der kan assimilerere, vi andre må finde en anden vej: et totalt opgør med det eksisterende.
Under bevægelserne for homoægteskaber er kærlighedsretorikken dominerende. Men vi vil ikke nådigt skænkes rettigheder fordi nogle af os oplever forelskelse og romantisk tiltrækning, vi vil have det, fordi det er en menneskeret.
Romantisk kærlighed er et gennemgående ideal i vores samfund, og særligt for kvinder og andre kønsbaseret undertrykte bliver konventionel romantisk kærlighed giftigt. En kvindes værd defineres af evnen til at finde og fastholde en god partner og kvinder mister deres egen identitet, når kønsrollerne er mejslet i sten.
Vi lever i en verden af ensomhed og som forsøg på flugt fra denne ensomhed leder vi efter ’den eneste ene’. En person, der kan lyse vores verden op, skabe varme, glæde og kreativitet. Men idéen om den eneste ene er blot en illusion.
Den eneste ene baserer sig på fysisk og ikke mindst psykologisk ejerskab af hinanden og er grundlag for jalousi, vold og giftige relationer. At én specifik romantisk og seksuel relation skal kunne opfylde alle ens behov, sociale som seksuelle, resten af ens liv er begrænsende for vores måde at elske på.
Når vi deler vores tanker og følelser, griner og krammer med vores søstre, kammerater eller venner skal ikke ses som andenrangs-relationer i forhold til et romantisk forhold. Tværtimod giver kærlighedsrelationer, der er baseret på kammeratskab mulighed for at danne relationer, der er baseret på lighed og reel frihed frem for ejerskab. Vi skal turde, at elske, og fundamentet for vores kærlighed skal være kammeratskabets lighed og respekt frem for borgerlige idealer om tosomhed og familiemoral.
Den heterosexistiske velfærdssektor
Lige fra fødslen bliver mennesket placeret i et binært kønssystem af det heteronormative samfund. Ja, faktisk begynder det allerede før fødslen, når kernefamiliens vordende forældre tager på sygehuset og scanner efter genitalier på det ufødte foster. Så bliver barnet født, og samfundet kalder det “dreng” eller “pige” - komplet med et kønnet CPR-nummer, forudsat at barnet er dansk statsborger. Vuggestuen kønner børn med forventninger, tøj og legetøj. I børnehaven bliver vold fra drenge retfærdiggjort af deres køn og at “de bare godt kan lide” pigen de generer.
I folkeskolen lærer man mange ting, også i skolegården at ord som tøsedreng og bøsse er skældsord. Vi bliver delt op i idrætstimerne og lærer, at det er skamfuldt at være nøgen med folk med andre kønsorganer, da vi bør være seksuelt tiltrukkede af dem, i modsætning til folk med de samme kønsorganer som os selv. Seksualundervisningen kan måske, hvis man er heldig, lære en om penetrativ heterosex. I langt de fleste tilfælde mødes LGBT+-personer i seksualundervisningen af en mur af usynliggørelse, myter og vildledning. Pensum i alle fag afspejler cis-heteroverdensordenen, ikke kun kapitlet om seksualundervisning i biologibogen.
I Danmark er det et problem, at landets tre klinikker som tilbyder kønsbekræftende behandling har en for lille kapacitet, og mange transpersoner ender på ventelister uden for systemet i alt for lang tid - ofte flere år. Det er kritisk, fordi det netop er her, mange oplever at deres mentale helbred er særligt sårbart. Derudover fanges unge transkønnede i et stadie, hvor de står på ventelister forgæves til klinikken for unge som de aldrig får adgang til, inden de overgår til en ny venteliste til klinikken for voksne. Vi vil ikke lade transpersoner stå i håbløse ventepositioner, men kræver en adgang til behandling som stemmer overens med Queer miljøets behov! Siden 2016 har der været flere reformer, der er blevet oprettet nye klinikker og åbnet for nye behandlingsmuligheder, som har forbedret kvaliteten af kønsbekræftende behandling markant i nogle dele af landet - men det er en forbedring som ikke er lige i alle lansdele og en forbedring, som ikke er kommet de unge til gode. Transkønnede under 18 behandles stadig udelukkende på sexologisk klinik i København, i stedet for de nye centre for kønsidentitet der er åbnet flere steder i landet. Klinikken har en kapacitet, som er komisk lille sammenlignet med det store antal af unge, som står fuldstændig uden for systemet, og de unge som er lukket ind på klinikkens gange oplever en behandling som patologiserende og dehumaniserende - et levn fra nullerne og
tierne. Derfor mener vi at behandlingen af transkønnede unge på sexologisk klinik bør stoppes helt for istedet at flytte den over på centrene for kønsidentitet.
Samtidig er det vigtigt at huske at velfærdsstaten fremhæves som “de svages redning”, selvom velfærdsstaten for det første kun er et hæfteplaster på kapitalismens åbne benbrud , og for det andet er indrettet efter en vestlig heteronorm, og derfor er gennemsyret af racisme og heterosexisme.
Særligt de uoverskuelige ventelister er grund til selvmedicinering, både med hormoner og forskellige måder at modvirke depression, er er især meget udbredt blandt transkønnede. Det er forståeligt, men mere farligt uden det sundhedspersonale, som andre samfundsgrupper har adgang til. Systemet må derfor nødvendigvis omvæltes. Der skal oplyses om, at at den vestlige opfattelse af køn er forskruet. Derudover skal der være et længere forløb på alle uddannelser om normkritik med fokus på emner som køn og seksuel orientering.
Racisme, imperialisme og højrefløjen
Højrefløjen prøver at splitte LGBT+-kampen ved at udstille muslimer og racialiserede som homo- og transfober, som vi skal beskyttes mod gennem dybt racistisk lovgivning og hetz. Samtidig sender højrefløjen forfulgte LGBT+-flygtninge tilbage til lande med tortur og dødsstraf og kæmper desuden imod de fleste rettigheder for LGBT+-personer på trods at, at de til hver pride prøver at male sig selv regnbuefarvede. Alligevel får de lov til at kalde sig selv LGBT+-forkæmpere i medierne, fordi frygten for en fiktiv ydre fjende kan være stærkere end frygten for en virkelig indre fjende. Denne strategi kaldes pinkwashing og er et bluff uden lige - og vi skal afsløre højrefløjens bluff, når vi kan komme til det! Samtidig kræver vi, at alle flygtninge bliver garanteret asyl i Danmark.
LGBT+-personer har alle hudfarver, og når vi kæmper, skal vi kæmpe for vores alle sammens rettigheder. Derfor giver det ikke mening at dele os op i etnicitet, nationalitet, religion eller hudfarve. Vi skal stå sammen mod nationalister, racister og religiøse fanatikere.
Kolonisering og kristen missionering har i den grad været en af de største faktorer i dominerede lande, når det kommer til forfølgelse af LGBT+-personer. Hvor mange kulturer har haft et væld af forskellige køns- og seksualitetsopfattelser, der i mange tilfælde er langt mere inkluderende end den vestlige, har vestlig kolonisering integreret sit had mod såkaldte “sodomitter” og andre syndere. Denne imperialisme er stadig aktuel i bl.a. Uganda, hvor særligt amerikanske evangalister har haft stor magt over de seneste års stærkt homofjendske tiltag.
 Antiracistiske og antiimperalistiske bevægelser er derfor oplagte samarbejdspartnere i vores LGBT+-kamp. Vi kæmper for LGBT+-personer  i alle egne af verden. Vi kæmper i mod assimilation, hvad end det er af racialiserede eller LGBT+-personer.
Vores kamp er derfor ikke identitetspolitisk, men perspektivpolitisk. Vi skal ikke spilde vores tid på at prøve at alliere os med højrefløjens reaktionære LGBT+-personer. I stedet skal vi slå os sammen med andre, som ønsker at skabe en ny verden uden diskrimination, forfølgelser, forskelsbehandling og undertrykkelse.
Lad kapitalismen skælve for en queersocialistisk revolution. Vi har en verden at queere!
Vedtaget på SUF's Landsmøde 2018 (Sidst revideret på Stormødet 2022)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/lokalgruppestrategi

Lokalgrupper – en slagkraftig strategi
Lokalgrupper – en slagkraftig strategi
I Socialistisk Ungdomsfront (SUF) er vi organiseret i lokalgrupper fordelt ud over hele landet. Det er ikke kun fordi turen til at møde andre socialister, er kortere, men fordi dét at organisere sig lokalt er en vigtig del af vores revolutionære strategi. I denne udtalelse vil vi sætte lokalgruppearbejdet i perspektiv: Desto tættere beslutningerne er på os og vores hverdag, desto mere demokratisk indflydelse har vi, vi kan politisere vores medmennesker med udgangspunkt i vores fælles hverdag – om dette så er skolen, vores arbejdsplads, vores boligområde, det lokale kraftværk eller kampen for et brugerstyret kulturhus for unge. Udover at vi gennem lokal organisering sikrer at flere får ejerskab over vores politiske kamp – vores oprør bliver også sværere at standse når de opstår spontant over hele landet. Lokalgrupperne skal klæde os på til at kunne tage disse kampe og er vores frirum hvor vi altid skal arbejde imod den umyndiggørelse samfundet møder os med – om det så drejer sig om køn, religion, etnicitet, alder eller vores økonomiske baggrund.
Der hvor du bor, der hvor du arbejder og der hvor du går i skole
Det er essentielt at være aktiv der hvor man bor, arbejder og går i skole fordi det er her almindelige menneskers frustrationer kommer stærkest til udtryk. I lokale kampe føler folk sig direkte påvirket af ændringer og undertrykkende strukturer. Herudover har man oftest en tydelig modstander man kan rette sit politiske arbejde mod. Uanset om det er udlejeren, arbejdsgiveren eller rektoren der beslutter ting over hovedet på os så er det tydeligt hvor udemokratisk processen er og dette kan vi bruge til at aktivere og radikalisere folk.
Politiske bevægelser skal starte nedefra
Politik skal formuleres af de grupper for hvem det er relevant. De fleste løsninger har lokale perspektiver og det er derfor en naturlighed at folk i hele landet er med til at formulere politikken. En bestyrelse kan ikke alene trække en bevægelse, denne skal skabes nedefra af de folk der er aktive. Dette er også centralt for at besværliggøre kapitalisternes modstand mod vores revolutionære kamp. Når den antikapitalistiske kamp er decentral med høj grad af autonomi kan man ikke bare fjerne centrale personer og så forsvinder kampen, den vil derimod fortsætte stærkere end nogensinde. Derfor forsøger SUF at inkludere så mange som muligt der hvor de bor, arbejder, går i skole m.m. for at høre deres holdninger og perspektiver.
Lokalgruppen er et frirum
I det kapitalistiske system bliver forskellige grupper i samfundet undertrykt på baggrund af deres køn, alder, etnicitet, seksualitet, økonomiske forhold og lignende. Denne undertrykkelse finder sted både i medierne, på arbejdspladserne, i uddannelsessystemet med mere. I SUF arbejder vi på at skabe en platform fri for undertrykkelse. Lokalgrupperne skal i den forbindelse fungere som et frirum fra samfundet og hverdagen hvor undertrykkelsen finder sted. Dette frirum skal skabe mulighed for diskussioner udenfor samfundets normer og værdier, med plads til kreative og revolutionære idéer. Dette skaber grundlaget for at kunne handle revolutionært og underbygge lokale, progressive bevægelser.
Nærdemokrati
Lokalgrupperne er fundamentet for vores politiske arbejde. I et borgerligt centraliseret demokrati tages beslutninger ikke nødvendigvis af de berørte grupper, men hovedsagligt af folk der er uddannet til at lave politik indenfor det kapitalistiske system. Et borgeligt centraliseret demokrati kan umuligt inkludere alle. Politikerne kender derfor kun til de problemer almindelige mennesker oplever i hverdagen gennem korte høringer og statistik hvor holdninger og mennesker forvandles til talværdier – disse aflæses med forudindtagede holdninger og politik føres derfor ikke af folket, men af en lille gruppe parlamentsmedlemmer ud fra deres egen overbevisning. SUF gør modstand mod centralisering af magt i samfundet. I et decentralt demokrati føres politik ikke for folket, men af folket. Dette skaber en inklusion og en forståelse for deltagelse som det borgerlige demokrati aldrig vil kunne udvise. Derfor har vi også i SUF decentralt demokrati, hvor autonome lokalgrupper kan lave det de mener er relevant.
Lokalgruppen er en social platform
I SUF opfordrer vi lokalgruppen til at lave interne sociale aktiviteter. Dette gør vi fordi det er vigtigt at lokalgruppen fungerer som en social platform for aktiviteter, hvor medlemmer kender hinanden og er trygge ved at lave politik og revolutionær kamp sammen. I den lange revolutionære kamp er det vigtigt at have tillid til sine kammerater, vide de har ens ryg og kan aflaste en så man ikke brænder ud før det kapitalistiske samfund er brudt sammen.
Erfaringsudveksling
Et af de vigtigste grundlag for at udvikle politik er at udveksle erfaringer. For at effektivisere den revolutionære kamp deler vi erfaringer fra både dårlige og succesfulde aktioner. Som revolutionære aktivister er vi tvunget til at tænke ud af boksen og turde gå nye veje. For at det kan ske er det nødvendigt at vi hele tiden lærer af de ting der fungerer og de ting der ikke fungerer. Af den grund er det vigtigt i lokalgrupperne at dele erfaringer, heriblandt arrangere politiske oplæg og debatter, samt afprøve forskellige aktionsformer og evaluere herpå. På denne måde er vi i konstant udvikling.
Udenomsparlamentarisk aktion
Når man vil politisere og radikalisere sine kammerater, medstuderende og kollegaer gøres dette bedst og mest inkluderende gennem aktioner. Disse kan overordnet inddeles i tre kategorier, men virker dog mest effektivt i samspil med hinanden.
Symbolsk aktion: Er ofte den aktionsform, som giver gode billeder og hvor man laver noget, der symboliserer ens budskab. Symbolske aktioner bruges når du vil have nogen til at gøre noget. Du vil have politikerne til at bygge flere ungdomsboliger, og sætter derfor telte op foran rådhuset, for at symbolisere at de unge ellers kun har råd til livet på gaden. Du er med til at smide døde svin foran Danish Crown, for at vise at chefen er et svin, når han dikterer lønnedgang for de ansatte på arbejdspladsen. Folketinget kan dog aldrig gennemføre en reel demokratisering af vores samfund, men kun lave lappeløsninger på det kapitalistiske samfund. Til gengæld er folketinget en af de platforme hvor man nemt kan få opmærksomhed på sin politiske sag og derfor kan symbolske aktioner ofte få meget fokus i pressen.
Oplysende aktioner: Det er den perfekte måde at kunne uddybe sit politiske budskab på og komme i direkte tale med folk. Du kan tage forskellige værktøjer i brug, for at sætte tankerne i gang hos de mennesker du møder. Det kan være gennem underskriftindsamlinger mod lukning af folkeskolen, eller at I udklædt som superhelte der deler flyers ud om klimakrisen. Pointen er at komme ud med information den almindelige medborger ikke ellers ville have fået.
Direkte aktion: Er når aktionen opnår ens mål gennem konkret handling. Direkte aktion skal skabe en ændring af virkeligheden. Den skal gennem konkret handling forsøge at gøre op med den herskende logik. Det handler ikke kun om at ytre sig, men at handle på en problemstilling. Direkte aktion er den bedste måde at sætte systemet ud af funktion og vise alternativer til den verden vi lever i.
Vær aktiv i dit lokalområde
Lokalgrupper i SUF er ikke et springbræt til en politisk karriere, men et fundament for at lave revolution og en del af en inkluderende, demokratisk strategi for socialisme. Det er essentielt for kampen mod kapitalismen at den foregår decentralt, inkluderende og uden undertrykkelse. Det er derfor centralt at skabe rum til at diskutere politik, sociale forhold og erfaringer, og ikke mindst til at lave aktioner. Alle revolutionære aktivister bør derfor være engageret i deres lokalområde uanset om det gælder lokalgruppen, elevrådet eller fagforeningen.

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/nej-til-overvgning-og-ansigtskendkendelsesteknologi

Nej til overvågning og ansigtskendkendelsesteknologi
For frihed, lighed og tillid!
I Socialistisk Ungdomsfront er vi dybt bekymrede over den voksende brug af overvågning og især den nuværende implementering af ansigtsgenkendelsesteknologi i andre lande, både i det offentlige og private rum. Disse teknologier repræsenterer ikke blot en krænkelse af privatlivets fred, men også en systemisk trussel mod vores friheder, rettigheder og sociale liv som borgere. Som en bevægelse baseret på den anti-autoritære strømning af socialisme, demokrati og magtkritik, afviser vi enhver form for overvågningssamfund, der marginaliserer de mest udsatte og forstærker de eksisterende magtstrukturer, samt undertrykker holdningsdannelse og tillid mellem borgerne.
Overvågning:
1. En trussel mod frihed og retfærdighed
Overvågning fungerer ikke som et neutralt redskab; det repræsenterer en magtstruktur, hvor hierarkiet prioriterer statens monopol på vold og indgriben frem for individers frihed. I det kapitalistiske system bruges denne stigende overvågning til at kontrollere de samfundselementer, der anses for uønskede. Når stater og virksomheder i stigende grad investerer i overvågningsteknologier, legitimerer de et samfund, hvor borgerne blot bliver betragtet som objekter for overvågning og mistanke. Dette er i direkte modstrid med vores stræben efter frihed og selvbestemmelse. Ligesom staten ikke har ret til at læse borgeres breve, skal staten heller ikke have ret til at læse vores beskeder eller vide hvor vi befinder os.
2. Privatliv som en rettighed, ikke en luksus
I Socialistisk Ungdomsfront er vores opfattelse at alle skal have ret til privatliv, uanset deres sociale eller økonomiske status. Det nuværende overvågningsregime er ofte målrettet mod arbejderklassen, minoriteter og andre marginaliserede grupper, hvilket afspejler den samfundsmæssige ulighed i samfundet. Kapitalismens brug af overvågning af arbejderklassen og politisk aktive er en del af et systemisk forsøg på at beskytte de økonomiske eliter, mens man kriminaliserer oprør mod undertrykkelsen og diskrimination. Når folk frygter at blive overvåget, kan de afstå fra at deltage i protester, fagforeningsaktiviteter eller andre former for aktivisme, hvilket svækker de kollektive bevægelser.
3. Magtmisbrug, generalisering og undertrykkelse
Historien viser, at overvågning ofte bruges til at undertrykke dissidenter og aktivister. Regeringer, der ønsker at bevare magten, kan bruge disse teknologier til at identificere, overvåge og chikanere politiske modstandere. Dette truer fundamentet for demokratisk deltagelse og ytringsfrihed, og det er en direkte trussel mod de sociale bevægelser, vi kæmper for. Når regeringer vil bruge overvågning på denne måde, rammes specifikke grupper eller boligområder hvor uønskede borgere befinder sig, dette ses f.eks. i udsatte boligområder, hvor kameraer dækker hvert et gadehjørne. Dette får en forstærkende effekt, da det kriminaliserer befolkningsgrupper og folkeslag.
4. Myten om kriminalitetsprævention
I argumentet om hvorfor overvågning er vigtigt, menes der at overvågningen ville være med til at mindske kriminaliteten og hjælpe politiet med at opklare sager. Problemet med dette argument er, at det er usandt. Mange års forskning og utallige studier kæder ikke overvågning sammen med et dyk i kriminaliteten. Den danske kriminalitetsrate har været faldende i mange år og hvad man kan påvise er at arbejde og uddannelse virker på at forebygge kriminalitet. Videoovervågningen har ingen præventiv og afskrækkende effekt på den personfarlige kriminalitet, fordi de forbrydelser ofte sker i affekt og uden planlægning. Det har til gengæld en effekt på den demokratiske indflydelse.
5. Overvågningens indflydelse på ytringsfriheden
Når folk konstant overvåges, fører det til selvcensur. Dette er ikke kun en undertrykkelse af individuel frihed, men også et forsøg på undergravning af den kollektive modstand, samt accepten af forskellige holdninger i samfundet. Overvågning skaber frygt og begrænser det offentlige rum som et sted for politisk debat, kritik og kreativ udfoldelse.
6. Eroderingen af tilliden
Vi ønsker et samfund, hvor vi har en grundlæggende tillid til hinanden. Når individer lever i en konstant tilstand af overvågning, skabes der en atmosfære af mistillid og skepsis, hvor alle interaktioner bliver præget af frygt for at blive bedømt, anmeldt eller misforstået. Eroderingen af tillid skader ikke blot den sociale samhørighed, men det svækker også den nødvendige tillid, der er essentiel for at opbygge stærke fællesskaber og samfund. I vores kamp for et mere retfærdigt og solidarisk samfund er tillid en uundgåelig forudsætning; den muliggør samarbejde, solidaritet og politisk mobilisering. For os i Socialistisk Ungdomsfront er det afgørende at genopbygge tillid gennem åbenhed og respekt for privatlivets fred, så vi kan skabe et samfund, der bygger på samarbejde og gensidig støtte frem for sindelagskontrol og mistænksomhed.
7. Overvågning forstærker ulighed
Teknologierne, der bruges til overvågning, er dyre og kontrolleres af store virksomheder, despoter og statslige institutioner. Det skaber en magtkoncentration, der forstærker de eksisterende økonomiske uligheder. Teknologigiganter tjener enorme beløb på at udvikle og sælge overvågningsteknologi, som bruges til at beskytte kapitalistiske interesser. Samtidig er det arbejderklassen og de mest marginaliserede grupper, der står forrest i køen for at blive overvåget, kontrolleret og kriminaliseret.
Ansigtsgenkendelsesteknologi:
8. Diskrimination og overvågning uden grænser
Som intersektionelle feminister mener vi at magtstrukturer som racisme, sexisme og kapitalistisk undertrykkelse overlapper, forstærker og konstituerer hinanden. Ansigtsgenkendelsesteknologi repræsenterer en særlig farlig form for overvågning, da det ikke blot er en teknologisk metode, men også en trussel mod de fundamentale rettigheder til anonymitet og ligebehandling. Ansigtsgenkendelsesteknologi fungerer som et redskab til at uddybe disse undertrykkelsestrukturer, da man ikke alene ville blive kategoriseret som kriminel, men også i forskellige kasser som teknologien vil gemme og vurdere individet på.
9. Diskrimination mod marginaliserede grupper
Teknologierne bag ansigtsgenkendelse er ofte trænet på datasæt. Biaserne i datasættene betyder, at teknologien har en større risiko for bias når det gælder kvinder, racialiserede personer og andre minoriteter. Dette skaber en situation, hvor disse grupper er særligt sårbare over for fejlagtige identifikationer og diskriminerende praksisser. Racismen i vores systemiske strukturer bliver yderligere forstærket af teknologien, hvilket øger den uretfærdige behandling af allerede marginaliserede befolkningsgrupper. Datasættene, disse baserer sig på, er også problematiske. Datasættene har ikke bagvedliggende tanker eller kan vurdere. Derfor vil disse ofte kæde marginaliserede grupper sammen med kriminalitet. Denne effekt ville også få en forstærket effekt, da man pga. af denne data ville arrestere flere racialiserede personer og andre minoriteter.
10. Kriminalisering af aktivisme og protest
Ansigtsgenkendelsesteknologi vil blive benyttet af politi og voldsapparatet til at identificere og overvåge politiske aktivister. Når vores ansigter kan spores i enhver offentlig protest, bliver muligheden for at udfordre magten, deltage i civil ulydighed og gøre oprør mod samfundets strukturer, truet. Det skaber som nævnt en selvcensur. Især i et land som Danmark hvor man har maskeringsforbud, dette betyder at politiet har retten til at vide hvordan du ser ud og hvem du er.
11. Uretfærdig magtkoncentration og datasikkerhed
Ansigtsgenkendelsesteknologi koncentrerer magten i hænderne på teknologigiganter, despoter og stater, der kontrollerer de data, der opsamles. Disse aktører har en økonomisk og politisk interesse i at udnytte disse data. Når vi som borgere ikke har kontrol over, hvordan vores ansigter bliver brugt, og hvordan vores bevægelser spores, er vi reduceret til brikker i et kapitalistisk system, som disse forhen nævnte eliter tjener penge på. Denne data bliver allerede lagret til fremtidig brug. Samtidig er biometriske data, som ansigtsscanninger, særligt sårbare over for hacking og misbrug, hvilket udgør en stor risiko for individers sikkerhed.
12. Manglende samtykke og transparens
Ansigtsgenkendelsesteknologi indsamler ofte data uden individers samtykke, hvilket underminerer den enkeltes ret til selvbestemmelse. Mange ved ikke, hvornår deres ansigter bliver scannet, eller hvordan disse data bliver brugt. Der eksisterer allerede en uigennemsigtig struktur, hvor vores privatliv og identitet er en handelsvare for store virksomheder og stater, mens vi mister kontrollen over vores egne liv. De “sociale kontrakter”, der giver autoritære stater lov til at udnytte individer, er hverken direkte indgået eller underskrevet af os, og derfor bør de ikke anerkendes eller respekteres.
Socialistisk Ungdomsfronts vision: Et samfund uden overvågning
I SUF afviser vi ideen om et overvågningssamfund. Vi kæmper for et samfund, hvor frihed, solidaritet, tillid og lighed står i centrum – hvor arbejderklassen og marginaliserede grupper har magten til selv at bestemme deres liv uden frygt for overvågning eller sindelagskontrol. Vi ønsker et samfund, hvor teknologien tjener folket og ikke kapitalen. Ansigtsgenkendelsesteknologi og overvågning har ingen plads i vores vision om et frit, anti-kapitalistisk, demokratisk og lige samfund.
Bekæmp overvågningen – for frihed, for retfærdighed, for tillid!
(Vedtaget på Stormødet 2024)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/new-additions-to-the-farm-tpksj

Vi er feminister!
Vores samfund er stadig i dag gennemsyret af konservative kønsroller, som fastholdes og reproduceres i familier, institutioner og i samfundet generelt, hvor kvinder, mænd og queers presses til at leve op til firkantede idealer. Undertrykkelse på baggrund af køn og seksualitet er ikke skabt af kapitalismen, men den herskende klasse i det kapitalistiske system udnytter og drager fordel af denne undertrykkelse til skade for hele arbejderklassen. I SUF er vi feminister og kæmper for lighed mellem kønnene både som en del af kampen imod kapitalismen og fordi det socialistiske samfund vi kæmper for skal være fri for al undertrykkelse.
For ligeløn og nedsat arbejdstid
I Danmark tjener kvinder gennemsnitligt 18% mindre end mænd og der eksisterer markante lønforskelle mellem kønnene både indefor samme fag og mellem forskellige såkaldte “kvinde- og mandefag” med samme uddannelseslængde. Når kvinder får mindre i løn end mænd er det ikke kun uretfærdigt for kvinderne, men fungerer også som løntrykkeri og skader dermed klassekampen. Vi kæmper for ligeløn og vi kræver samtidig en nedsættelse af arbejdstiden for alle, for at fordele arbejdet og give den enkelte mere tid til hjem, børn, sex, politik, afslapning og alt muligt andet.
Kollektiviser og fordel arbejdet
Det reproduktive arbejde i hjemmet; madlavning, rengøring, børnepasning og så videre er stadig ulige fordelt. Gennemsnitligt påtager kvinder sig langt størstedelen af dette arbejde. Husarbejde bør ikke som i dag være privatiseret til at være den enkeltes ansvar i sit eget hjem, men skal i stedet udføres i fællesskab som en del af arbejdsmarkedet og velfærden i form af lokale lønnede job. Det er kapitalisterne der drager fordel af at vi hver især lægger mange timers ubetalt arbejde i eget hjem. At kollektivisere arbejdet i hjemmet vil være med til at afskaffe arbejdsløshed, sænke den samlede arbejdstid og sikre mad til alle. Etableringen af daginstitutioner, sygehuse og plejehjem som en del af velfærdsstaten, har løftet nogle opgaver ud af hjemmet. Det er dog stadig primært kvinder der udfører dette arbejde selvom det nu er i form af “omsorgsjob”, som desuden er systematisk lavere lønnet end sammenlignelige produktionsjobs. I en tid hvor udviklingen går i retning af nedskæringer, privatiseringer og brugerbetaling flyttes det reproduktive arbejde i højere grad tilbage til hjemmene og i praksis over på kvindernes skuldre, hvor det genoptages som ulønnet arbejde. Derfor kræver vi både at arbejdet i hjemmene fordeles lige mellem kønnene og at samfundets velfærdsinstitutioner bliver fuldstændig gratis og tilføres flere ressourcer, samtidig med at lønnen indenfor disse fag hæves. Endvidere kræver vi at at der indføres gratis kollektive madordninger på arbejdspladser, i skoler, daginstitutioner og lokalområder, samt at andre reproduktive opgaver i hjemmet som f.eks. tøjvask ligeledes kollektiviseres og gøres gratis til gavn for både kvinder, den samlede arbejderklasse og klimaet.
Nedbryd kønsrollerne
Når kvinder finder sig i at de tjener mindre i løn, arbejder mere i hjemmet og kun i ringe grad får adgang til indflydelsesrige positioner i samfundet, både i det politiske liv, i uddannelses- og forskningsinstitutionerne, i medierne og i erhvervslivet, skyldes det at vores samfund stadig fastholder nogle meget snævre kønsroller. Helt fra den tidligste barndom lærer piger ved at færdes i familier, institutioner og samfund, der er præget af kønsmønstre, at en rigtig kvinde skal være omsorgsfuld og tilbageholdende samt leve op til snævre kropslige idealer, ligesom drenge i højere grad lærer at konkurrere og være højtråbende, og det forventes at de er stærke – både fysisk og psykisk. Endvidere profiterer mange store virksomheder på de snævre kønsidealer ved at markedsføre deres produkter efter kønsrollerne og presse mennesker til at øge deres forbrug for at leve op til disse idealer. Som feminister arbejder vi på at nedbryde disse kønsroller. Derfor kræver vi et totalt reklamestop, samt at der forskes i kønsroller indenfor pædagogik, psykologi, samfundsvidenskab og alle andre relevante områder. Vi kræver at der i daginstitutioner, skoler, på arbejdspladser og i alle andre dele af samfundet målrettet arbejdes på at konfrontere og nedbryde de snævre kønsroller. Ligeledes arbejder vi som socialister selv på at ændre de mønstre i vores adfærd og sprog der er med til at fastholde undertrykkelse på baggrund af køn og seksualitet.
Selvorganisering af kvinder
For at nedbryde kønsrollerne og opbygge kvinders selvtillid til at kræve lige ret, lige løn, lige fordeling af arbejde og lige indflydelse i samfundet, er det vigtigt at anerkende kvinders selvorganisering som redskab. Igennem selvorganisering kan kvinder udveksle erfaringer og identificere specifikke problematikker i forhold til kønsroller og magtstrukturer som umiddelbart virker usynlige fordi både mænd og kvinder opdrages til at opfatte forskelene som “naturlige”. Når disse magtstrukturer identificeres skabes grobunden for at de kan udfordres og nedbrydes til gavn for både kvinder og mænd. Endvidere kan kvinder igennem selvorganisering finde styrke til individuelt eller kollektivt at få indflydelse på områder, der af samfundet opfattes som “mandedomæner” – herunder målrettethed ved f.eks. forhandlinger, selvtillid ved egen kropslig styrke, at tale i forsamlinger, at udføre praktisk arbejde eller nørde ”tekniske fag”. I SUF arbejder vi for at selvorganisering bliver brugt som redskab i alle relevante sammenhænge, som f.eks. elevråd og fagforeninger. I SUF bruger vi selvorganisering som et redskab i form af vores kvindegruppe, men også i lokalgrupper og til nationale arrangementer. Selvorganisering bruges som redskab med det formål at opløse de samfundsmæssige strukturer således at kønsbaseret selvorganisering på sigt bliver overflødiggjort. Selvorganiseringen og styrkelsen af kvinderne er til gavn for den samlede arbejderklasse fordi den betyder at kvindernes holdninger, erfaringer og kompetencer i højere grad kan komme på banen og biddrage til både SUF’s, bevægelsernes og samfundets udvikling. Samtidig er styrkelsen af kvinderne med til at nedbryde forestillingerne om mænds særlige kompetencer indenfor visse områder, hvilket fritager mændene fra det sociale pres der tvinger dem til bestræbe sig på at leve op til disse kompetencer og at udvise en dominerende adfærd for at blive socialt anerkendt.
Kvoter og andre redskaber
Udover at selvorganisering er et vigtigt i redskab i kampen mod kvindeundertrykkelse, kæmper vi også i nogle sammenhænge for brugen af forskellige strukturelle tiltag, der kan være med til styrke kvinders adgang til privilegier og positioner, som i dag primært tildeles mænd. Det betyder at vi går ind for kvoter i forhold til magtfulde poster indenfor forskellige magt- og vidensinstitutioner i samfundet som f.eks. universitetsverdenen, retsvæsenet og militæret. Desuden bruger vi redskaber som øget adgang til talerstol, kvotering eller lignende i vores egen organisation indenfor de områder hvor vi kan se en systematisk skævvridning og hvor vi finder redskaberne relevante til at ændre på dette.
Heteronormen
Når vi i SUF siger vi er feminister er det fordi vi ikke mener man bør undertrykkes på baggrund af hverken sit køn eller sin seksualitet. Undertrykkelse på baggrund af seksualitet sker på grund af en række samfundsmæssige strukturer. Det er i kapitalismens interesse at kernefamilien opdrager børn til at være lydig arbejdskraft og til at acceptere heteroseksualitet og kernefamilien som det rigtige og som det normale. Børn bliver igennem hele deres opvækst påduttet heteronormaliteten af de offentlige instanser. Fastholdelsen af idealet om heteroseksualitet og kernefamiliemønstret bevirker både ulighed og undertrykkelse for kvinden, samtidig med at det stigmatiserer og undertrykker lgbtq+ personer, samt personer der ikke ønsker at leve i et monogamt forhold. Denne undertrykkelse ses tydeligt gennem vores sprog, hvor størstedelen af vores skældsord beror sig på negative udtryk om kvinder eller homoseksuelle. Dette ubevidste brug af sproget er med til at opretholde stereotyperne om kvinder og alternative seksualiteter, som noget negativt. Løsningen er et opgør med kernefamilien, strukturerne og stereotyperne. Blandt andet gennem et øget fokus på kollektivisme og fundamentale ændringer i grundholdningerne om køn og seksualiteter.
Feminisme er klassekamp
I SUF kæmper vi for et samfund hvor de reproduktive opgaver varetages kollektivt i samfundet og hvor det enkelte menneske har frihed til at udfolde kompetencer, interesser, seksualitet og intimitets- og omsorgsbehov som de ønsker det. Et samfund hvor arbejdsliv, boligforhold, juridiske regler og sociale normer ikke påtvinger mennesker en bestemt seksualitet og familiestruktur. Et samfund hvor interesser og kompetencer kan udvikles frit i stedet for at blive dikteret af vores køn. Disse kampe er tæt forbundet med kampen imod kapitalisme og for socialisme, fordi kapitalismen profiterer på uligheden mellem kønnene, de snævre kønsroller og kernefamilien som privligeret familiemønster. Et opgør med disse strukturer vil betyde grundlæggende ændringer i organiseringen af såvel det produktive som det reproduktive arbejde, samt de juridiske, boligmæssige, sociale og uddannelsesmæssige forhold i samfundet. Selvom kampene er forbundet betyder et opgør med kapitalismen ikke nødvendigvis at al kvindeundertrykkelse forsvinder. Det er derfor vigtigt at arbejde bevidst og målrettet med at indarbejde et feministisk perspektiv i alle vores politiske aktiviteter.
VEDTAGET PÅ SUF'S LANDSMØDE 2012

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/retten-til-modstand

Retten til modstand
I SUF kæmper vi for et samfund uden undertrykkelse, og hvor alle folk lever frit.
Men i det samfund vi lever i i dag, er der mange folk, der lever under massiv undertrykkelse. Palæstinenserne, kurderne, iranerne, kalaallit, samerne er blot en brøkdel af alle de folkefærd og kulturer, som lever under undertrykkelse fra et korrupt styre, en kolonimagt, neo-imperalisme eller andre undertrykkende magter. En vigtig rolle i den socialistiske revolution er befrielsen af disse folkefærd. For ingen er frie, før alle er frie.
Modstandskraft er en menneskerettighed
Retten til at modsætte sig undertrykkende systemer, regimer eller politik er rygraden af, hvad SUF er og det arbejde, vi laver. Retten til modstand skal forstås i en international og en intersektionel kontekst, men det er vigtigt at forstå at retten til modstand også forstås i en national og aktivistisk kontekst, hvor vores egen ret til at modsætte os systemet står på spil.
Modstand som begreb er mangesidet og kan forstås og findes i mange forskellige kontekster. Boykot, organisering, modstandsgrupper og civil ulydighed er alle synonymer for modstand - og det har undertrykte befolkningsgrupper retten til.
At leve under undertrykkelse
Man må forstå at disse folkefærd hele livet lever under undertrykkende love i deres eget land, eller at de er blevet fordrevet fra deres fødested. Mange lever hele sit liv i en nødtilstand med overvågning, bombardementer, mangel eller ulovliggørelse af deres kultur, samt et brud på basale menneskerettigheder. I SUF er vi antiracister og anti-imperialister. Derfor er det uhyre vigtigt at give sin støtte til undertrykte folk, der gør modstand mod disse undertrykkende strukturer som kapitalismen, patriarkatet og imperialismen.
I retrospekt kan store dele af det internationale samfund anerkende, at der har været epokegørende begivenheder, der har skabt grundstenene for det samfund, vi lever i i dag. Disse begivenheder er skabt af modstandsgrupper, hvilket dog oftest ikke analyseres på samme vis. Listen er lang, men her kan den amerikanske og den franske revolution nævnes som store begivenheder med enorme mængder vold og modstand i kampen mod andre stormagter eller undertrykkende regimer og samfundsformer.
Den amerikanske revolution, hvor de hvide tilflyttere gik i væbnet kamp mod det britiske styre for at opnå selvstændighed, er et godt eksempel. Den amerikanske revolution kan man sætte under al kritik og bør på ingen måde sættes op på en piedestal, som den ellers så ofte bliver. For her blev de indfødte amerikanske folkefærd dræbt og fordrevet, for at de hvide bosættere kunne opnå selvbestemmelse fra en anden kolonialistisk magt.
En anden ekstremt voldelig, men internationalt anerkendt modstandskamp, er den franske revolution. De franske arbejdere, bønder og andre undertrykte hvide mennesker, skar i bogstaveligste forstand hovedet af deres undertrykkere. En væbnet modstandskamp, som den internationale verdensorden klapper af - hvilket vi selvfølgelig også gør.
Men hvor er forskellen egentligt på disse modstandskampe, som vi i dag ser som vigtige og rigtige, kontra de mange befolkningsgrupper der gør modstand mod deres overherredømme og bliver kritiseret, sanktioneret og fordømt for det?
Ingen er frie, før alle er frie
Udtrykket “ingen er frie, før alle er frie”, er ikke blot en floskel, men en parole som SUFs identitet er bygget op omkring. Selvom vi i Danmark lever i et relativt frit og privilegeret samfund, er vores internationale solidaritet og kamp langt fra slut, før alle kammerater er frie og før det socialistiske samfund er opnået. Dette kommer eksempelvis til udtryk i kampen for kvinderettigheder i Iran, retten til at leve og organisere sig Palæstina, og retten til at modsætte sig internationale sanktioner og stå ved sin nations politik i Cuba.
Vi kigger indad og anerkender Grønlands og Kalaalits ret til selvbestemmelse, og deres kamp mod Danmark som værende det undertrykkende regime.
Også i Kurdistan er retten til modstand grundfæstet i befolkningens historie af undertrykkelse. Det er stadig ulovligt i store dele af Tyrkiet at tale kurdisk og kurdiske kulturbegivenheder kan møde voldelig repression fra højreekstreme grupper. Men kurderne slår igen. At forlange at kurderne eller nogen andre skal gemme sin kultur, sprog og identitet, er umenneskeligt.
Folkegrupper, der på papiret lever i selvstændighed og er frie fra regimers undertrykkelse, lider stadig kvaler. Belgiens årtier lange kolonisering af Den Demokratiske Republik Congo er ovre, men derfor lever DRC stadig i undertrykkelse. Den tidligere kolonimagts egenrådighed over DRC’s naturressourcer sætter sine præg i nutiden, og vi ser hvordan neo-imperialistiske investeringer og indblanding stadig tynger landet. Det er derfor at forstå, at retten til modstand ikke har en udløbsdato, og ikke nødvendigvis slutter når en stat opnår selvstændighed.
Listen er lang over folk og folkefærd, der lever under undertrykkelse i dag. Men mange af disse befolkningsgrupper har en ting til fælles. Deres kamp mod undertrykkere. Disse få eksempler er vigtige for at forstå at modstandskamp, og kampen mod undertrykkelse kan se ud på mange måder i deres egen kontekst. Det er dog vigtigt samtidig at forstå imperialisme, kolonialisme og kapitalisme som grundstenene for disse kontekster.
“Hvem øver vold mod hvem? For hvem er vold bekvem?”
Ovenstående er et spørgsmål, vi ofte stiller os selv. Ifølge den vestlige imperialistiske verden er der nemlig en stor forskel på, hvem der udfører modstandskampen og hvordan den udføres.
Ordet modstandskamp bliver pludselig forstået i en kapitalistisk kontekst, hvor det er undertrykkeren, der yderlige går i modstand mod den undertrykte. Et godt eksempel på dette er, hvordan USA støttede den cubanske præsident Batista, der undertrykte det cubanske folk, men som øgede de økonomiske interesser for USA. USA kæmpede direkte imod den kommunistiske bevægelse i Cuba, og derved blev det til en slags “kapitalistisk modstandskamp”. Vi ser ofte billigelsen af denne “modstandskamp” i en kontekst, hvor kapitalismen vinder profit eller forøger dens magt.
Foruden denne fuldkommen forkerte analyse af modstandskamp, ser vi ofte at den vestlige verden opsætter modstandskamp på en vægtskål, hvor der på den ene side eksisterer den “rigtige undertrykte”. Et begreb som bruges for at verificere den ene kamp imod den anden. Det er en uretfærdighed og underkuelse, at den vestlige verden skal blåstemple, hvilke kampe der er valide og hvilke der beskrives som terror. Desuden er de foranliggende forudsætninger for denne modstand, noget Vesten selv er skyld i.
Den undertrykte eksisterer som undertrykt af kapitalismen og imperialismen. Når man ser på Palæstinas frihedskamp imod den zionistiske besættelsesmagt, støttet af den kapitalistiske verdensorden, må vi forstå at denne modstandskamp ikke kan sidestilles med terror. Denne modstandskamp kæmper imod den herskende verdensorden, der gang på gang forsøger at fratage palæstinenserne deres rettigheder, deres land og deres eksistensgrundlag. Derfor er palæstinensernes kamp legitim, og vi skal som ungdomsorganisation i Danmark, der ovenikøbet økonomisk støtter besættelsesmagten, mere end bare anerkende Palæstina. Voldelig modstand har været en nødvendighed for at kunne modsætte sig den anden voldelige undertrykkelse - alligevel er der altid en, der råber højt om denne “vold”, og mon ikke det er undertrykkeren?
SUFs solidaritet
I SUF står vi i solidaritet med alle undertrykte befolkningsgrupper verden over og vi anerkender vigtigheden af deres modstandskamp.
Vi kigger imod en verden, der oftere og oftere bliver ramt af kriser, og en kommende klimakrise, der går ud over alle proportioner. Kapitalismen og imperialismen trives stadig på sit højeste, og det er på baggrund af den stadige udnyttelse af de allermest undertrykte befolkningsgrupper. I SUF kæmper vi imod denne verdensorden, og vi står i solidaritet med kammerater verden over, som kæmper for deres befrielse og imod kapitalismen, imperialismen og patriarkatet. De undertryktes kamp er langt fra ovre.
I SUF kæmper vi for et socialistisk samfund, hvor vi i fællesskab arbejder imod disse kapitalistiske kriser og hvor modstandskamp ikke længere er nødvendigt. Den modstandskamp, der bliver kæmpet, er ikke vores, men en vi står i allerhøjeste solidaritet med. Ingen er frie, før alle er frie.
(Vedtaget på Stormødet 2024)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/sexarbejderesrettigheder

Sexarbejders rettigheder
Sexarbejders rettigheder
Det er ulovligt at tjene penge på andres sexarbejde i Danmark, men dette er ikke udelukkende positivt. Det tvinger mange sexarbejdere til at arbejde på gaden, hvor sandsynligheden for at opleve vold er over ti gange større end for dem, der arbejder på en klinik. “Ikke nok med det, så skaber Danmark sig også flere hjemløse uden overhovedet at have en interesse i at hjælpe dem. Det er såmænd naivt at tro på, at sexarbejdere har det bedre af ikke at kunne udføre deres job i ordnede forhold.
I Danmark er de ideelle arbejdsforhold for sexarbejde langt fra nået. På grund af rufferiloven, §233, tvinges sexarbejdere til at arbejde under ringere forhold end de burde. Den gør det ulovligt for en tredjepart, at tjene på en andens sexarbejde. Tredjepart kan forstås som alt fra leje af lokaler og bodyguard, der kan skabe et trygt arbejdsmiljø. Sexarbejde bliver altså ikke anset som et arbejde på lige fod med andre jobs. F.eks må to sexarbejdere ikke engang arbejde sammen. Ifølge dansk lovgivning er sexarbejde heller ikke et anerkendt erhverv, hvilket betyder de ikke kan danne fagforeninger eller a-kasser. Grunden til at være tredjepart er ulovligt, er for at undgå alfonser, dog lykkedes dette ikke. Lovgivning burde være i stand til at beskytte sexarbejdere uden at forringe deres arbejdsvilkår og sætte dem i fare. Udover de lovgivningsmæssige problematikker, er sexarbejde stadig et tabubelagt emne. Dette kan for eksempel ses i vores sprogbrug, da forskellige nedsættende ord for sexarbjedere bliver brugt som skældsord. Vi ser også at der er en generel uvidenhed om emnet og lovgivningen omkring det, hvilket forårsager at ingen protesterer mod vilkårene. Denne uvidenhed forstærkes af politikeres og uddannelse mangel på omtale af emnet.
Afkriminalisering og anerkendelse
Afkriminalisering vil sige at fjerne alt lovgivning på området om samarbejde.
Afkriminalisering af sexarbejde vil betyde; at sexarbejde vil blive anerkendt som et arbejde på lige fod med alle andre jobs, at de vil kunne danne fagforeninger og a-kasser, en afstigmatisering af sexarbejde som helhed, et tryggere liv for sexarbejdere, at sexarbejdere vil kunne samarbejde, at der ikke er tvang i sexarbejde, et skridt mod en verden, hvor kvinder, racialiserede og maginaliserede personer har ret til at bestemme over egen krop. Ønsker vi ikke alle dette? Et land som Danmark skal se op til er New Zealand. New Zealands regering og NZPC (New Zealands sexarbejderesinteresseorganisation) samarbejdede, og fik i 2003 afkriminaliseret sexarbejde. Her findes der ingen lovgivning på området om sexarbejdere, der findes kun tryghedsskabende initiativer. I New Zealand blev der udført en undersøgelse af NZPC hvor 96% af sexarbejderene der deltog, sagde at de føler sig trygge og beskyttet af regeringen. NZPC spillede en stor rolle i New Zealands afkriminalisering. Det lykkedes på grund af deres stærke samarbejde på tværs af organisationer og deres solidaritet og styrke. Belgien er det første land i Europa der har afkriminaliseret sexarbejde. Det skete i juni 2022. Der er desværre kun to lande der har afkriminaliseret sexarbejde. Vi mener at Danmark burde følge i New Zealand og Belgiens fodspor.
Transrettigheder og arbejdsvilkår
LGBT+-personer - og især trans-personer - deltager oftere i sexarbejde end andre grupper. Mange gør det som et frivilligt arbejde - men for mange er det er også på grund af en begrænset adgang til forsørgelse gennem det etablerede arbejdsmarked og offentlig forsørgelse. Som socialister kæmper vi for, at ingen skal tvinges ud i farligt arbejde under dårlige - for ikke at sige livsfarlige - vilkår. Faglig organisering er essentielt for arbejderkampen, og ingen patriarkalsk eller religiøst baseret seksualmoral må stoppe os fra at kræve det.
Vi skal gøre en forskel
Vi ønsker et samfund hvor alles arbejdskraft bliver anerkendt og respekteret ligeligt. Det er desværre ikke sådan det ser ud i dag. Vi må derfor som aktivister kæmpe kampen for forskel. Det er nemlig vores ansvar at alle får lige arbejdsforhold. Vi ønsker i SUF at arbejde sammen med de organisationer der fører kampen for afkriminalisering, og de organisationer der er eksperter indenfor området. Vi skal hjælpe sexarbejdersnes stemmer med at blive hørt, ikke tale for dem. Sexarbejde og sexarbejdere bliver ofte talt om, men ikke med. Vi skal lade deres stemmer blive hørt. Det er et af de første skridt til at lave betydningsfulde ændringer af lovgivningsmæssig, social og kulturel karakter. De organisationer vi stræber efter at hjælpe er f.eks The Red Van, Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) og Amnesty International. Desværre ligger meget aktivisme på enkle individers skuldre, og aktivismen handler mere om at bryde tabuet og ændre retorikken omkring emnet. Vi vil også ændre lovgivningen! Det er derfor vi gerne vil starte en debat om hvad vi kan gøre som organisation og aktivister, og hvordan vi kan få de her problematikker på den politiske dagsorden. Vi vil gerne række ud til disse organisationer og hjælpe hvor vi kan. Blandt andet ønsker vi at opstarte en informationskampagne, da vores opfattelse er at få danskere kender til vores lovgivning på dette område. Vi vil videre, altid stræbe efter at opnå mere viden indenfor emnet. De initiativer vi fremstiller i dette afsnit, tror vi på vil skabe en bedre verden. Sexarbejde i sig selv skal ikke betragtes som et socialt problem, men som et symptom på et forfejlet økonomisk system. Halvdelen af adspurgte sexarbejdere svarer at de blot vil “skjule det bedre” hvis erhvervet blev gjort ulovligt. Derfor bekæmper vi fattigdom og ikke enkeltpersoner, der sælger seksuelle ydelser. Vi kræver beskyttelse af sexarbejdere, fri ret til sexarbejde, hjælpetilbud og muligheden for at sexarbejdere kan leje værelser ved sexklinikker lovligt uden at blive udnyttet

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/spring-favorites-kale-dmm7p

International Strategi
Kapitalismen fungerer internationalt
Vi lever i dag i en verden hvor stort set alle beboede områder på jorden indgår i verdensmarkedet og den kapitalistisk organiserede produktion. Både varer, penge og arbejdspladser flyttes rundt på kloden efter de riges forgodtbefindende. På grund af den konkurrence kapitalismen fordrer skal markedet hele tiden udvides, og på den måde underlægges alle områder af kloden, og alle dele af livet, den kapitalistiske økonomi. Det fører til rovdrift på jordens ressourcer, klimaforandringer, krige, racisme og et konstant pres på arbejderklassens rettigheder.
Konsekvenser for den danske arbejderklasse
I Danmark mærker vi konsekvenserne når virksomheder flytter deres produktion ud af landet, som f.eks. når Danish Crown lukker deres slagterier og når Vestas flytter deres vindmølleproduktion. Vi mærker det når polske håndværkere og fillipinsk rengøringspersonale udnyttes som billig arbejdskraft og presser lønningerne i Danmark. Vi mærker det når den danske stat deltager i krige i mellemøsten, hvor Mærsk tjener kassen på at transportere våben, mens flygtninge strømmer til Europa, hvor de, gennem racistisk propaganda, misbruges som undskyldning for at indføre øget overvågning og kontrol, samt indsnævre friheds- og demokratiske rettigheder. Vi mærker det også når politikerne taler om Danmarks ”konkurrencedygtighed” og bruger dette som undskyldning for at sænke firmaskat, udsætte pensionsalderen, skære i velfærdsydelser, privatisere dele af det offentlig og presse uddannelsesinstitutionerne til at fungere som virksomheder.
Kampen for socialisme er international
Det socialistiske samfund vi kæmper for, kan ikke skabes i et land alene, fordi den kapitalistiske verdensøkonomi allerede er så sammenvævet at intet land ville kunne trække sig ud af denne. Kapitalismens logik vil fortsat presse på med alle midler for at knuse ethvert isoleret socialistisk eksperiment. De eksisterende stater er fortsat en kampplads hvor vi kan vinde delsejre, men vores endelige mål kan kun opnås internatonalt.
Derfor har vi i SUF et internationalt perspektiv på vores aktiviteter og vores politik, når det er relevant
Internationalt perspektiv for bevægelsens kampe
Når vi slås for rettigheder i arbejdeslivet, velfærd, demokrati, forsvarlig forvaltning af klimaet og jordens ressourcer og imod undertrykkelse på baggrund af køn eller etnicitet, kan vi ikke ignorere at disse kampe foregår i en international kontekst, hvor det er begrænset hvad vi kan opnåi Danmark alene.
Derfor arbejder SUF i alle de bevægelser hvor vi er aktive; særligt. fagbevægelse, elev- og studenterbevægelse, klimabevægelse osv. for at udvide bevægelsernes internationale perspektiv og udvikle samarbejdet med tilsvarende bevægelser i andre lande.
Nødvendigheden af venstrefløjens internationale politiske organisering
I Danmark er vi organiseret i SUF for at udvikle socialistisk politik, så vi kan komme med alternative forslag til samfundsorganisering som er til arbejderklassens fordel og bryder med kapitalismen.
Vi bruger denne politikudvikling til at koordinere vores arbejde i bevægelserne således at arbejderklassens modstandskampe kan kobles sammen, styrkes og udvikles i en antikapitalistisk og socialistisk retning. På samme måde har vi også brug for en international organisering til at udvikle internationale politiske modsvar og alternativer til kapitalismen og samtidig koordinere arbejdet i bevægelserne og koble dem sammen på internationalt niveau.
I SUF mener vi derfor at en revolutionær socialistisk international politisk organisering er nødvendig.
Strategisk perspektiv i den internationale organisering af venstrefløjen
Den internationale organisering af den antikapitalistiske venstrefløj er i øjeblikket meget svag og præget af de splittelser som venstrefløjen har været igennem i de seneste 100 år. Udformningen af venstrefløjen er meget forskellig i hvert land, hvor man nogle steder har samlet sig på tværs af revolutionære og reformistiske strømninger, mens man andre steder er splittet i mange små antikapitalistiske grupperinger. Samtidig betyder den globale ulighed at arbejderklassens livsbetingelser er meget forskellige i de enkelte lande, hvilket gør at det er forskellige delkampe som er mest relevante, har mest mobiliseringspotentiale og kan fungere taktisk bedst i de enkelte lande.
Den herskende klasse har gennem de sidste 20 år, styrket deres internationale organisering og i mange stater og internationale organisationer, fået gennemført en nyliberal politik, der har tvunget arbejderklassen i deffensiven. I denne situation er det nødvendigt at venstrefløjen orienterer sig mod samling og at vi organiserer os bredt for at mobilisere styrke til at udfordre kapitalismen. Vores generation har ikke haft et politisk virke under Sovjetunionens eksistens og fortidens mange interne uenigheder om strategi, om hvordan de forskellige østlande skulle analyseres og hvilke der kunne støttes, er ikke relevant længere. Derfor har vores generation en oplagt mulighed for at samles i kampen mod kapitalismen.
I SUF går vi ind for opbyggelsen af en bred international organisering af antikapitalistiske organisationer og partier. Samtidig mener vi, at en sådan organisering skal give plads til, at de tilknyttede grupper i de enkelte lande selv kan udvikle politik og taktik der svarer til den nationale situation. Vi mener også at der ligger et stort ansvar og gode muligheder for at vores generation kan samle venstrefløjen på tværs af de splittelser som har præget tidligere generationer og vi arbejder derfor aktivt for at øge samarbejdet mellem antikapitaliske ungdomsorganisationer på internationalt plan.
Selvbestemmelsesret, befrielseskamp og solidaritet
For at arbejderklassen kan opbygge en solidarisk fælles organisering, er det nødvendigt at anerkende nationernes ret til selvbestemmelse.
Internationalisme og international solidaritet klinger hult, hvis arbejderklassen i ét land er med til at undertrykke arbejderklassen i et andet, gennem krig, besættelse eller undertrykkelse af rettigheder.
Derfor støtter SUF arbejderklassebaserede nationale befrielsesorganisationer. Vi støtter således irernes kamp mod den britiske besættelsesmagt i den nordlige del af landet, palæstinensernes kamp mod den israelske besættelsesmagt, kurdernes kamp for selvbestemmelse, Zapatisterne i Chiapas’ afvisning af den Mexicanske stat osv. Enhver befolkning må have ret til selv at afgøre om de ønsker at tilhøre en given stat eller ej. Vi støtter også det afghanske og irakiske, såvel som alle andre folks ret til at gøre modstand mod imperialistisk besættelse af deres lande. Vi arbejder nationalt og internationalt for at stoppe imperialistiske krige og undertrykkelse af nationer.
Dette gør vi gennem opbyggelsen af antikrigsbevægelser, solidaritetsaktioner og organiseret boycut.
Opbygningen af arbejderklassens internationale solidaritet og organisering, er afhængig af viden om og udbredelse af kendskabet til undertrykte gruppers kampe.
Derfor arrangerer vi i SUF studieture og solidaritetskampagner for at opnå viden, udbrede kendskab til og konkret støtte progressive bevægelser verden over. I dette arbejde samarbejder vi særligt med organisationen Internationalt Forum.
VEDTAGET PÅ SUF'S LANDSMØDE 2011 (Revideret på Stormødet 2024)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/suf-om-mental-mistrivsel

SUF om Mental Mistrivsel
SUF kæmper for et samfund der ikke skaber mistrivsel
Den mentale mistrivsel er stigende i Danmark, især blandt os unge. Stigningen er samfundsskabt og kan derfor bekæmpes. For at gøre det må man besvare to spørgsmål: Hvad er årsagerne til mistrivslen, og hvordan kommer vi over den? Denne udtalelse er SUF’s svar på disse to spørgsmål.
Hvad er mental mistrivsel? Når vi siger at mistrivslen er stigende i Danmark taler vi om bestemte former for mistrivsel. Det vi ser, er ikke bare en stigning i den mentale mistrivsel - det er en forandring i måden mennesker har det dårligt på. For der er ikke nogen tvivl om, at mange mennesker i Danmark på flere måder har det bedre end i størstedelen af historien. De fleste er mere materielt velstillede end nogensinde før, der er færre sygdomme, og mennesker lever sundere og længere. Alligevel lider flere og flere mennesker i de rige kapitalistiske lande, af forskellige former for mental mistrivsel: Stress, angst, depression, ensomhed og en følelse af at livet er uden mening. Dette gælder ikke kun Danmark, men også i andre kapitalistiske lande. I kapitalistiske lande hænger materiel velstand altså ikke sammen med mental trivsel. Dette er et paradoks, som denne udtalelse vil besvare.
Mistrivsel er ikke det samme, som ikke at have det godt. Et liv rummer medgang og modgang. Men når mennesker ikke har det godt mentalt i lange perioder, og som resultat af måden samfundet er indrettet på, er der tale om samfundsskabt mistrivsel. Den mistrivsel denne udtalelse drejer sig om, er ikke alle tilfælde af psykisk sygdom - langt fra. Denne udtalelse drejer sig om den mistrivsel der er resultat af et sygt samfund. Når samfundet er sygt, er det ikke mennesker der skal laves om på - det er samfundet. Vi kalder samfundet sygt fordi mennesker lider, selvom vi har de materielle og teknologiske forudsætninger for at alle kan leve et frit, trygt og meningsfyldt liv, hvis bare magten og rigdommen var fordelt bedre. Samfundets indretning har ikke fulgt med udviklingen i teknologi og rigdom. Dette er basalt set årsagen til mistrivslen: I et kapitalistisk samfund er økonomisk vækst til de rige vigtigere end alt andet, selv menneskers mentale helbred. Stigningen i mistrivsel er altså også en syg mistrivsel, fordi den gavner nogle på bekostning af andre.
Årsager til mistrivsel
Der findes mange gode bud på hvorfor flere og flere mistrives mentalt. Mange af dem er baseret på forskning: Øget fokus på præstation, samfundsacceleration, individualisering, sociale medier mf. Disse er tendenser i vores samfund, der skaber mistrivsel. Men for at løse mistrivselskrisen er det ikke nok at se på disse tendenser hver for sig. De kan kun forstås i sammenhæng med hinanden, og med deres fælles rod i et sygt kapitalistisk samfund. For at forstå mistrivslens årsager, og løse krisen, er det nødvendigt at have et helhedsorienteret syn på vores samfund. For selvom nogle årsager til mistrivsel virker kulturelle, som fx perfekthedskultur, mens andre virker strukturelle, som stress på arbejdsmarkedet, eller eksistentielle, som en følelse af at livet er meningsløst, hænger de alle sammen. Det er det kapitalistiske forbrugssamfund, som er den røde tråd, der binder alle disse forskellige årsager sammen. Et sådant blik på mistrivselskrisen grunder i en marxistisk analyse af samfundet. SUF mener at det er nødvendigt at gå til roden af problemet. For at løse mistrivselskrisen er det ikke nok at modvirke mistrivslens overfladiske årsager, som acceleration eller sammenligningskultur. Det er nødvendigt at bekæmpe årsagernes årsag: Kapitalismen.
Acceleration, neoliberalisme og undertrykkelse
Vi lever i en tid, hvor flere og flere mistrives mentalt. Denne skarpe stigning hænger sammen med forhold, der er specifikke for vores historiske situation. Disse præsenterer vi her, som 10 konkrete årsager til, at mistrivslen stiger. Det er her især neoliberal politik der er den direkte årsag til vor tids trivselskrise. Samtidigt hænger stigningen i mistrivsel sammen med noget mere fundamentalt, som galt i vores kapitalistiske samfund. Kapitalismen har indre dynamikker der gør, at der under kapitalisme altid vil komme perioder med stigende mistrivsel, og at der altid vil være mistrivsel for mange. Dette er der nogle generelle bemærkninger om, inden mistrivselskrisen 10 årsager.
For det første er det kapitalistiske samfund et accelerationssamfund. Et accelerationssamfund og et kapitalistisk samfund er én og samme ting. Det moderne samfunds accelerationsproces er et samspil mellem flere elementer, men det er først og fremmest kapitalismens økonomiske hjul der er drivkræften bag accelerationen. Konkurrencen mellem virksomheder ansporer til stadig hurtigere teknologisk udvikling for at overleve på markedet. Denne teknologiske udvikling fører til ændringer på arbejdsmarkedet og i menneskers sociale relationer. Samtidigt fører konkurrencen mellem mennesker, om succes og status, til efterspørgsel efter ny tidsbesparende teknologi, hvilket igen skaber incitament til teknologisk udvikling, og hurtigere og hurtigere produktion, transport og kommunikation. Men fordi konkurrencen påbyder at der altid skal produceres mere, bruges disse teknologiske fremskridt ikke til at frigive tid i menneskers liv. Tværtimod bruges den altid hurtigere teknologi på at producere mere, kommunikere mere, og transportere mere i en uendelig spiral. Når denne acceleration går hurtigst, kan menneskers mentale helbred ikke følge med. Dette er det kapitalistiske samfunds iboende accelerationstvang. En acceleration der har været, lige så længe der har været kapitalisme, og som vil blive, så længe der er kapitalisme.
For det andet er neoliberaliseringen af Danmark ikke en politisk tilfældighed, der bare kan gøres om. Den er udtryk for klassekampen, som er grundlæggende for kapitalismen. Neoliberaliseringen af dansk politik og nedbrydelsen af velfærdsstaten, var en dråbe i en international bølge, som fra 1980’erne skyllede over kloden. Neoliberaliseringen er en intensivering af den økonomiske elites udbyttelse af arbejderklassen, i en tid hvor arbejderbevægelsen er svækket. Denne kamp mellem de økonomiske klasser er reglen frem for undtagelsen under kapitalisme. I virkeligheden var det socialdemokratiske klassekompromis et historisk særtilfælde, der var muliggjort af historiske betingelser - og så snart de betingelser forsvandt, slog den økonomiske elite til igen. Så længe samfundets økonomiske magt er koncentreret hos en lille elite, vil ethvert forsøg på at opbygge velfærdsstater og klassekompromiser blive knust, så snart det ikke tjener den økonomiske elite.
For det tredje er kapitalismen afhængig af undertrykkelse af bestemte grupper af mennesker, som resultat af dens historiske udvikling. Racisme, sexisme, homofobi og transfobi er ikke bare fritsvævende ideer eller fordomme. De er alle indlejrede i kapitalismens økonomiske system. Racisme er resultat af vestens koloniale inddeling af verden, som vi stadig lever i, og som kommer til udtryk i den globale arbejdsdeling, neoimperialistisk udnyttelse af lande i det globale syd, og EU’s grænsekontrol. Sexisme, homofobi og transfobi hænger alle sammen med den kønnede arbejdsdeling. Under kapitalismens historiske udvikling har økonomien været afhængig af en kønnet arbejdsdeling mellem produktivt og reproduktivt arbejde - og er det stadig. Denne arbejdsdeling er opretholdt af kernefamiliens ideologi om mand og kvinde, der lever sammen, og har bestemte roller. Alle der ikke passer ind i disse kasser ses som ”unaturlige”. Kapitalisme er altså uløseligt forbundet med både racisme og sexisme, og andre former for undertrykkelse og diskrimination. I en dansk kontekst er disse forskellige former for undertrykkelse et element i mistrivselskrisen.
10 konkrete måder vores kapitalistiske samfund er skyld i mistrivselskrisen:
Hvad forårsager vores tids stigning i mistrivsel i Danmark? Her er 10 konkrete årsager til at mistrivslen stiger, som er tæt sammenknyttede, og som alle må bekæmpes for at løse trivselskrisen:
1. Neoliberalismens korstog
Den neoliberale vending i dansk politik er en klar årsag til den skarpe stigning i mistrivsel. Neoliberalismen i Danmark skaber mistrivsel på fire måder:
a. Indførslen af neoliberale principper som konkurrence, ”effektivisering” og New Public Management i offentlige institutioner, inklusive daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner, har ført til et overdrevet fokus på tests, præstationssammenligninger og tidsoptimering. Uddannelse er blevet målrettet erhvervslivets interesser. Dette dystopiske monitorerings- og optimeringsregime som unge er underlagt, er direkte årsag til mistrivsel. Mange unge fra højere sociale klasser oplever uddannelsessystemets konkurrencekultur som et uophørligt pres, og flere går ned med stress, eller svækkes på andre måder på trivslen. Mange unge med færre resurser, fra lavere sociale klasser, oplever ikke at kunne følge med i ræset, at blive efterladt på perronen, og mister håbet. Det tager alvorligt på unges selvværd og livslyst.
b. Den neoliberale økonomiske politik, som både føres af rød og blå blok, øger antallet af socialt og økonomisk udsatte unge. Den stigende økonomiske ulighed, som er resultatet af årtiers neoliberal økonomisk politik, har direkte konsekvenser for trivslen blandt unge, fordi antallet af udsatte unge med markant mistrivsel som konsekvens stiger.
c. Den liberale ideologi er en vigtig brik i mistrivselskrisen. For det første har den stigende individualisering - og den medfølgende psykologisering, sociale atomisering og nedbrydning af fællesskaber - haft sin ideologiske retfærdiggørelse i liberalismen, som den er blevet prædiket af neoliberalismens bannerførere. For det andet tjener liberalismen også som ideologisk retfærdiggørelse af den mistrivselsskabende ulighed der er under kapitalismen.
d.                         Neoliberalismens nedskæringspolitik har efterladt psykiatrien og andre offentlige instanser, som har til opgave at hjælpe unge og familier i mistrivsel, i laser. Nedskæringerne på instanser, der skal hjælpe unge i mistrivsel, er derfor en vigtig årsag til mistrivselskrisen.

2. Samfundsacceleration
Accelerationen af hverdagslivet, som er en del af den dybere samfundsacceleration, skaber mistrivsel på mange måder, og flere af de andre her beskrevne tendenser kan ses som udtryk for samfundsaccelerationen: Neoliberalisme, klimakrise, digitalisering mf. Accelerationen af hverdagslivet i mange forskellige arenaer presser unge, og giver en oplevelse af altid at være i tidsnød. Det skaber stress. Samtidigt er unge til stede på flere arenaer end nogensinde før pga. digitaliseringen. Livet i højhastighedssamfundet nedslider mennesker mentalt, fordi det ikke er skabt i menneskets billede men i markedets. Den øgede hastighed hvormed forandringer sker, gør det sværere at binde sig meningsfuldt til noget. Dette nedbryder fællesskaber, og efterlader de atomiserede individer i en verden, hvor de er fremmedgjorte fra hinanden, sig selv, og de fysiske ting de omgiver sig med.
3. Sociale medier og digitalisering
I det samfund vi lever i skaber den øgede digitalisering og sociale medier mistrivsel. Men det behøver ikke at være sådan. Digitale teknologier rummer et enormt potentiale for at forbinde mennesker på en positiv måde. Det er fordi vi lever under kapitalisme, at sociale medier skaber mistrivsel. Det kapitalistiske marked har - parallelt med udviklingen af digitale teknologier - udviklet et overvågnings- og opmærksomhedsmarked. Når sociale medier udvikles med det øjemed at afhængighedsgøre deres brugere for at skabe størst muligt profit til tech-virksomhedernes ejere og aktionærer, har vi set at de udvikles på en måde, der skaber mistrivsel, snylter på negative sociale dynamikker og forstærker dem, deformerer fællesskaber og polariserer mennesker fra hinanden. Sociale medier er en hovedårsag til mistrivselskrisen, men det er ikke teknologien der er problemet, det er kapitalismen.
4. Klimakrisen
Klimakrisen hænger som en mørk skygge over mange unges håb for fremtiden. Antallet af unge, der mentalt nedtrykkes betydeligt af klimakrisen, vil kun stige. Klimakrisens direkte konsekvenser for menneskers liv vil også påvirke trivsel negativt i fremtiden. Klimakrisen er forårsaget af kapitalismen, og udviklingen kan kun stoppes ved at vi som samfund udvikler os videre fra kapitalisme.
5. Forbrugssamfundet
Langs forbrugssamfundets farvestrålende varer og skærme kryber en dyster skygge. Fremkomsten af forbrugssamfund i de rige kapitalistiske lande har været fulgt af en stigning i mistrivsel - en stigning der rækker længere tilbage end den nuværende krise. Forbrugssamfundet har gjort lykke til en vare der købes og sælges, og har underlagt menneskers mentale trivsel markedets mekanismer. En af disse mekanismer er behovet for altid at sælge nye varer - og dermed behovet for en befolkning i konstant utilfredshed. Varernes løfte om lykke, der aldrig indfris, holder økonomiens hjul kørende. Denne varegørelse af lykke gør mennesker fremmede for deres egne følelser. Når alting formidles til mennesker gennem markedet, som noget der kan købes - eventyr, spænding, kærlighed, lykke, mening - mister mennesker greb om virkeligheden. Forbrugssamfundets berusende glæder går hånd i hånd, med en følelse af at livet inderst inde ikke har nogen mening. Denne følelse har som en epidemi fulgt de kapitalistiske forbrugssamfund fra deres fødsel, og er i dag stigende. Forbrugssamfundet er derfor en direkte årsag til mistrivsel.
6. Psykologisering
Psykologisering er tendensen til, at mistrivselsproblemer i højere grad ses som resultat af individuelle psykologiske tilstande, kemiske ubalancer, end som resultat af miljøet man lever i. Psykologisering er altså et aspekt af individualiseringen i kapitalistiske samfund, og bakkes ideologisk op af liberalismen. Psykologisering er mistrivselsskabende på flere måder. For det første kan det overdrevne fokus på psyken forværre mistrivsel, eller være med til at starte mistrivsel hos børn og unge der ikke i forvejen mistrives. For det andet er tendensen til psykologisering med til at usynliggøre mistrivslens politiske og økonomiske årsager. Psykologiseringen og individualisering er altså et problem, ikke bare fordi det skaber mistrivsel, men også fordi det er en forhindring for kollektiv kamp imod mistrivslens politiske årsager. Tendensen til psykologisering er altså en tendens til afpolitisering af mistrivsel. Denne tendens bekæmper vi. Det skal nævnes, at vores insisteren på at se mistrivslens sociale årsager, og ikke kun de biologiske, ikke er en nedværdigelse af psykisk sygdom. Det er netop fordi psykisk sygdom er lige så vigtigt som fysisk sygdom, at vi insisterer på at forstå de reelle årsager. Desuden er både psykisk og fysisk sygdom ofte resultat af en politisk, økonomisk og social virkelighed.
7. Meritokratiets myte
Ifølge den herskende liberale ideologi, er samfundets rigdom fordelt retfærdigt, fordi de rige arbejder hårdere, klogere, og skaber arbejde til os andre. Det kapitalistiske samfund er afhængig af denne myte for at kunne legitimeres. Mennesker der tror på denne myte ser ikke de rige som deres klassefjender, men som mennesker de en dag selv kan blive, hvis blot de arbejder hårdt nok. Denne myte motiverer arbejdere til at se deres ligestillede som fjender, i konkurrencen om selv at nå samfundets top. Og den forhindrer folket i at gøre oprør mod kapitalismens ekstreme ulighed. Denne myte, meritokratiets myte, er årsag til klassebetinget selvhad og mistrivsel. Når de lavere klasser bliver fortalt at de kan blive som de rige, hvis blot de arbejder hårdt nok, og igen og igen mødes af nederlag, har de kun sig selv at vende skylden og hadet mod. Afmagt vendes til had, nogle gange til selvhad, og nogle gange får utilfredsheden afløb i højrepopulistiske strømninger og had mod ”de andre”. Hadet og smerten, som er resultat af kapitalismens ulighed, rigdommens større og større koncentration i de større byer, og den økonomiske udsultning af resten af landet, vendes mod minoriteter i et smertekredsløb, der kun gavner eliten. Den klassebetingede mistrivsel er reel og skal bekæmpes.
8. Livets meningsløshed
En del af mistrivselskrisen er den faldende tro på livets mening. Vores kritik udspringer ikke af en bestemt overbevisning om hvad meningen med livet er, men af en konstatering af, at flere og flere mistrives fordi de oplever en meningsløshed med deres tilværelse. Når flere og flere unge mistrives fordi de ikke kan se en mening med tilværelsen, er det ikke en trivialitet der kan afhjælpes med skolereformer eller psykologhjælp. Unge mistrives, fordi det liv det kapitalistiske samfund vil have de skal leve, vitterligt ikke har hverken en højere eller dybere mening, end at bidrage til den uophørlige akkumulation af kapital. Vores liv er formet efter økonomiens behov, i stedet for den anden vej rundt. Hvordan kan det undre nogen at flere og flere af os mistrives? At størstedelen af livet leves for at skabe økonomisk vækst, kan i normale tider abstraheres fra. Men når kriserne hober sig op: klimakrise, demokratiets krise, global ulighed og krig, bliver det sværere og sværere. Det er svært at finde mening i at bidrage til et samfund, der er så destruktivt som vores. Så længe vi lever under kapitalisme, vil udvikling ske på bekostning af natur, mennesker, og i sidste ende samfundet selv. Mennesker der lever i sådan et samfund, står over for valget mellem at lukke øjnene for meningsløsheden og fremmedgøres fra dem selv, eller at se meningsløsheden i øjnene og blive fremmedgjort fra samfundet.
9. Undertrykkelse og diskrimination
10. Generationen efter historien afslutning
Vores tid er den mentale mistrivsels tid. Vores tid er også en tid, der har enormt svært ved at forestille sig et alternativ til kapitalismen. De to ting hænger sammen. Mere end en generation er gået efter ”historiens afslutning”, hvor kapitalisme har præsenteret sig som den eneste virkelighed. Det hænger sammen med mistrivselskrisen fordi, at den manglende evne til at forestille sig alternativer til kapitalismen, har bidraget til, at samfundsskabte problemer rettes indad, i stedet for at rettes mod samfundet. Den manglende tro på at andet end kapitalisme er muligt, er altså en forhindring for at mennesker finder sammen og skaber politiske forandringer. Samtidigt bidrager det til mistrivselskrisen, fordi unge enten må rette samfundsskabte problemer indad, eller lammes af en følelse af resignation over for den tilsyneladende umulighed af reelle samfundsforandringer. Vi insisterer på at reelle samfundsforandringer er mulige. Vi lever i en opbrudstid præget af konstante kriser, hvor det eneste sikre er forandring. Spørgsmålet er ikke om der kommer forandring, men hvilket forandring der skal komme. Vi er ikke i tvivl om hvilken forandring vi ønsker.
Kampen for et godt liv
Hvor vil vi hen? Dette er den afgørende rettesnor for enhver politik om mistrivsel. Og vores analyse af mistrivslens årsager er en aftegning af svaret på dette spørgsmål. Vores analyse fortæller os nemlig, at vi nødvendigvis må have et opgør med den kapitalistiske produktionsform, hvis ikke samfundet skal være årsag til de massive mistrivselstal, som der er i dag. Den kapitalistiske økonomi overlever med en andre ord med en stor pris: Vores mentale trivsel. Kampen imod mental mistrivsel er derfor en del af kampen for en ikke-kapitalistisk økonomi. Et socialistisk samfund. I sidste ende er det kun ved et skifte til demokratisk socialisme, at vi som samfund kan sikre os, at økonomisk vækst ikke prioriteres over menneskers velfærd, naturen, og fremtidens generationer.
Men ingen i mistrivsel kan vente med at få det bedre, til efter en revolution. Det er vigtigt at have klare ideer om den antikapitalistiske kamps langsigtede mål, men det er ikke nok. Derfor kæmper SUF for forbedringer af unges trivsel her og nu.
Hvilke forbedringer af unges trivsel kæmper vi for? Det er vigtigt at forstå, at ”trivselspolitik” ikke er et afgrænset politisk område. Der findes ikke én slags politik der handler om psyken, for psyken påvirkes af alt: de sociale, kulturelle og økonomiske forhold i samfundet. Derfor er al politik trivselspolitik. Områder som psykiatri, psykologhjælp, uddannelsessystemet og daginstitutioner har en direkte og klar indvirkning på unges trivsel. Derfor kæmper vi for forbedringer på alle disse områder. Men det er ikke nok. Som beskrevet i analysen er stigningen i mistrivsel også et resultat af økonomisk og social stigende ulighed. Samtidigt er ”mistrivselskrisen” ikke én ensartet krise. Mistrivslen er markant højere hos minoritetsetniske unge, queer unge og piger. Dette er også et spørgsmål om økonomisk og social ulighed, og om den diskrimination der er stadig allestedsnærværende i politik, hverdagen, og kulturen generelt. Kampen for trivsel er altså også kampen imod racisme, queerfobi, sexisme, ableisme, og andre former for undertrykkelse af bestemte grupper.
Kort sagt står den direkte kamp for trivsel på tre ben:
1. Kampen mod neoliberaliseringen af samfundet: Kampen mod konkurrencestaten, den stigende ulighed og liberalismens individualistiske ideologi og nedbrydning af fællesskaber.
2. Kampen for bedre forhold for unge i mistrivsel, styrket psykiatri, bedre hjælp til familier, og styrket økonomisk sikkerhed, bedre adgang til gratis psykologhjælp osv.
3. Kampen imod undertrykkelse af bestemte grupper.
Men næsten alle analysens årsager til mistrivsel er her uberørte. I sidste ende er kampen for trivsel derfor en revolutionær socialistisk kamp.
SUF’s rolle i kampen mod mistrivsel retter sig mod alle de forskellige politiske kampe, som her er beskrevet som aspekter af mistrivselskrisen. Strategier for forandring varierer mellem de forskellige politiske kampe, som kampen for trivsel består af. Kampen for trivsel føres derfor både i de sociale bevægelser, gennem parlamentarisk politik og gennem udenomsparlamentarisk aktivisme.
Derudover er SUF’s rolle i kampen mod mistrivselskrisen, at vise vejen til en antikapitalistisk forståelse af mistrivselskrisen, med klarhed om forskellige klasseinteresser. Vi vil placere trivsel solidt på den politiske kampplads. Vores mål er at sprede en bevidsthed om, at årsagerne til vores mistrivsel ikke er naturlige eller neutrale, men konsekvensen af et system, der sætter profit før mennesker og natur. Vi ønsker en repolitisering af psyken. Dette er forudsætningen for at mistrivselskrisen kan overvindes, og derfor første skridt vi må tage.

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/sufs-arbejde-i-sociale-bevgelser

SUF’s arbejde i sociale bevægelser
Samfundets modsætningsforhold og interessekonflikter, skaber grobund for kampe og protester. Disse kampe kan udvikle sig til det vi kalder “sociale bevægelser”. Sociale bevægelser er processer af kollektiv handling. De kan opstå omkring en enkelt sag - et enkelt krav - som f.eks. “Stop salget af DONG”, eller de kan tage udgangspunkt i bredere interessekrav for en hel samfundsgruppe, som f.eks. “kvindefrigørelse”. De sociale bevægelsers styrke er at de kan samle bredt - på tværs af f.eks. politiske skel - på grundlag af konkrete krav om forbedringer.
Et opgør med kapitalismen og en socialistisk revolution kræver en stærk og bred massebevægelse, hvor den samlede arbejderklasse og dens allierede handler kollektivt og bevidst for at omforme samfundet. En sådan bevægelse må udspringe fra og udvikles med udgangspunkt i, de sociale bevægelser der opstår omkring konkrete hverdagskrav for forbedringer af arbejderklassens vilkår.
Sociale bevægelser vil ofte være præget af diversitet, dynamik og til tider også modstridende tendenser. En bevægelse der opstår omkring et enkelt krav f.eks. for bevarelse af et konkret ungdomshus, kan udvikle sig til at rumme bredere krav og en bredere samfundskritik f.eks. “for flere fristeder organiseret ud fra brugerdemokrati i stedet for ejendomsret”. I en sådan proces kan bevægelsens bredde udvides eller begrænses og der kan opstå uenigheder om hvilken vej man skal gå.
Kollektiv læreproces
De sociale bevægelser spiller en vigtig rolle i arbejderklassens bevidsthedsudvikling. Erfaringer med kollektiv handling, selvstændig politikudvikling, aktivistiske metoder og ikke mindst borgerskabets og statens reaktioner, vil ofte være en øjenåbner der giver folk et bredere politisk perspektiv end blot spørgsmålet om det krav de oprindeligt kæmpede for.
Som revolutionære socialister, må vi dels bidrage til denne kollektive læreproces i bevægelserne, men samtidig - og endnu vigtigere - må vi selv lytte og tage ved lære af bevægelsernes erfaringer. Uden anerkendelsen af betydningen af de konkrete erfaringer og den kollektive viden, isoleres revolutionæres analyser som sekteriske, løsrevne og dermed ligegyldige.
Permanente organiseringers potentiale
Nogle sociale bevægelser udvikler en mere permanent organisering. Fagforeninger, elevorganisationer og LGBT-organisationer er eksempler på dette. Disse organisationerne kan udvikle specialiseret viden og de har ofte spillet en stor rolle som forsvar mod angreb på arbejderklassen. Deres vigtigste rolle er at opsamle erfaringer, organisere protester og agere lederskab i sociale kampe.
De organisationer der forsvarer de virkelige interesser for arbejderklassen eller dele af den, har et progressivt potentiale. Det er vigtigt at disse organisationer reelt har en basis - og kontakt til basis - i den samfundsgruppe de organiserer og repræsenterer, fordi det er grundlaget for at de kan blive drivkraft i at skabe og styrke sociale bevægelser.
Selvom basisorganisering er helt central for at organisationer kan spille en rolle i at skabe sociale bevægelser, betyder det ikke at total decentral opsplitning er et mål. Bevægelser og deres organisationer må opbygge en styrke og organisering der matcher deres modstandere i kampen. Når reformer på uddannelsesområdet rammer nationalt, må elevorganisationerne således også være organiseret nationalt og når kapitalen er internationalt organiseret, må fagbevægelsen også være det.
Risici i permanente organiseringer
Når sociale bevægelser udvikler mere permanente organisationer, indebærer det en risiko for bureaukratisering. Det kan ske ved at der udvikles et lag af ansatte i organisationen som ikke længere har samme interesser som de mennesker de repræsenterer, f.eks. fordi det for dem kan blive et mål i sig selv at fastholde deres stillinger frem for at handle i arbejderklassens interesse.
Permanente organiseringer risikerer også at degenerere og herved miste deres slagkraft og selvforståelse som kamporganisationer. Hvis de begynder at se sig selv som lobbyorganisationer, mister de forståelsen for samfundets interessekonflikter og tror fejlagtigt at de kan indgå i dialog til fælles gavn på tværs af klassemodsætninger. Derfor er selvorganisering et vigtigt grundlæggende princip for enhver bevægelse eller progressiv organisation. Selvorganisering betyder f.eks. at eleverne på en skole skal organisere sig selv - uden lærere, ledelse eller rektor.
Andre arbejderpartier i sociale bevægelser
Det 20. århundrede er slut. Det var et århundrede præget af klassekompromisser, hvor socialdemokratierne var stærke i arbejderbevægelsens basis og spillede en ledende rolle i de sociale bevægelser. De er i dag tydeligvis parate til at angribe arbejdsløse, fagforeninger, studerende og mange andre i konkurrencestatens navn. Selvom socialdemokraterne stadig spiller en ledende rolle i fagbevægelsen - ikke mindst organisatorisk - er den generelle tillid til dem i arbejderbefolkningen og blandt medlemmerne i fagbevægelsens basis, meget mindre i dag. Det er sket samtidig med og på grund af socialdemokraternes svigt. Situationen giver nye muligheder for at vinde opbakning blandt bevægelsernes basis, for at vriste sig ud af klassesamarbejdets tradition, modgå de bureaukratiske tendenser og fokusere mere på at udvikle handlende og aktivistiske bevægelser.
Principper for bevægelsesarbejde
Når vi SUF’ere engagerer os i de sociale bevægelser og deres organisationer, sker det ud fra følgende principper:
#1 Prioritering af basis
Vi arbejder for demokratiske, inkluderende og handlende basisenheder i organiseringen. Vi prioriterer at opbygge elevrådet på vores skole eller en faglig klub på vores arbejdsplads. De store nationale organisationer, er intet uden deres basale enheder og styrkelsen af basis er en forudsætning for at de kan skabe og styrke sociale bevægelser og kampe.
#2 Står til ansvar for baglandet
Når vi stiller op til tillidsposter sker det på et politisk og ærligt grundlag. Vælges vi til en tillidspost, står vi politisk til ansvar for dem der har valgt os – ikke nogen andre. SUF beslutter ALDRIG hvad personer der er valgt i en anden organisation skal bruge deres mandat til.
#3 Ingen forringelser
Vi arbejder ALTID for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse – også når vi arbejder i andre organisationer og sociale bevægelser. Hvis en protestbevægelse eller en forhandling ikke lykkedes med sine mål, præsenterer vi aldrig nederlaget som en sejr. Vi er altid optaget af at gøre det muligt for bevægelsen at kæmpe videre og få virkelige forbedringer igennem. Hvis bevægelser forsøges pacificeret ved at få en lille indrømmelse, fokuserer vi altid på at kæmpe videre for at opnå bevægelsens samlede mål.
#4 Bevægelsernes krav
Når vi er med til at udvikle kampkrav i sociale bevægelser og organisationer, stiller vi krav der: A) Er en løsning på et virkeligt problem for arbejderklassen, B) Kan samle bredt, C) Kan skabe handling og bevægelse og D) Virker realistisk at slås for.
#5 Demokratiske organiseringer
Vi arbejder altid for at de organisationer og sociale bevægelser vi indgår i, bliver demokratiske på alle niveauer. Det er en forudsætning for en stærk organisering, at lederne har reel føling med dem de repræsenterer og står reelt til ansvar for dem. Derfor er gennemsigtighed og demokrati i organisationer og bevægelser en sejr i sig selv og derfor arbejder vi heller ALDRIG for at overtage eller kontrollere bevægelser organisatorisk. For at sikre reelt demokrati og undgå bureaukratisering, arbejder vi for at organisationernes ansatte har samme indkomstniveau som de mennesker de repræsenterer og for at der indføres rotationsregler og andre ordninger der kan sikre at ledelsen ikke får egeninteresser der er ude af kontakt med basis.
#6 Solidaritet
Vi arbejder altid for solidaritet mellem organisationer og bevægelser der forsvarer forskellige dele af arbejderklassens interesser. F.eks. arbejder vi for solidaritet og fælles kamp på tværs af organisationer i elev- og studenterbevægelsen, ligesom vi arbejder for solidaritet imellem de faglige organisationer der repræsenterer hhv. privat- og offentligt ansatte. Ligeledes arbejder vi for solidaritet og fælles kamp på tværs af fagbevægelse, kvindebevægelse, klimabevægelser osv.
#7 Respekt for bevægelsens bredde og dynamik
Vi ønsker – og arbejder for – at de sociale bevægelser skal udvikle sig til en samlet stærk, velorganiseret og demokratisk massebevægelse, som kan tage et opgør med kapitalismen. Men det betyder ikke at vi ønsker at en bevægelse eller organisation skal overtage vores politiske program. Tvært imod har vi netop respekt for den bredde og dynamik som er bevægelsernes styrke – hvad enten de kæmper for et enkelt krav eller for brede forbedringer for en hel samfundsgruppe. Vi tror på at den bredere politiske forståelse udvikles dynamisk i kampen for de små forbedringer.
#8 Aktivisme og kamp
Vi arbejder altid for at organisationer og sociale bevægelser udvikler aktivistiske kampmetoder, fordi det er igennem kamp at der kan opnås forbedringer. Vi arbejder desuden for at kampmetoderne bliver kollektive og inkluderende for så mange som muligt. Det er forudsætningen for en kollektiv læreproces og for at bevægelsen kan radikaliseres og udvikles nedefra. Konkret arbejder vi for at organisere stormøder på skoler i forbindelse med elevprotester, så eleverne selv kan få indflydelse på de lokale kampmetoder og krav. Vi arbejder også for at organisere nationale massemøder f.eks. for tillidsrepræsentanter under en strejke, for at de aktive i hele landet kan udvikle kampens videre skridt.
#9 Internationalt perspektiv
Når der tages initiativ til internationale eller tværnationale progressive protester og sociale bevægelser, arbejder vi for at organisationer og bevægelser i Danmark tilslutter sig disse protester og mobiliserer herhjemme.
SUF’s støtte til aktive i sociale bevægelser
Når vi i SUF diskuterer de sociale bevægelsers politiske udvikling og potentiale, sker det efter følgende principper:
#A Fokus på græsrødderne
Vi fokuserer på at styrke de aktive i organisationernes og bevægelsernes basis. Vi prioriterer ikke at uddanne en lille håndfuld eksperter på enkeltområder. Vi er interesseret i at styrke de lokale græsrødder som kan bygge bevægelse nedefra, fordi det er sådan man skaber progressiv forandring.
Det betyder konkret at vi arbejder på at etablere netværk og lave masseseminarer for alle SUFere der er i samme livssituation, f.eks. går på samme type uddannelse eller har samme type arbejde. Vi arbejder ALTID på at inkludere ALLE indenfor et område, ikke kun de personer der f.eks. har tillidsposter eller særlig interesse for området.
#B Bevægelserne i kontekst
Vi diskuterer bevægelsernes politiske udvikling og de erfaringer som vi har gjort os – både i organisationer og i protester og kampe. Det gør vi for kollektivt at udvikle en forståelse af situationen i klassekampen, for at lære af de erfaringer som bevægelserne gør sig, for at analysere sejre og nederlag og for at udvikle politiske krav og aktivistiske metoder der kan bringe bevægelserne videre. Disse diskussioner tager vi kollektivt som organisation på alle niveauer – fra lokalgruppen der f.eks. diskuterer erfaringerne med den faglige konflikt på den lokale arbejdsplads, henover emnegrupperne der diskuterer udviklingen på deres område, til stormøderne og ledelsen, der opsamler bredt på det samlede billede af aktuelle sociale kampe og udfordringer.
#C Vi viser vores støtte
I forbindelse med sociale protester, kampe og bevægelser, viser SUF som organisation aktivt sin støtte. Vi fremlægger også vores eget perspektiv på hvilke krav og løsninger der kan bringe kampen videre frem. Dette fremlægger vi f.eks. via vores hjemmeside, på sociale medier, ved at tage flyers med til demonstrationer eller ved at lave aktioner der omhandler de temaer og krav som bevægelsen kæmper for. Når vi viser vores støtte gør vi det altid med respekt for bevægelsens bredde og derfor ønsker vi f.eks. aldrig at en demonstration skal være så fyldt med SUF-faner at det ligner en SUF-demonstration, hvis der reelt er tale om en bredere bevægelse. Men vi tager gerne f.eks. lokalgruppefaner med i demonstrationer med det formål at vise at vi kollektivt støtter op om en bevægelses krav.
#D Vi tager initiativ
I nogle situationer vil eller kan bevægelsernes organisationer ikke tage initiativ til protester, enten fordi der ikke findes en relevant organisation på området, eller fordi organisationens ledelse ikke er villige til at forsvare den samfundsgruppe som de repræsenterer. Vi er interesseret i alliancer og vi arbejder aktivt for at lave brede initiativer, men vi forholder os ikke passivt og tavst, hvis det brede initiativ ikke er muligt. I sådanne situationer tager SUF selv initiativ til sociale protester. Vi indkalder f.eks. til demonstrationer eller forsøger at organisere og etablere handlende aktivistiske netværk – lokalt eller nationalt – der kan skabe bevægelse og kamp til forsvar for arbejderklassens interesser.

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/tomatoes-are-now-in-season-fysk8

Arbejderkamp
Livet på arbejdspladsen fylder hurtigt 50 procent af vores vågne timer. Derfor kan vi som mennesker aldrig blive frie, før vi også har fået frigjort vores arbejdsliv og den daglige undertrykkelse vi lever under.
SUF mener grundlæggende, at samfundet, i sidste ende, skal indrettes efter princippet at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov” Det betyder i første omgang at vi skal kæmpe for bedre vilkår for os som arbejdere – det betyder blandt andet flere rettigheder på arbejdsmarkedet, højere løn og bedre ansættelsesforhold.
SUFs mål er, at vi som arbejdere overtager styringen med vores hverdag og organiserer samfundet, herunder arbejdslivet, demokratisk på de enkelte arbejdspladser. Som revolutionære socialister ønsker vi et opgør med kapitalismen, og det kan kun nås gennem en stærk og politisk organisering i arbejdslivet.
Som samfundet ser ud nu, uddannes og arbejder vi for erhvervslivet. Vi arbejder ikke for vores fælles bedste, men for at skabe mest mulig profit til kapitalisterne. Vi ønsker et samfund, hvor arbejdslivet er indrettet efter menneskers behov, ikke hvor mennesker skal indrette sig efter arbejdsmarkedets behov. Vi vil en produktion, som er indrettet efter hvad der er bedst for fællesskabet og ikke hvad der bedst kan betale sig for kapitalisterne.
Klassekampen er skærpet
For at kunne have et fælles perspektiv og en fælles strategi med vores politiske arbejde omkring arbejdsmarkedet og vores faglige organisering, er det vigtigt at vi har en fælles forståelse for, hvordan arbejdsmarkedet og klassekampen ser ud i dag. Her følger en analyse af centrale dele af arbejdsmarkedet som det ser ud i dag.
Vi ser på arbejdsmarkedet og i arbejdslivet en tilspidset klassekamp, hvor modsætningerne mellem kapitalister og arbejderklassen bliver tydeligere og tydeligere. Ikke fordi den politiske bevidsthed i arbejderklassen bliver større, eller fordi arbejderklassen i højere grad organiserer sig. Men fordi de økonomiske kriser har fået kapitalen til at rette endnu hårdere angreb mod arbejderklassen, for at kunne producere mere og skabe større overskud.
Det giver os en mulighed for at komme i tale med kollegaer, for derigennem at politisere og vinde opbakning til perspektiverne om et nyt system, som ikke er indrettet efter kapitalens trang til at tjene penge. Men er indrettet efter den brede befolknings behov for et socialt og bæredygtigt samfund, et socialistisk samfund.
En løn til at leve af
Lønnen i Danmark er steget stødt siden anden verdenskrig. Det skyldes primært, at der siden anden verdenskrig har været en opgangsperiode. Men som en fast del af dette system, er fremgangen midlertidig og ender altid i en krise. Derfor oplever vi i disse år hårde slag mod reallønnen, som kan resultere i lønnedgang på mange tusinder kroner for almene lønmodtagere.
Men i høj grad også fordi, vi gennem det sidste århundrede har oplevet en fremdrift i organisering af lønmodtagere, som i yderste konsekvens har endt med revolutioner mod overklassen. Hvilket har måtte presse den danske kapital til at give indrømmelser og acceptere lønforhøjelser, for at undgå opstand.
 SUF tager det som en selvfølge, at samfundet skal indrettes efter en ligelig fordeling af goderne. Indtil dette sker vil det være en fast kamp at kæmpe for højere lønninger for almindelige lønarbejdere.
Især skal lønnen hæves for dem der i dag arbejder på lavtlønsområder, og det er centralt at fagbevægelsen står sammen om dette og udviser solidaritet mellem forbundene. Derfor mener SUFogså, at lønstigninger primært skal tilkæmpes i kroner og ører, frem for i procenter. Det vil være en forbedring for de lavtlønnede.
Et sikkert og sundt arbejdsliv
På samme måde som lønningerne konsekvent forsøges holdt nede, bliver regler for arbejdsmiljø og sikkerhed forsøgt omgået af direktører, mestre og virksomhedsejere. Det er kapitalens indbyggede logik at der kun bliver taget hensyn til arbejdsmiljø og sikkerhed, så længe det kan betale sig for chefen.SUF mener derimod at netop arbejdsmiljø og sikkerhed skal sættes i centrum på det danske arbejdsmarked. Der skal arbejdes for at bevidstgøre lønmodtagerne om, at retten til et sikkert og sundt arbejdsliv går hånd i hånd med kampen for en højere løn.
Samtidig er det vigtigt at skærpe bevidstheden på de enkelte arbejdspladser om, at vi som kollegaer skal stå sammen om at forsvare de arbejdsmiljø- og sikkerhedsrettigheder vi har tilkæmpet os, selvom de i det daglige er under pres. Samtidig skal vi også skærpe bevidstheden om at det er hamrende usolidarisk, når den enkelte går på kompromis med arbejdsmiljøet og sikkerheden på arbejdspladsen.
For at forebygge yderligere undergravning af vores sikkerheds- og arbejdsmiljøforhold, mener SUF at der skal investeres i øget kontrol med firmaer. Samtidig skal der være bedre muligheder for at slå ned på firmaer der ikke overholder reglerne, gennem strengere straffe og højere bøder.
Fordel arbejdet
Gennem de sidste 100 år, er det lykkedes fagbevægelsen at sænke arbejdstiden markant, men arbejdstiden er ikke blevet sænket siden 1990. I stedet har arbejdsgiverne fået forskellige værktøjer til systematisk overarbejde, og 42 timers arbejdsuger. Oven i det har forskellige regeringer, både borgerlige og “røde”, hævet vores pensionsalder, så vi nu kan se frem til at arbejde til vi falder døde om. I SUF har vi et alternativ! I stedet for at producere og arbejde for at skabe profit skal vi arbejde for at drive samfundet fremad og styrke fællesskabets interesser. Vi skal arbejde alt efter hvad samfundet har behov for, ikke for at de rige kan tjene flere penge.
Derfor vil SUF fordele arbejdet og nedsætte arbejdstiden til 30 timer om ugen, uden at det skal betyde vi går ned i løn. At fordele arbejdet betyder at ingen skal tvinges til at gå arbejdsløse, vi mener nemlig at alle har ret til et arbejde.
Det kønsopdelte arbejdsmarked
Arbejdsmarkedet i dagens Danmark er i høj grad opdelt på baggrund af køn. Der arbejder langt flere kvinder i omsorgsjobs, som SOSU-hjælper, sygeplejerske, pædagog og lignende. På samme måde arbejder der flest mænd i jobs som murer, automekaniker og langtidschauffør. Fællestræk for ovenstående er at de såkaldte kvindejobs som oftest falder indenfor den offentlige sektor og de såkaldte mandejobs som oftest falder indenfor den private.
Kvinder får i gennemsnit cirka 20 procent mindre i løn end mænd. Der er flere årsager til at det forholder sig sådan. Grundlæggende set, er kvinder opdraget til at være relationsorienterede, i modsætning til mænd som er opdraget til at sigte efter endemålet. Derfor appellerer jobs i reproduktionen – alle de ting der skal gøres for at vi kan producere – mere til kvinder, da det ofte drejer sig om på den ene eller anden måde at tage sig af andre mennesker. På samme måde appellerer jobs i produktionen – der hvor man fremstiller konkrete ting, for eksempel huse – mere til mænd, da det drejer sig om at levere et produkt. I SUF ved vi, at kvinder ikke er genetisk disponeret til ikke at ville deltage i produktionen og kun deltage i reproduktionen.
At mænd og kvinder bestrider forskellige typer jobs forklarer dog ikke i sig selv hvorfor kvinder får mindre i løn. For at forstå hvorfor de mandsdominerede fag er bedre betalte end de kvindedominerede fag er man nødt til at kigge historisk på kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.
Før man i Danmark udviklede velfærdsstaten blev arbejdsopgaver som børnepasning, ældrepleje og lignende omsorg primært varetaget indenfor familien. Da man kollektiviserede disse arbejdsopgaver, som tidligere primært var udført gratis af kvinder, begyndte kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet blandt andet for at bestride disse jobs. At man begyndte at betale kvinderne løn for dette arbejde var naturligvis et fremskridt, men ideen om at omsorgsarbejdet er mindre værd hænger stadig ved den dag i dag. Det betyder at samfundet desværre ser det at passe og uddanne børn, som mindre vigtigt end at passe maskinerne på en fabrik. Samtidig ses omsorgsarbejdet som noget, der til hver en tid kan skubbes tilbage i privaten og gøres ulønnet, i tider med høj arbejdsløshed. Desuden er det i kapitalens interesse at have så lille en offentlig sektor som muligt.
Historisk set har mændene haft den forsøgende løn, mens kvinders løn mere er blevet vurderet som et tilskud. Denne sociale mekanisme ses stadig den dag i dag, eksempelvis på den måde man træffer beslutningen om hvem der skal gå på barsel. Det er en politisk beslutning at de kvindedominerede fags løb er lavere og derfor kan deres løn ikke kun forbedres ved OK-forhandlinger. I 1969 blev Tjenestemandsreformen vedtaget i folketinget. Reformen indplacerede de kvindedominerede fag lavest i lønhierarkiet, da kvinders løn kun ansås som et supplement til mandens og de ikke var økonomisk uafhængige. I reformen ville man prøve at fastsætte et stykke arbejdes værdi, men den strukturelle sexisme overskyggede dette. I dag har de kvindedominerede fag fået mere uddannelse og ansvar, men deres løn ligger stadig lavest. Et opgør med tjenestemandsreformen er vejen frem.
SUF vil udvide den offentlige sektor til også at omfatte områder som for eksempel privat rengøring og madlavning. På den måde sikrer vi, at alle får løn for det samfundsnyttige arbejde de laver. Desuden kan det betale sig for samfundet at kollektivisere disse centrale opgaver i stedet for kun at varetage dem i privaten.
SUF vil have lige løn, for lige arbejde. Vores alles tid er lige meget værd og vores arbejdsfunktioner er lige vigtige.
Arbejde til alle
Arbejdsløshed eksisterer kun for at presse lønninger og arbejdsforhold. Arbejdsløshed får arbejderne til at konkurrere om de jobs der er og underbyde hinanden på løn og arbejdsforhold. Løntrykkeri er en bevidst strategi udøvet af kapitalistklassen og arbejdsløshed er derfor en indgroet del af det kapitalistiske system. Under de mange økonomiske kriser vi oplever, ser vi eksplosioner i arbejdsløsheden og at de borgerlige partier gør alt hvad de kan, for at gøre livet surt for de arbejdsløse, ved at indføre øget kontrol, bureaukrati og hovedløs aktivering.
SUF mener det er en velfærdsrettighed at have et arbejde. Vi mener ikke man skal kaste arbejdsløse ud i aktivering. Det er demotiverende for den arbejdsløse, fungerer som løntrykkeri, sender de arbejdsløse ud i fattigdom og er et hårdt psykisk pres. Derfor vil SUF også arbejde med organisering af arbejdsløse som selvstændig gruppe, både for som kammerater at understøtte hinanden, men også i et forsøg på ikke at komme til at virke som løntrykkere for arbejdende kollegaer.
I SUF mener vi, at vores samfund kan bruge alle borgere i arbejdet for vores fælles bedste. Enten ved at nedsætte vores fælles arbejdstid eller gennem fastholdelse af arbejdspladser ved kollektivisering af private virksomheder eller lignende tiltag.
Stop social dumping
SUF er imod EU. EU er skabt for at styrke kapitalens interesser, ved primært at bygge på fri bevægelighed for penge og arbejde. Denne grundsten i EU er ikke skabt for at styrke det interne samarbejde, eller give lønmodtagere friheden til at flytte over grænser. Denne åbning af grænser for arbejdskraften, er ene og alene sat i stand for at arbejdsgiverne har et større udbud af arbejdskraft. På den måde kan de dumpe løn og arbejdsforhold.
Løndumping er præcis hvad vi ser i disse år når vores arbejdsmarked bliver overrendt af udenlandsk arbejdskraft der arbejder til langt under gennemsnitslønnen. SUF har intet problem med udenlandsk arbejdskraft, eller at lønmodtagerne kan flytte rundt mellem landende. Men når det sker skal det ikke resultere i social dumping hvor man presser levestandarten ned til laveste fællesnævner. Derfor må det sikres, at alt arbejde der udføres i Danmark overholder gældende overenskomster og regler”. Som arbejdsmarkedet ser ud i dag, mener vi at det er vigtigt at forsvare den danske aftalemodel og den danske enhedsfagbevægelse.
SUF ønsker et effektivt redskab mod social dumping. Kampen imod social dumping skal føres af fagbevægelsen lokalt, nationalt og internationalt og understøttes af tiltag som: bygherreansvar, åbne regnskaber, kædeansvar, flere ressourcer til SKAT, genindførsel af eksklusivaftaler og at kommuner, regioner og stat tager deres ansvar på sig, og kun bruger organiseret arbejdskraft – både i det offentlige og gennem underentrepenører, ved udliciteringer og så videre.
Nej til fattigdom – hæv dagpengene
I Danmark er arbejdsmarkedet indrettet efter flexicurity-modellen. Det vil sige, at arbejderne er fleksible igennem for eksempel korte opsigelsesvarsler til gavn for arbejdsgiverne. ” På samme tid burde vi have haft en sikkerhed på arbejdsmarkedet, såfremt man blev fyret, primært gennem dagpengesystemet”. Denne model har været en af grundstenene til at fagbevægelsen har kunnet presse lønnen op, da arbejdsgiverne er sikret kun at skulle betale for den arbejdskraft de selv mener de har behov for. Igennem de sidste årtier har vi set angreb på arbejdernes sikkerhed i modellen, ved blandt andet forringelser dagpenge og ret til voksen- og efteruddannelse.
Derfor vil SUF hæve dagpengesatsen, udvide dagpenge perioden og gøre det betydeligt lettere at optjene retten til dagpenge, hvilket blandt andet skal ske ved at give magten tilbage til de faglige A-kasser, mindre kontrol og regulering” Samtidig vil vi udvide retten til voksen- og efteruddannelse og afbureaukratisere beskæftigelsessystemet.
Unge skal organiseres
Unge har en central og udsat plads på arbejdsmarkedet. Unge arbejder ofte til lav løn og stiller lavere krav til fysisk- og psykisk arbejdsmiljø. Det gør, at unge bruges til at holde lønningerne nede og presse resten af arbejderklassen. Blandt andet, med undskyldningen om, at de er under oplæring eller uddannelse. Unge arbejder ofte uorganiseret ved ikke at stå i fagforening og har desuden en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. På den måde, er de en let gruppe at udnytte til skade for de samlede løn- og arbejdsforhold.
En stor del af SUFs medlemmer er enten i lære eller går som ungarbejdere. Blandt andet derfor, er lærlinge og ungarbejderes vilkår centrale i SUFs arbejde.
 SUF arbejder først og fremmest for at unge organiserer sig, både sammen med andre unge, men også samlet med de ældre kollegaer. På den måde bliver de politisk bevidstgjort om deres plads i produktionen.
Det er vigtigt at styrke lærlingene og ungarbejdernes organisering gennem uafhængige klubber, fagbevægelsens ungdomsforbund og Erhvervsskolernes Elev-Organistion (EEO). Kun gennem stærk organisering kan lærlingene og ungarbejderne opnå en styrke så de bliver i stand til at sige fra overfor arbejdsgiverne.
Vi kæmper side om side
Samlet for alle de aktuelle kampe på arbejdsmarkedet er, at de skal kæmpes og vindes af arbejderklassen selv.
I SUF er arbejdsklassen ikke en fjern flok som vi vil frigøre og befri fra de onde kapitalister. Vi er en del af arbejderklassen, og kæmper side om side med vores kollegaer og kammerater, for den fælles frigørelse.
Arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk. Vi når kun frigørelsen gennem politisering, aktivering og organisering af arbejderklassen, i arbejderbevægelsens egne organisationer. Som spydspids og frontkæmper i arbejderbevægelsen står fagbevægelsen, som den vigtigste bevægelse i kampen for socialisme.
VEDTAGET PÅ SUF'S LANDSMØDE 2011 (Sidst revideret på Landsmødet 2021)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/transnational-adoption

Transnational adoption
STOP Transnational adoption
Vi kæmper for et antiracistisk, lige og solidarisk samfund, indtil socialismen opnås. Den transnationale adoptionsindustri er skyld i at enormt mange mennesker bliver frarøvet deres kultur, ophav, sundhedshistorik, og retten til et normalt liv. Derimod bliver børn, tit født i lande, der er dårligere stillet end vesten, grundet koloniseringen og imperialismen, fragtet til et andet land og smidt ind i en familie, der ikke deler samme hudfarve som den adopterede, samme kultur, samme sundhedshistorik og generelt har en mangel på forståelse for, at vokse op i et hvidt samfund, hvor størstedelen af samfundets borgere er hvide og kulturen er defineret af hvide mennesker. De adopterede møder både racisme i hverdagen af fremmede, folkeskolen og generelt systemet i det land, de nu må kalde deres hjem. Adopterede bliver fanget mellem to stole, systemet, der vil have at de rejser “hjem” og adoptionsindustrien, der nu har bestemt at deres hjem er i det nye land, med den nye familie.
Adoption som en videreudvikling af kolonialismen og imperialismen
De adopterede, som oftest er BIPOC, bliver solgt til en hvid familie, der måske ikke biologisk kan få børn. Her skal de udøve en tjeneste til den hvide familie. Udover at polere den hvide families billede, som værende helte, der har reddet et fattigt barn fra døden eller gaden, skal de også udover emotional labour overfor deres hvide familie ved at fylde det hul, som manglen på et biologisk barn har skabt. Der bliver sat forventninger der er uholdbare til det barn, der allerede fra fødslen eller senere, har oplevet en form for svigt, både af systemet, men også en internalisering af det svigt det efterlader, at blive fravalgt af sin første familie.
Da barnet bliver solgt til en hvid familie for at udøve en tjeneste, er adoptionsindustrien en videreudvikling af kolonialismen og imperialismen, hvor hvide mennesker frarøvede BIPOC deres kultur og ophav, og sendte dem til lande eller kolonier, hvor de skulle udøve slavearbejde.
Hvorfor bortadopterer forældre deres børn væk?
Det er selvfølgelig svært at komme med et entydigt svar på hvorfor en familie vælger at adoptere deres børn væk til andre lande. Men oftest bunder det i fattigdom, krig, dårlige forhold eller at være enlig forsørger. Derudover er det altid underklassen eller arbejderklassen i de pågældende lande, der tvinges til at give afkald på deres børn. Derfor er adoption også et biprodukt af kapitalismen. Alle disse problemer er ting, som vesten har skabt igennem kolonialisme og imperialisme, hvor lande i Afrika, Sydamerika og Asien er markant dårligere stillet end lande i vesten grundet den tilbagegang, som imperialismen og kolonialismen har sat landende i. Disse kontinenter var godt stillet før europæiske lande begyndte at kolonisere med henblik på at forøge sin rigdom og magt. I Afrika, Sydamerika og Asien var det normalt ikke at have hetero seksuelle forhold. Mange steder var det mere normalt at have et forhold der var udenfor det heteronormative samfund, men igennem imperialismen tvang de europæiske lande deres idealer ned over landende. Derfor er lgbtq+ personer i mange afrikanske, sydamerikanske og asiatiske lande i dag udsat for enorme mængder diskrimination, og i flere tilfælde dødsstraf. Dette er et direkte produkt at imperialismen, ligesåvel som adoption er det.
Frarøvelse af kultur
Mennesker har ret til selvbestemmelse over egen krop og eget liv. Til at leve i frihed, uden tvang og undertrykkelse. At have mulighed for at være sig selv. At have sin egen kultur. Lige netop derfor er det også et problem, når det kapitalistiske system tjener penge på, at sælge mennesker til andre familier, for at udøve emotionelt arbejde og at udfylde det hul, som familier, der ikke selv kan få biologiske børn står i. For herigennem frarøves de adopterede deres selvbestemmelse over egen krop og eget liv, mulighed for at være sig selv og at have sin egen kultur.
I stedet bliver adopterede indsat i et intolerant miljø der er fjendtligt overfor udlændinge og folk med anden kultur. Når de adopterede allerede har mistet deres kultur i den tidligere barndom, og derefter også bliver fremmedgjort, for at se anderledes ud og se ud som om, de har en anden kultur, er det kun grobund for selvhad.
Adopterede bliver frarøvet deres kultur. Indtil adoption helt bliver fjernet, må vi kæmpe for adopteredes rettigheder. Det kan ske igennem modersmålsundervisningen, indenfor alle fag skal der tilbydes undervisningsmateriale der perspektiverer fagområdet i en international og flerkulturel kontekst og der skal sikres en større
variation i udvalget af sprogfag, kulturfag og religionsfag.
Den borgerlige idealisering af adoption
Det borgerlige Danmark er en stor spiller i forhold til den måde, man forestiller sig adoption, som ikke-adopteret. Her har programmer som “Sporløs” skabt et billede af, at det altid er fattige familier der adopterer væk, men af egen vilje. Dette er slet og ret sjældent sandheden. De færreste giver frivilligt afkald på deres børn. Derudover fortæller “Sporløs” heller ikke om alle de problematikker der er ved adoption, men skaber derimod en historie om, at de adopterede skal være glade for, ikke at være vokset op hos deres første familie, når man til sidst ser de levestandarter, de første familier lever under. Ydermere skaber programmet “Sporløs” også en form for kasse, som alle adopterede bliver puttet ind i. Nemlig at de igennem deres liv skal ud at jage efter deres familie. Det vil mange adopterede gerne, men det er også noget, der er forbundet med enormt meget sorg, for den enkelte adopterede. Derfor skal vi i SUF støtte vores adopterede kammerater, der gør opmærksom på problemerne .
SUF’s strategi
I SUF er det vores klare opfattelse, at reel forandring hverken skabes gennem lovgivning eller smalle, elitære grupperinger, men gennem brede, folkelige bevægelser. Derfor vil vi i SUF arbejde aktivt mod et stop af adoption, samtidig med at vi støtter andre bevægelser og organisationer, der har samme formål. Det gør vi, fordi vi indser, at mange af os ikke nødvendigvis har indsigt i den traumatisering der sker gennem adoption og de problematikker, som adoption fører med sig, som de mennesker, der oplever det til daglig.
De borgerlige medier er forsvarer af adoption samt det kapitalistiske system. Adopteredes rettigheder bliver altid underkendt fra lovgivningens og mediernes side. Det er eksempelvis igennem at tie adopteredes historier ihjel, medmindre det kan fortælles gennem en idyl-historie som i “Sporløs”. I SUF skal vi altså altid være rede på at udbrede vores adopterede kammeraters historier og syn på adoption, i stedet for at lade de borgerlige medier tie dem ihjel.
Når medierne eller politikerne er fortalere for adoption er det ikke vores strategi at tie dem ihjel, men at komme med vores holdninger, aktivt italesætte problemer ved adoption og levere vores svar på en letforståelig måde.
For at komme adoption til livs, må vi forene arbejderklassen på tværs af landegrænser i kampen mod kapitalismen.
(Vedtaget på SUFs Stormøde 2022)

## https://ungdomsfront.dk/emnepolitisk/uddannelse

Uddannelseskamp er klassekamp!
1. Indledning
Uddannelse er den primære beskæftigelse i det meste af vores barndom og ungdom. Vi kæmper for, at folkeskolen og efterfølgende ungdomsuddannelser skal være brede og indrettet, så alle kan være med og alle bliver kvalificeret til både arbejdsliv, videre studier og ikke mindst samfundsliv.
Men uddannelse er meget mere end det. Din uddannelse, og den måde, du bliver påvirket på i din uddannelsestid er afgørende for, hvilke muligheder du har resten af dit liv, og hvordan din tænkning og forståelse af samfundet omkring dig er.
For at få et uddannelsessystem der gør alle til lige og frit tænkende solidariske mennesker, er det nødvendigt at der ingen økonomiske barrierer er, at uddannelse ikke foregår på erhvervslivets vilkår samt at indholdet og pædagogikken i undervisningen er tilrettelagt efter at inddrage de mange.
Fri uddannelse
Desværre er uddannelsessystemet i dag ikke frit, men en formidler af borgerlig ideologi på en disciplinerende og ensidig måde. Derfor er det en forudsætning for, at alle mennesker kan blive frie, at vi sammen skaber et alment uddannelsessystem der er indrettet for masserne og ikke til gavn for erhvervslivets bagmænd eller kun efter børnene af akademiske forældre fra den højere socialgruppe.
Når vi i SUF snakker uddannelse, så mener vi først og fremmest en læring, der giver ungdommen en kritisk, reflekteret, progressiv og frit tænkende samfundsforståelse. Med uddannelse vil vi skabe den bedste forudsætning for, at alle har mulighed for at tage del i samfundsudviklingen og klassekampen. Hermed sætter man sit eget præg på den omvæltning, hvor magten bliver placeret hos den brede arbejdende befolkning i et aktivt demokrati, hvor deltagelse og medbestemmelse er til stede overalt – og ikke blot består i at sætte et kryds hvert fjerde år.
En kamp mellem klasser
Folkeskolen er stadig en klasseskole, hvor grundlaget bliver lagt for en sortering af eleverne til den ”rette plads” i samfundet, til fordel for borgerskabet egne ressourcestærke børn. En sortering og ulighed der kun tager til senere i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Dette sker både i kraft af fysiske rammer, en høj grad af individualisering og konkurrence samt et indhold og sprogbrug, der alt sammen favoriserer elever og studerende, der i forvejen har en akademisk baggrund. Dermed er uddannelsessystemet med til at fastholde klassesamfundet uden hverken en videre social mobilitet, lighed eller forskydninger i klassekampens magtforhold til fordel for den almene lønmodtager.
Uddannelse er ikke blot et spørgsmål om den enkeltes vilkår og udvikling eller blot et vigtig element i et fremtidigt frit socialistisk samfund, hvor alle reelt har lige livs- og deltagelsesmuligheder. Uddannelseskamp er en lige så vigtig grundsten i kampen for at opnå et lige og klasseløst samfund uden uretfærdighed og udnyttelse.
Dette gør, at der naturligvis også må være nogle grundlæggende interesseforskelle, når man snakker uddannelse. De egentlige magthavere i dagens kapitalistiske samfund er det fåtal, der ejer produktionsvirksomhederne og ikke mindst de finansielle virksomheder. Denne lille gruppe har ikke nogen interesse i, at den almene borger for alvor bliver kritisk tænkende og ønsker at udfordre det eksisterende samfund. Derfor kæmper vi i SUF side om side med andre elever, lærlinge og studerende for at bekæmpe uligheden i uddannelsessystemet – i hård interessekonflikt mod dem, der har magten.
2. Rammerne står i vejen for uddannelse til alle
For at alle kan få en god uddannelse, er det en helt grundlæggende nødvendighed, at have så gode rammer, at man kan gennemføre en uddannelse og få et højt udbytte i kraft af rammerne og ikke på trods af rammerne. Desværre er det langt fra sådan i virkeligheden. Dette skyldes, at dårlige rammer for uddannelse kan være en stor hindring for mange elever, lærlinge og studerende fra hjem uden akademiske forældre, mens dårlige rammer ikke er en problematisk forudsætning for mange med en ressourcestærk baggrund. Dette skaber et reproducerende mønster af negativ social arv, hvor størstedelen af børnene af arbejderklassen, selv ender i samme position som deres forældre, og også bliver sat uden for muligheden for reel indflydelse på samfundsudviklingen og beslutningerne på arbejdspladsen. Samtidig stammer næsten alle fra den lille elite, der bliver beslutningstagere i samfundet og på arbejdspladser, selv fra hjem, hvor der i forvejen er højt uddannelsesniveau og en stærk samfundsinteresse.
Forringede rammer forhindrer det brede samfundslag i for alvor at kunne udvikle sig organisatorisk, socialt og fagligt, så vi derved kan udfordre den negative sociale arv og samfundets kapitalistiske struktur. Dette stemmer altså kun overens med interesserne hos magthaverne, der vil gøre alt for at forhindre, at almindelige mennesker tager magten.
I SUF ønsker vi i stedet, at skabe rammer om uddannelse, der udjævner de sociale forskelle, så alle kan være med og ikke kun dem, der har de bedste forudsætninger med hjemmefra. Gode rammer betyder dels ordentlige levevilkår, dels et ordentligt undervisningsmiljø og at læreren har masser af tid til hver enkelt elev, så den enkelte elev ikke alene skal have ansvar for egen læring. Og så skal der også være uddannelsesgaranti for, at man kan gennemføre den uddannelse man starter på.
Undervisningens rammer
SUF vil bevare enhedsskolen og få en ekstra lærer i klassen, så de almindelige hold kan rumme flere af dem, der i dag følger specialundervisning. Specialundervisning skal kun være for elever, der virkelig har brug for det for at kunne være med. Der skal max. sidde 20 elever i hver klasse, ligesom lærerfri timer skal afskaffes. Samtidig skal der være en kvalitetssikring af undervisningen i form af krav om ordentlig efteruddannelse til undervisere, og på videregående uddannelser skal timetallet for holdundervisning hæves, hvor det fagligt giver mening. For at sikre gode forudsætninger for indlæringen skal elever og studerende beskyttes under arbejdsmiljøloven og for elever skal der være gratis sund skolemad og daglig idræt.
Levevilkår
Al Brugerbetaling skal afskaffes, og der skal være gratis transport og billige ungdomsboliger. I stedet for central stordrift skal der være garanti for at kunne tage en uddannelse uanset, hvor man bor. Uddannelse træder i stedet for fuldtidsarbejde, så der skal være fuld praktikløn og SU, der er til at leve af for alle på ungdomsuddannelse og videregående uddannelse uden nogle begrænsninger, SU’en skal være over den relative fattigdomsgrænse og er uafhængig af forældrenes indkomst, så ingen på ungdomsuddannelse umynddigøres eller er en økonomisk byrde for deres forældre. Samtidig skal det være muligt, at optage rentefrie SU lån.
Praktikpladser
Der skal indføres en praktikpladsgaranti, så der dels skal oprettes flere praktikpladser i det offentlige og alle virksomheder, der ønsker at samarbejde med det offentlige, pålægges kontraktkrav om oprettelse af praktikpladser. Arbejdsgivernes ElevRefusion under skoleophold skal endvidere være fuldt finansieret af arbejdsgiverne.Praktikpladser skal leve op til høje krav til indhold, så lærlinge aldrig reduceres til billig arbejdskraft. Desuden skal skolepraktikken udvides og gøres relevant, afvekslende og så tæt på virkelige arbejdspladser som muligt, ved at erstatte den med praktikpladscentre i offentligt regi, så lærlinge, understøttet af undervisere, selv driver en virksomhed, der udfører opgaver i det private og offentlige på lige fod med almindelige virksomheder. Samtidig skal der stilles krav om, at alle byggefags grund- og hovedforløb indeholder relevant læring om miljøvenlig- og klimavenlige byggemetoder samt læring om grøn renovering.
3. Uddannelse for livet – ikke for erhvervslivet*
Det er helt grundlæggende for SUF, at uddannelse skal være samfundsorienteret ikke markedsorienteret. Siden Bertel Haarder første gang var undervisningsminister i 80’erne år har uddannelsessystemet gennemgået en markant udvikling til fabrikslignende tilstande. En udvikling som vi erfarede, at socialdemokraterne ikke tøvede med at videreføre i 90’erne. Markedsgørelsen af uddannelsen er stærkt påvirket af EU, der også lægger sin klamme hånd på uddannelsessystemet.
EU’s Bologna-proces har siden 1999 kickstartet en udvikling, hvor EU er i gang med også at gøre uddannelse til ét fælles harmoniseret marked, hvor virksomhedsinteresserne kommer i første række uden hensyn til almindelige mennesker.
At erhvervslivet og dermed også EU er blevet endnu mere interesseret i at kontrollere uddannelse skyldes, at samfundet udvikler sig fra et industrisamfund til også i højere grad at være et videnssamfund med en vis vidensøkonomi. Viden som design og information er blevet en industri. Markedsgørelse er resultatet af, at uddannelse bliver set som en samfundsressource, og vel og mærke en samfundsressource i en kapitalistisk økonomi. Vidensøkonomiens opståen skyldes det kapitalistiske systems behov for evig vækst, højere produktivitet, og nye markeder. Viden er blevet gjort til en vare, som kan købes og sælges. Vi oplever i dag et uddannelsessystem gennemsyret af ny-liberalistisk markedsstyring. Det vil sige, at tidligere tillid og flade strukturere er erstattet af kontrol og et utal af ledere og mellemledere. Samtidig er skolerne blevet selvejende og skolebestyrelser er fyldt ud af eksterne ledere fra erhvervslivet uden forstand på uddannelse. De er først og fremmest hentet ind for at drive institutionerne som konkurrerende forretninger med økonomiskoverskud, hvor der foretages kyniske cost-benefit-analyser af alt. Alle udgifter beskæres, hvis de ikke virker strengt nødvendige for at skabe image, tiltrække elever på bekostning af andre institutioner og indkassere færdiggørelsestaxameteret i sidste ende. De fag og uddannelser, som erhvervslivet efterspørger, bliver også favoriseret frem for andre gennem taxametre og ensidig vejledning.
Vi vil ikke gøres til en vare med et prisskilt. Uddannelse, der er tilrettelagt efter markedets behov, skaber hverken glade, interesserede, kritiske eller solidariske medborgere. Ikke bare bliver uddannelsesinstitutionerne nu ledet af erhvervsfolk frem for dem, der bliver påvirket af beslutningerne. Uddannelsessystemet bliver skræddersyet, topstyret og kontrolleret til på kortest mulige tid at levere lige netop det produkt, som erhvervslivet efterspørger. Det grundlæggende formål med uddannelsessystemet i det kapitalistiske samfund er helt ned fra folkeskolen, at rette den enkelte til, så man passer til erhvervslivets behov. Dette er både når det gælder konkrete kundskaber og sociale færdigheder, men også når det gælder holdninger til samfund, autoriteter og så videre.
Incitamentsstyring
Incitamentsstyring og konkurrence gælder ikke kun for skolerne. Elever og studerende presses også med såkaldte incitamenter. Man piskes frem på randen af stress og nederlag. Hvis man ikke bliver fortsat hurtigere til at komme igennem uddannelse og ud på arbejdsmarkedet, så straffes man både økonomisk og på uddannelsesmuligheder. Det er kvantiteten og ikke kvaliteten og den enkelte, der er kommet i højsædet i nutidens uddannelsessystem.
Uddannelse skal være et tilvalg og ikke tvang. Det skal være lysten, der driver værket – ikke forventningspres, karakterer, sanktioner og belønninger til de i forvejen ressourcestærke. Der skal altid være plads til omvalg af uddannelse og retning, ligesom der skal være tid til at komme ud i den virkelige verden og tænke sig om. Uddannelsespålægget for alle under 25 år skal afskaffes, og der skal være mulighed for at tage sabbatår og tage uddannelsen i sit eget tempo
Samtidig skal et sammenhængende uddannelsessystem og vejledningssystem hjælpe alle til at finde den uddannelse, man har lyst til. Man skal altid have mulighed for at vælge om og adgangsbegrænsningen skal ophæves.
Karakterer, eksamener og optag
Karakterer er først og fremmest de borgerliges ideologiske korstog, der forsøger at tvinge elever og studerende til at være konkurrerende og egoistiske, ved at sortere elever som gode og dårlige og afgøre ens fremtidsmuligheder. Karakterer skaber et jeg-orienteret uddannelsessystem og undergraver fællesskab, solidaritet og hjælpsomhed, så det bliver en hæmsko for læringen, når det kommer til gruppearbejde, læring fra elev til elev og notedeling. Karaktersystemet er desuden forsøgt gjort internationalt sammenligneligt, så universiteter kan ”handle” med os over grænser.
I SUF vil vi afskaffe karakterer og eksamen til fordel for løbende fremadrettede evalueringer af elever og lærere som understøttende redskab til den bedst mulige videre læring, samt optag på videregående uddannelser der altid sker ved optagelsessamtaler. Som følge af en uddannelsessektor, med plads til andre kompetencer end de snævert faglige, må kvote 2 optaget udvides og 1,08 reglen fjernes, inden karaktersystemet helt afskaffes.
Demokratisk uddannelse
Den demokratiske læring og anvendelse i praksis skal være central igennem hele uddannelsessystemet, så alle kan videreføre erfaringerne til samfunds- og arbejdsliv. Den demokratiske træning skal både være i praksis og i undervisningen, hvor man skal lære om samfundet og forskellige kulturer gennem hele sin skolegang. Under hensyn til at alle får overblik over tendenser og baggrunde, så skal eleverne sammen med underviseren selv have indflydelse på emne, tilgang og arbejdsformer forud for et undervisningsforløb – det skal eksterne interesser fra erhvervslivet og regelstyring fra politikerne ikke bestemme. Elevråds-, studenterråds- og udvalgsarbejde skal gøres inddragende og relevant overfor alle skolens elever. Et skridt i den rigtige retning er, at elever- eller studerende altid sidder på halvdelen af skolebestyrelsernes pladser, mens den anden halvdel er forbeholdt lærere og ansatte.
Som følge af øget elev og student indflydelse, ved brugen af eksempelvis plenum debatter på alle skoler, ungdomsuddannelser og universiteter være et godt redskab til at inddrage alle elever og studerende i demokratiet. Der skal også være mulighed for, at hver klasse før elevrådsmøder får afsat tid til at diskutere aktuelle emner for uddannelsesstedet for dermed at kunne tildele deres elevrådsrepræsentanter et mandat til det kommende elevrådsmøde.
Forskning og vidensdeling
Det skal være tilgængeligt for alle med en kandidatgrad at forske på universiteterne og det skal ske uden firmaers indblanding og sponsorering. Resultaterne af forskningen skal udgives under det der hedder en ”general public” licens. Det betyder at ingen ejer eller har patent på resultater af forskningen.
Før i tiden var alle opfindelser, resultater og anden innovation der blev produceret i uddannelsessektoren offentligt eje og frit tilgængelige. Men efter 90’ernes og 00’ernes store uddannelsesreformer, der havde til hensigt at skolerne skulle være mere markedsorienterede, begyndte universiteterne at tage patent på deres opfindelser og stifte firmaer, for at få profit ud af deres forskning.
I SUF mener vi ikke at nogen skal tjene penge på forskning, men at forskningsresultater skal deles med hele verdenen. Dette betyder at flere studerende og undervisere altid har adgang til det nyeste materiale, hvilket giver de bedst mulige forudsætninger for undervisningen og videre forskning. Men det betyder også at samfundet, der betaler for uddannelserne, får noget tilbage i form af frit tilgængelig viden.
Almen og kollektiv uddannelse
I SUF vil vi en anden verden, hvor uddannelsesinstitutionerne ikke konkurrerer internt på branding, men danner ét sammenhængende system, der har ressourcerne til at levere den bedst mulige uddannelse og vejledning til den enkelte. Regelstyring og taxameterordningen skal erstattes af tillid og metodefrihed, så uddannelsesinstitutionerne og lærerne kan rette fokus mod at dygtiggøre og støtte elevernes læring – frem for at leve op til kanonkrav, nationale tests og blot spytte flest mulige studenter ud med et højt snit. I stedet skal der sættes ind med ekstra ressourcer, så også svagere elevgrupper kan få opfyldt deres behov. Der skal startes uddannelsessteder op i yderområder og der skal stilles garanti for, at der ikke lukkes flere skoler ned, og at skoler oprettet efter private forældres initiativ ikke hindres så længe der er almen tilgængelighed og ikke markedsstyret adgang til disse.
Uddannelsessystemet skal være fælles og alment, og den fornemmeste opgave er at gøre alle til frit tænkende samfundsborgere. Alle skal opnå et stort indblik i mennesker, samfund, kultur og natur – og man skal kunne anvende dette kreativt og samfundsdeltagende i sin fritid. Glidningen fra generelle kvalifikationer til specifikke, faglige kvalifikationer skal først og fremmest ske på erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Her skal man dog også stadig få en overordnet, dybdegående og reflekteret forståelse af samfundet og kulturen og lære almene og sociale kompetencer. Folkeskole og gymnasiale uddannelser skal være helt fri for tidlig specialisering og studieretninger. Den fælles almene dannelse skal til gengæld suppleres med en rig mulighed for valgfag, herunder mange fysiske og kreative fag. Vi skal ligestille de kreative og fysisk udfordrende fag med de boglige og lettere målbare fag, for at være mere indkluderende og for at tage hensyn til alle elevernes forudsætninger. Læring skal ske gennem hele livet. Vi vil derfor udvide retten til voksen- og efteruddannelse samtidig med, at der ved fleksible kurser altid skal være mulighed for at udvide horisonter og dyrke interesser som for eksempel ved gratis aftenskoler med brede udbud. Hele voksen- og efteruddannelsesområdet skal også forbedres efter de samme principper som resten af uddannelsessystemet, da også dette område genskaber de økonomiske og sociale uligheder.
Kønsroller og ligestilling i uddannelsen
Et andet aspekt af den almene uddannelse skal også være fokus på en frigørelse af det biologiske køn allerede fra starten af barnets skolegang. Derfor skal der i den almene uddannelse indgå en aktiv indsats imod fastholdelsen af kønsroller i samfundet. Dette skal indtænkes i det faglige indhold af undervisningen. Herunder bør der tilstræbes en mere ligelig kønsfordeling blandt både forfattere af undervisningsmaterialer og undervisere, der skal indtænkes en kritik af kønsmæssige skævvridninger inden for alle faglige områder og i undervisningen skal der indgå kritisk diskussion vedrørende myten om henholdsvis kvinde- og mandefag, så disse stereotype fordomme udstilles. Lærere og pædagoger skal gennem kurser og efteruddannelse have redskaber og ideer til hvordan kønsrollemønstre kan modarbejdes og nedbrydes samt få et stærkere fagligt grundlag for seksualundervisning, der skal være et langt mere bredt fag end i dag og have fast timetal på skemaet. Desuden kan kønsadskilte grupper ved diskussioner omkring køn være et godt redskab.
4. Uddannelse skal være for alle
Selvom uddannelse gennem den sidste halvdel af 1900-tallet er gået fra at være et privilegium for den borgerlige elites børn til også at være for den brede arbejderklasses børn, så har uddannelsernes indretning ikke fulgt med. Uligheden i klassesamfundet og den negative sociale arv bliver opretholdt af sorteringsmekanismer, der er indbygget i uddannelsessystemets struktur, indhold og pædagogik. Disse modsætninger er kun blevet skærpet af nedskæringer på uddannelsessektoren. Når skolerne bliver presset på pengepungen, må de skære ned på de ekstra sociale som faglige tilbud og understøtning til gavn for den brede gruppe. Uviljen mod at anerkende og tilgodese den brede gruppes behov og potentiale ses også ved den øgede fokus på elitedyrkelse med argumentet, at eliten skal bære vidensøkonomien.
De behov og forestillinger, som den brede masse fra ikke akademiske hjem har, står stadig i skærende kontrast til mange af de krav, der stilles på alle uddannelser – i særdeleshed i gymnasiet og på flere akademiske uddannelser, men også helt ned i folkeskolen. I stedet for at undervisningen tager udgangspunkt i eleverne og de studerende, så bliver man bedømt på og sorteret efter, om man anvender og forstår et unødvendigt avanceret akademisk sprog og kan jonglere med et kæmpe begrebsunivers på et meget abstrakt og teoretisk plan. Konsekvensen ved den virkelighedsfjerne og ikke tidssvarende undervisning ses tydeligt ved at elever bliver passive i timerne eller bliver væk og til sidst må droppe ud. I stedet for at løse roden til problemet, så har borgerlige og socialdemokrater forsøgt at disciplinere sig ud af det ved hjælp af stramme krav til møde- og afleveringspligt – opfulgt af sanktioner og straf.
Den borgerlige ideologi, det der gør uddannelsessystemet virkelighedsfjernt, ses også i opsplitning af verdensbilledet i isoleret fag og områder. Dette slører muligheden for at opnå en samlet forståelse, så tingene kan ses i sammenhæng, således at kriser og problemer kan adresseres tilbage til selve måden, det kapitalistiske system er opbygget på. Virkelighedsnær og reflekteret undervisning
I SUF ønsker vi at gøre undervisningen mere virkelighedsnær. Når vi mener, at alle skal tilgodeses og skal kunne være med, så er det ikke det samme som, at niveauet sænkes. Vi mener tværtimod, at tilgangene og pædagogikken skal ændres, så indlæringen bliver mere ligetil og flere får et højt læringsudbytte. så alle har en god almen uddannelse med et reflekteret overblik og en kritisk verdensforståelse, hvor man kan gennemskue tingenes baggrund og udgangspunkt. Derfor er det også vigtigt med ungdomsuddannelser, der udover de almene kompetencer også er mere arbejdsmarkedsorienterende elle direkte erhverskvalificerende.
Sanktioner og fravær
Vi ønsker ikke, at elever skal være fraværende fra undervisningen og falde fra – men vi holder fast ved, at uddannelse er ens eget frie valg, så unge skal ikke umyndiggøres. Samtidig vender vi os mod den borgerlige tese om ansvar for egen læring. I stedet ønsker vi at fjerne årsagen til frafald ved at skabe et uddannelsessystem med plads til alle og sikre, at der i stedet bliver grebet ind med hjælp og vejledning, så alle støttes til at få gennemført en uddannelse. Fraværsregistrering skal afskaffes og erstattes af bedre hjælp og støtte gennem tættere kontakt mellem elever, lærere og vejledere.
Vores uddannelsessystem
Vi ønsker at skabe ét udelt 12-årigt uddannelsesforløb for alle, der skal være alment og indrettet helt anderledes end i dag. Nemlig for masserne og ikke kun for børn med akademiske forældre. Vi ønsker at afskaffe lektier og hjemmeafleveringer.
Læringens tilgang og udgangspunktet skal være problemorienteret og emneorienteret med både gruppearbejde og feltarbejde. De traditionelle faggrænser skal ophæves og erstattes af blokke som samfund, kultur, kreativitet, sundhed og naturfag, ligesom der skal arbejdes på tværs af blokkene.
På denne måde trænes evnen til at sætte emnet ind i en større sammenhæng. Der skal også være praktiske fag, der er rettet mod ens dagligdag og samfundsliv. Metodefrihed kombineret med nødvendig efteruddannelse, viden og forsøg skal revolutionere pædagogikken hen mod, at underviserne understøtter elevers og studerendes læring frem for at holde forelæsninger og tavleundervisning.
Interessen skal være den afgørende for ens uddannelsesvalg. Vi vil en større fælleskabsfølelse og solidaritet, forskellige uddannelser og fag imellem. Både når det gælder anseelse og løn.
5. Bevægelse skaber forandring
Et uddannelsessystem, som vi ønsker det, kommer ikke af sig selv. Og derfor kan her-og-nu- løsninger være med til at gøre en markant forskel. Alle danske elever, lærlinge og studerende er nødvendige for stå imod de rige magthaveres interesser og derfor er det helt naturligt, at alle SUF’ere er aktive der hvor de går i skole, og loyalt styrker elev-, lærlinge- og studenterbevægelsen.
SUF ønsker en bevægelse, der er politisk, demokratisk, lokalt funderet, uafhængig og aktivistisk. Elever og studerende må være solidariske med hinanden, og støtte hinandens kampe – sammen står vi stærkest og kun gennem loyalitet og sammenhold kan vi ændre uddannelsessystemet. Det er igennem bevægelsen, at vi skal være med til at skabe ændringer og det er bevægelsens krav og kampe, der ændrer samfundet i den rigtige retning.
Samtidig er det i SUF, at vi skal kæde de enkelte kampe sammen og have den overordnede analyse og kapitalismekritik. Som antikapitalister er vi i SUF bevidste om at vi ikke kan isolere den uddannelsesmæssige kamp fra resten af klassekampen. Lighed kan ikke opnåes inden for uddannelsessystemet så længe de strukturelle omgivelser såsom klassedeling af samfundet på bolig- og arbejdsmarkedet bliver ved med at reproducere ulighed.
VEDTAGET PÅ SUF'S AKTIVITETSMØDE 2011